Efter de første meldinger om, at en dansk soldat var blevet dræbt, sad Johan Kirkmand og hans kone med telefonen imellem sig og ventede på nyt om deres søn, Bjarke Olsen Kirkmand.

– Det blev en lang, lang eftermiddag, siger Johan Kirkmand.

– Klokken 17 så min kone og jeg på hinanden og blev enige om, at alle pårørende måtte være blevet underrettet.

– Vi slap altså denne gang! sagde vi til hinanden og smilede lettet. Jeg trængte til frisk luft. Jeg gik ud på vejen foran vores hus. Glad og lettet stod jeg og nød det ualmindeligt smukke oktobervejr, mens jeg så ned mod enden af vort lille villakvarter.

Verden brød sammen

–Jeg hørte støj bag mig, jeg vendte mig om og så en mørk personbil svinge ind på parkeringspladsen for enden af vores grund, hvor den straks blev skjult af nogle træer. Men jeg havde opfattet et bestemt mærke på nummerpladen – hærens!

– Da brød verden sammen inde i mit hoved! Rationelle og urationelle tanker rasede i splitsekunder gennem mit hoved. Selvfølgelig havde telefonen ikke ringet, døden overbringes personligt. Det var Bjarke, der var dræbt i Irak.

– Jeg mistede besindelsen, armene fløj op over hovedet og jeg råbte: 'Nej nej nej! Ikke Bjarke!'

Den kvindelige officer sagde 'jo', lagde hovedet på skrå og græd.

– Jeg hørte mig selv skrige endnu en gang, så det hørtes viden om.

I det samme kom Bjarkes mor løbende ud i entreen, mens hun råbte flere gange: 'Hvad er der sket, hvad er der sket?' Hun stoppede brat, da hun så de to officerer – råbte 'nej, nej' og løb grædende ind i stuen.

– Jeg hørte mig selv sige, idet jeg vendte mig om mod officererne: 'Jeg er sønderjyde, tre af mine farbrødre var med i Første Verdenskrig, jeg har fået krig nok! Gå! Vær venlig at gå!

– De blev stående. Det undrede mig. Jeg havde bedt dem om at gå. Den mandlige officer spurgte så: 'Skal vi ikke gå ind til din kone?'

– Da blev jeg bragt tilbage til virkeligheden –'jo selvfølgelig'. Vi gik tavse ind og fandt Bjarkes mor i stuen fuldstændig opløst i gråd.

Et tomt, tomt rum

– Med en blanding af bebrejdelse og bøn henvendte jeg mig til den kvindelige officer med ordene: 'Det er meningsløst, det her! Havde der dog stået en FN-beslutning bag vor deltagelse i Irak-krigen!' Ingen svarede.

– Alt var nu forandret. Omgivelserne. Kroppens funktioner. Vi skulle alle kaste op, vi svedte døgnet rundt. Man gled ind i et tomt, tomt rum. Evnen til at føle sig sulten forsvandt – ingen lyst til at se mad. Derefter en lammende træthed, men samtidig lysvågen, så det var umuligt at sove.

– Alt omkring én virkede ligegyldigt. Vejret, meddelelser i radio og tv. Men da reklamerne tonede frem på tv'et slog deres plathed som en hammer. Jeg måtte løbe ud af stuen.

Den 21-årige premierløjtnant Bjarke Olsen Kirkmand startede i forsvaret i august 2003 – fem måneder efter Irak-krigens start og tre måneder efter, at præsident George W. Bush – og herhjemme Anders Fogh Rasmussens regering –erklærede krigen for slut.

To år efter rejste Bjarke Olsen Kirkmand til Irak. Seks uger derefter blev han dræbt på en slagmark, der officielt ikke eksisterer.

I dag anklager den dræbte soldats far regeringen for at føre krig uden FN-mandat, og han vil arbejde for, at soldaterne trækkes hjem inden jul.

Anklager regeringen

– Min søn troede på, at han kunne repræsentere retfærdigheden, fortæller Johan Kirkmand.

Bjarke Olsen Kirkmand affyrede aldrig sit våben mod irakere, og han gav aldrig ordre til at skyde, fortæller Johan Kirkmand. Sønnen havde planer om at rejse rundt. Han ville blandt andet se Taj Mahal.

Det var ren rutine

Johan Kirkmand har fået beskrevet, hvordan hans søn omkom og hans sidste ord, inden han døde.

Det er ren rutine. Delingsføreren Bjarke sidder i den bagerste af de to biler, da de lidt over klokken 10 passerer Al Harta i Basras nordøstlige udkant og kører over en bro.

Bomben springer, da den anden patruljevogn kører ud på broen.

Føreren bliver alvorligt kvæstet. Soldaten på passagersædet bliver slået bevidstløs. Skytten bagerst i vognen bliver oversået med sprængstykker.

Bjarke bliver ramt direkte i underkroppen. Eksplosionen er så kraftig, at det gevær, han sidder med, bliver sprængt over.

Bilen triller videre og rammer et autoværn. En af soldaterne siger til Bjarke: 'Kirkmand, vi skal ud herfra!'

Bjarke svarer: 'Jeg er færdig'. Og med de ord synker han sammen og dør.

Soldaterne giver kunstigt åndedræt, men kan høre, at luften piber ud fra Bjarkes underliv.

Bjarkes sidste ord

Irakisk politi kommer til stedet, og den livløse Bjarke bliver kørt væk mod et hospital.

– Selvfølgelig talte vi med ham om at gå i krig. Jeg er i Sønderjylland vokset op sammen med krigsdeltagere fra Første Verdenskrig og har ingen – absolut ingen – illusioner om krigens væsen og hvad den gør med mennesker.

– Men nu sidder jeg tilbage med nederlaget dag og nat: 'Du gjorde ikke nok for at holde ham hjemme'. Bjarkes valg pinte mig voldsomt.

Johan Kirkmand er vred på statsminister Anders Fogh Rasmussen, blandt andet for hans letkøbte kritik af verdenskrigens danske samarbejdspolitik.

– Tre af mine farbrødre deltog i Første Verdenskrig. Mine forældre blev menneskeligt slået i stykker under Anden Verdenskrig.

– Min ældste søn har to gange skrevet afskedsbreve, før han blev sendt ud på farlige missioner i Bosnien. Og min yngste søn blev dræbt i Irak.

– Jeg må spørge: Har min familie ofret nok for Danmark og for at rette op på den 'dårlige' politik, der blev ført under Anden Verdenskrig?

Kilde: Har min familie nu ofret nok, Ekstra Bladet, www.ekstrabladet.dk, 24. oktober 2005, http://www.ekstrabladet.dk/VisArtikel.iasp?PageID=317461

---

Artiklerne på www.fritirak.dk er ikke nødvendigvis udtryk for Komiteen for et Frit Iraks holdning.

Copyright 2003-2005 www.fritirak.dk