USA’s shiitiske dilemma i Irak

Af Sammi Alaa, formand for Komiteen for et Frit Irak, 9. februar 2004

Shiitterne i Irak er virkelig kommet på dagsordenen og på alles læber efter de store og magtfulde demonstrationer i Basra og Bagdad i januar. Iraks shiitter er en stor og heterogen befolkningsgruppe, som desværre også har visse misforståelser knyttet til sig.

En af disse misforståelser er shiitternes forhold under det tidligere irakiske styre, hvor man ofte hører, at de var slemt undertrykt. Men der var hverken etnisk eller religiøst baseret undertrykkelse under Saddam Husseins styre. Såvel arabere, muslimer, kristne, shiitter, kurdere som turkmenere havde eksempelvis poster som statsminister, minister, guvernør og embedsmand, eller de var medlemmer af det magtfulde Revolutionsråd, Baath-partiet og det irakiske parlament. Endvidere fastslog Iraks grundlov, at Irak består af arabere, kurdere, turkmenere og andre etniske minoriteter, dvs. et multietnisk og multireligiøst samfund.

Baath-styret, der kom til magten i 1968, var det mest sekulære styre i hele Mellemøsten. Og undertrykkelsen, der fandt sted i Irak under dette styre, havde hverken etnicitet eller religion som sin ideologiske grundsten, men var en politisk baseret undertrykkelse og ramte alle oppositionelle, hvad enten de var kurdere eller arabere, sunnitter eller shiitter.

Den ulige repræsentation af shiitter og sunnitter i det irakiske statsapparat skyldes nogle historiske og politiske årsager. Shiitterne, der udgør ca. 60 procent af Iraks befolkning på 25 mio. mennesker, har traditionelt set satset på handel og erhverv. De har domineret den private sektor i store byer som Bagdad, Basra, Najaf og Karbala. Derimod satsede sunnitterne på uddannelse og karriere inden for den offentlige sektor, især i statsapparat, dvs. hæren og den offentlige administration. Disse forskellige satsninger på henholdsvis den private og offentlige sektor har historiske og religiøse forklaringer.

”Del og hersk-politikken” var kolonimagten Storbritanniens redskab for at få kontrol over Irak. Briterne tildelte minoriteten, sunnitterne, den ”reelle magt” i landet, dvs. en stor repræsentation i statens institutioner, og opnåede herved to mål: (1) at gøre minoritetens magt afhængig af deres støtte og (2) at distancere Iraks shiitter fra Iran og fastholde dem i den arabiske verden. I denne logik var sunnitterne en garant for, at staten Irak udfoldede sig i den arabiske kuvøse.

Al-Hawza og shiitterne

Shiitterne i Irak orienterer sig mod Al-Hawza, den øverste åndelige myndighed for verdens 150 mio. shiitter. Al-Hawza har hovedsæde i den hellige irakiske by Najaf og er for shiitter, hvad Vatikanet er for katolikker. Al-Hawza varetager shiitternes religiøse og økonomiske anliggender. Siden oprettelsen af staten Irak i 1921 udmærkede Al-Hawza sig ved en stor religiøs og økonomisk magt i Irak. Og som enhver vigtig institution i staten spillede Al-Hawza en afgørende historisk rolle i Irak, fra dens billigelse af Storbritanniens kolonisering af Irak i 1914, dens modstand mod revolutionen i 1958 og dens progressive reformer til Al-Hawzas politiske brydningsperiode med Baath-styret fra 1968 til 2003.

Alle irakiske regeringer, inklusive Saddam Husseins styre, forholdt sig seriøst til og rådførte sig med Al-Hawza. Det, der imidlertid adskiller Saddam Husseins styre fra de tidligere, er, at Baath-styret havde succes med at tæmme Al-Hawza politisk ved at integrere den i den irakiske statsadministration.

I almindelighed betragter omverdenen shiitterne som én forenet størrelse med én beslutning. Men denne betragtning holder ikke i den irakiske praksis. I virkeligheden er der tre magtcentre for shiitterne, hvor deres politiske proces foregår, og hvor beslutninger træffes.

