Vedtaget af FN’s generalforsamling, 29. maj 1987.

Præambel

Verdens folk er engageret i en række principielle kampe for en retfærdig og fredelig verden baseret på grundlæggende rettigheder, som nu er anerkendt som ukrænkelige i en række bredt tiltrådte internationale retslige konventioner.

Disse kampe bekæmpes på forskellige grusomme og brutale måder af de politiske, økonomiske og ideologiske kræfter, der er forbundet med de væsentligste magtstrukturer i verden, som spreder terrorisme i et hidtil uset internationalt omfang. Selvom disse kampe foregår på global skala, så er der visse områder, som kræver en særlig opmærksomhed og øjeblikkelig handling på dette tidspunkt. I denne forbindelse nævner vi den centrale kamp i det sydlige Afrika mod apartheidsystemet, det forbryderiske regime og den politik, der opretholder dette system og engagerer sig i militære interventioner i hele regionen og derved spreder terrorisme udover de umiddelbare steder for kampen, Sydafrika og Namibia. Vi nævner det palæstinensiske folks fortsatte kamp for deres hjemland over for Israels og USA’s militære og paramilitære politik i hele det østlige Middelhavsområde, der bringer det libanesiske folk særlige lidelser og smerte. Vi nævner kampene i Mellemamerika imod reaktionære kræfter inden for og uden for regeringskontrol, som organiseres af USA gennem CIA’s særlige virksomhed.

Imod denne baggrund af smerte og kamp føres diskussionen om international terrorisme, som de herskende kræfter manipulerer i medierne og andre steder; offentligheden anspores til udelukkende at forbinde terrorisme med ofrene for dette system. Vi forsøger at gøre klart, at terrorisme i meget stor grad er et udtryk for disse magtforhold og kun meget lidt for de kampe, der opstår som legitim modstand.

Lad os forstå, at det særlige kendetegn ved terrorisme er frygt, og at denne frygt stimuleres af trusler om vilkårlige og forfærdende former for vold rettet direkte mod almindelige mennesker overalt. Den mest skamløse form for international terrorisme er forberedelser til at føre atomkrig, især til at udvide nuklearisme til det ydre rum og at arbejde febrilsk for at opnå våben til at angribe først. Terrorisme medfører udsigt til holocauster udløst af statsmagter mod folkene i verden.

Den moderne statsmagts terrorisme og dens højteknologiske våben overgår kvalitativt mange gange den politiske vold, som grupper, der stræber efter at ophæve undertrykkelse og opnå befrielse, støtter sig på.

Lad os også være klar: Vi foretrækker ikke-voldelig modstand, hvor som helst det er muligt, og vi priser de store anstrengelser, som befrielsesbevægelsen i Sydafrika og andre steder har gjort for at undgå vold i sine bestræbelser for at opnå retfærdighed. Vi fordømmer alle de taktikker og kampmetoder, som direkte medfører vold mod uskyldige civile. Vi ønsker ikke nogen form for terrorisme, men vi må insistere på, at terrorisme udspringer fra nuklearisme, kriminelle regimer, statsforbrydelser, højteknologiske angreb på lande i den tredje verden og systematiske overtrædelser af menneskerettighederne. Det er en grusom forlængelse af terrorismens svøbe spottende at stemple kampe mod terrorismen som ”terrorisme”. Vi støtter disse kampe og opfordrer til såvel folkenes befrielse som det politiske sprogs befrielse.

(...)

II. Nationale befrielsesbevægelser

Som gentagne gange anerkendt af FN’s generalforsamling har folk, der kæmper mod koloniherredømme, fremmed besættelse eller racistiske regimer, i udøvelsen af deres ret til selvbestemmelse ret til at bruge magt for at opnå deres mål inden for rammerne af international humanitær lov. Sådanne lovlige anvendelser af magt skal ikke forveksles med international terrorisme. Således ville det være juridisk utilladeligt at behandle medlemmer af nationale befrielsesbevægelser i blandt andet Caribien, Mellemamerika, Namibia, Nordirland, på Stillehavsøerne, i Palæstina og Sydafrika, som om de var almindelige kriminelle.

Nationale frihedskæmpere skal snarere behandles som kombattanter, der er underkastet krigens love og sædvaner og de internationale love, der er gældende i humanitære væbnede konflikter som beskrevet i eksempelvis Haager-konventionen fra 1907, de fire Geneve-konventioner fra 1949 og disses Første Tillægsprotokol fra 1977. Således skal nationale frihedskæmpere behandles efter de samme standarder for krigsførelse, som er anvendelig over for soldater, der kæmper i en international væbnet konflikt. Derfor skal en frihedskæmper, når han tages til fange af en krigsførende stat, ikke behandles som en kriminel, men som en krigsfange. Han kan blive interneret, så længe konflikten varer, løsladt på betingelse af at afstå fra yderligere deltagelse i fjendtligheder eller udvekslet ved en krigsfangeudveksling. Hvis en national frihedskæmper pågribes i en neutral stat, skal han ikke udvises til den krigsførende stat.

I Den Første Geneve-protokols ånd skal en national frihedskæmper, ligesom det er tilfældet for soldater i regulære væbnede styrker, når han tages til fange efter direkte at have angrebet uskyldige civile, stadig behandles som en krigsfange, men han kan retsforfølges for at have begået krigsforbrydelser ved en upartisk international domstol, helst i en neutral stat eller ved en international domstol. Og i den udstrækning, at de pågældende krigsførende stater på grund af politiske eller propagandamæssige årsager afviser at behandle nationale frihedskæmpere på samme måde som soldater, bærer de en betragtelig del af ansvaret for den vold, som deres civilbefolkninger udsættes for af nationale frihedskæmpere.

Ikke desto mindre ønsker vi at understrege, at langt størstedelen af brud på krigsførelsens love og skikke er blevet begået og begås fortsat af staters regulære, irregulære, paramilitære og hemmelige styrker, ikke af nationale frihedskæmpere. De vestlige medier har med vilje fordrejet og perverteret dette numeriske forhold for at skabe denne antiterrorkult til fordel for deres regeringers egne militaristiske og terroristiske formål.

Oversat i uddrag af Carsten Kofoed for Komiteen for et Frit Irak fra ”The Geneva Declaration on Terrorism”, Geneve, 21. marts 1987, http://i-p-o.org/GDT.htm

---

Artiklerne på www.fritirak.dk er ikke nødvendigvis udtryk for Komiteen for et Frit Iraks holdning.

Copyright 2003-2005 www.fritirak.dk