Marchen mod den endelige Befrielse af Irak

1. maj-tale 2007 i Munke Mose, Odense

Af Sammi Ala'a
Formand for Komiteen for et Frit Irak

I dag er der gået mere end 4 år siden den amerikanske ledende aggression og besættelsen af Irak: Det er en brutal historisk forbrydelse mod et land og dets befolkning.

Siden invasionen af Irak er der blevet dræbt flere end 1.2 millioner irakere. 4 millioner er blevet fordrevne inden og uden for Irak. Der er sket en fuldstændig og systematisk øddelæggelse af landets økonomiske, social-, sundheds- og undervisnings-sektor. Ikke nok med det; Besættelsesmagten og dens marionetregering gennemfører en kollektiv afstraffelse af befolkningen - som afbrydelse af drikkevand og elektricitet (op til 16 timer om dagen), vilkårlige arrestationer og henrettelser af irakere. Disse oplevelser er blevet hverdagskost for den irakiske befolkning.

4 år efter invasionen kan den amerikansk ledede besættelse ikke engang kontrollere Bagdad; og den kommer aldrig til at gøre det. Dette skyldes eet eneste faktum - nemlig Den Irakiske Modstand . Den irakiske modstand og dens befolkning er kompromisløst og fast besluttet på at drive den imperialistiske besættelse og dens marionetregering ud af Irak.

USA's nederlag i Irak er blevet en realitet: der mangler kun dens politiske erklæring. Men krigsforbryderregeringen i Det Hvide Hus har ikke lært af det historiske nederlag i Vietnam. Tværtimod prøver den at forlænge besættelsen med en såkaldt ”exitstrategi fra Irak” , eller som Dick Cheney siger: ”USA leder efter en ærefuld exit fra Irak”.

Denne strategi har nu to strenge:

1. At opdele Bagdad efter seteriske kriterier - dvs i sunni og shi'itiske områder. Muren om Al-Adhamiya er en del af den såkaldte Baghdad Security Plan , der vil forvandle hovedstaden til 10 store omhegnede områder. Denne taktik er en nødvendig forudsætning for at kunne forvandle besættelsen fra dens defensive position til en offensiv position, som vil kunne sprede kontrollen udover Bagdad.

Det amerikanske militær gjorde det samme i Vietnam med de såkaldte Strategic Hamlets : De strategiske landsbyer. Formålet var og er det samme - at isolere, kontrollere, omringe og til sidst tilintetgøre den folkelige modstand.

2. Intensivering af de sekteriske drab og volden mod irakisk befolkning for at fremkalde psykologisk accept af en deling af Irak i tre stater: en sunni, en shia og en kurdisk stat. Såkaldte selvmord og bilbomber rettet både mod shi'itiske og sunni-arabiske irakere. Både dødspatruljer, de sekteriske militser og besættelsestropperne udfører drab og vold mod irakere.
Formålet med denne vold- og drabsspiral er at opildne til borgerkrig og ændre konfliktens karakter til at være en konflikt imellem irakerne indbyrdes og på længere sigt også at vanskeliggøre modstandens magtovertagelse efter besættelsen.

Dette er situationen i Irak; en kamp mellem den folkelige modstand på ene side og en besættelsesmagt og dens marionetregering på den anden side. Der finder ingen borgerkrig og ingen sekterisk krig mellem irakerne sted.

Nederlaget for besættelsesprojektet skyldes hverken opløsningen af den irakiske hær, den manglende viden hos besættelsesmyndighederne, fejl i beslutningsprocesserne eller fejl i CIA's informationer til Det Hvide Hus. Ingen af disse kan forklare sammenbruddet for besættelses- projektet i Irak. Hovedårsagen til dets kollaps er en effektiv strategi, modenheden og opofrelsen hos den irakiske modstands mænd og kvinder – som er den eneste legitime repræsentant for det irakiske folk.

Denne virkelighed bliver bevidst og systemaisk skjult og ignoreret af to parter her i Denmark. Den ene er krigspartierne og de borgerlige medier. Ikke mindst de såkaldte Irak-eksperter som Lars Erslev Andersen og Helle Lykke Nielsen, der ikke nøjes med at retfærdiggøre den FN-stridige og på løgn baserede angribskrig mod Irak, men retfærdiggør og intellektualiserer besættelsen og dens daglige krigsforbrydelser mod irakerne. De hylder og forsvarer den blodige besættelse som ” demokrati og frihed” og ”trods alt bedre end Saddam”.
Som en af vores kammerater betegner dem, er disse ikke eksperter, men 'krigsforbrydernes og besætternes klakører'.

Den anden part er store dele af venstrefløjen og dens forum – hvad der nu er tilbage af Nej til Krig - der er ramt af metaltræthed efter besættelsen og med den irakiske modstands opståen og udvikling! Organisationen Nej til Krig kender godt den irakiske modstand og dens styrke - men nægter at støtte dens retfærdige kamp! Derfor har dette forum, der nu styres af Enhedslisten, udviklet sig til et falsk politisk vidne om konflikten i Irak. En af dens talsmænd udtalte for åben skærm den 17. marts 2007 i anledning af de 4 års krig og besættelse af Irak, at ”at det er modstanden i den danske befolkning, der presser Foghs regering til at trække danske tropper ud af Irak” !!!!

Med al respekt for den danske befolkning kamp og modstand mod krig og besættelse af Irak, er det den irakiske modstands daglige kamp, der tvinger Fogh og andre til at trække sig fra Irak, og ikke Nej til krigs ”mobiliseringer”, der er blevet svagere og svagere. Når Nej til krig og Enhedslisten søger at angribe den antiimperialistiske modstand, fungerer det som støtte til krig og besættelse. Lenin havde en betegnelse for sådanne typer: ”Socialister i ord, imperialister i gerning”.

Det var i dag præcis 4 år siden - 1. maj 2003 – at George Bush erklærede krigen i Irak for slut og proklamerede amerikansk sejr og at The New American Century vil marchere uhindret fremad i Mellemøsten.
Vi konstaterer nu, at det var Bush's dagdrømmeri!
Til gengæld er det bekræftet, at virkeligheden i Irak siden den 10. april 2003 har været en lang og smertefuld march fra Den Irakiske Modstand mod sit mål – den endelige Befrielse af Irak.