Af Carsten Kofoed, bestyrelsesmedlem i Komiteen for et Frit Irak, 22. januar 2004

I Irak lyder kravet om selvbestemmelse og demokrati for irakerne stadig højere. Den 15. og 19. januar har to kæmpe demonstrationer i henholdsvis Basra og Bagdad krævet direkte valg til en irakisk nationalforsamling, som efter USA‘s aktuelle plan skal vælge en overgangsregering, hvortil magten overdrages af USA inden den 30. juni.

Kravet om direkte valg, inden magten formelt overdrages irakerne, er ikke noget, som den irakiske shiismes leder, ayatollah Ali Al-Sistani, har ‘opfundet‘, men er derimod født ud af besættelsen, dens skalten og valten med irakernes dagligdag, dens udemokratiske, undertrykkende og udplyndrende natur og den deraf følgende folkelige utilfredshed med og modstand mod besættelsen.

De direkte valg forsøger amerikanerne og det amerikansk indsatte Regerende Råd i fællesskab at slå hen ved at sige, at de ikke kan indfries på grund af sikkerhedssituationen (som besættelsesmagten selv bærer ansvaret for) og manglen på troværdige optegnelser af stemmeberettigede i Irak (‘olie for mad‘-rationeringskortene fra tiden under FN‘s sanktioner, der først ophørte i juni 2003, kan bruges). USA har nu indkaldt FN som sikkert vidne.

Amerikanerne er meget bekymrede over direkte valg, fordi disse – hvis de gik retfærdigt til – ville resultere i, at størstedelen af USA‘s allierede i det Regerende Råd, der bliver betragtet som quislinge af langt de fleste irakere, godt kunne pakke deres ting sammen.
Derimod ville politiske kræfter, der er imod besættelsen og kræver irakisk kontrol med Iraks sorte guld, olien, stå med en helt anderledes opbakning.

Skrækscenariet for amerikanerne er en irakisk overgangsregering, der kræver en hurtig ende på besættelsen og irakisk kontrol med olien, idet det så vil betyde, at hele den store idé med krigen – erobringen af Irak og landets olie – vil komme under et stærkt forøget pres. Læg så dertil alle krigsløgnene, alle de dræbte amerikanske soldater, alle de amerikanske milliardbevillinger til krigen og besættelsen, som betales af almindelige skatteydere i USA, og se disse ting i sammenhæng med Bush‘s ambitioner om at blive genvalgt som USA‘s præsident til november.

Det er ikke så lidt, der står på spil for Bush og hans folk i Det Hvide Hus og i den amerikanske olieindustri. Og i den sammenhæng er det ikke den demokratiske karakter af det nye irakiske styre, der er det afgørende, men alene styrets velvillighed over for amerikanske interesser i Irak og i resten af Mellemøsten.

Dette står mere klart end nogensinde – ikke mindst for irakerne selv. Og det vil intensivere modstanden mod besættelsen yderligere. Det samme bør ske med vores solidaritet med det irakiske folks retfærdige modstandskamp.