1. Al-Hawza beskæftiger sig normalt med Al-Fiqh, dvs. fortolkning af Islams forskrifter. Dens åndelige overhoved kan være af forskellig nationalitet og derfor ikke nødvendigvis iraker. I dag er der to fremtrædende shiitiske ledere i Al-Hawza: Ayatollah Ali Al-Sistani og Muqtada Al-Sadr. Sidstnævnte brød med Al-Hawza og dannede det, som han kalder ”den talende Al Hawza”, der er en kritik af Al-Hawzas tavshed omkring besættelsen og i Irak kendes som Al-Sadrs gruppe.

2. De shiitiske klaner og stammer, hvor der diskuteres væsentlige nationale anliggender. Deres loyalitet ligger hos Al-Hawza og ikke hos de shiitiske partier. Stammernes politiske rolle øges, når staten er svækket eller som nu slet ikke eksisterer.

3. De shiitiske politiske partier, hvoraf de mest indflydelsesrige er Det Øverste Råd for Islamisk Revolution i Irak (SCIRI) og Partiet Islamisk Kald (Al-Dawa). De to partier har forskellige tilhørsforhold. SCIRI’s loyalitet ligger utvetydigt hos Iran og dets interesser i Irak. Mens Al-Dawa har en klar arabisk orientering.

USA's alliance i Irak

Efter Golfkrigen i 1991 og opløsningen af Sovjetunionen fik USA frie hænder i Mellemøsten, især i Irak, der med Bill Clintons Liberation Act fra 1998 banede vej for USA’s krig mod Irak.

Da irakerne ikke kun er skeptiske over for USA’s projekt i Irak, men også imod USA’s almindelige udenrigspolitik, havde amerikanerne hårdt brug for andre allierede i Irak udover kurderne, der traditionelt og siden 1960’erne har allieret sig med udenlandske magter imod den centrale magt i Bagdad. Disse allierede blev shiitterne.

For at USA’s politiske projekt i Irak kunne have en chance for at lykkes arbejdede Bush-administrationen for (1) dannelsen af to strategiske alliancer, en amerikansk-shiitisk-kurdisk alliance og en kurdisk-shiitisk, og (2) at få sine irakiske allierede forenet indbyrdes, med tvang om nødvendigt.

Så fra 1991 og frem begyndte USA systematisk at etablere kontakter til eksilgrupper, der var villige til at samarbejde med ”selve Satan for den irakiske sag”, som disse grupper plejer at sige. På opfordring af og finansiering fra USA blev der i 1992 dannet Iraks Nationale Kongres (INC), der samlede en række politiske partier under den amerikanske hat: Ahmad Chalabis Nationale Kongres, Massoud Barzanis Kurdistans Demokratiske Parti (KDP), Jalal Talabanis Kurdistans Patriotiske Union (PUK), Hamid Mousas Iraks Kommunistiske Parti og de to førnævnte shiitiske partier SCIRI og Al-Dawa. De mest interessante partier i denne forsamling var SCIRI, der rent faktisk er ayatollah Khomeinis skabning, og Al-Dawa. De begge støttes og finansieres af det iranske præstestyre.

De irakiske eksilgrupper, der aldrig havde kunnet samles i ét forum, efter de drog i eksil i 1978, kunne nu pludselig forenes under den amerikanske kommando.

SCIRI’s og Al-Dawas alliance med USA var både før, under og efter krigen en afgørende forudsætning for, at USA overhovedet kunne besætte Irak. USA ville formodentlig aldrig have turdet at sætte amerikanske soldater i Irak, medmindre kurderne og shiitterne i den nærmeste fremtid, dvs. 2-3 år, var passiviseret.

Politisk modstand i religiøs indpakning

Den store folkelige opbakning til de religiøse imamer i Irak skal ses i det lys, at de politiske forhold indtil videre bestemmes af besættelsens realiteter gennem forskellige mekanismer, som er:

1. USA’s forbud mod Baath-partiet, hvis medlemstal før besættelsen regnedes for at være 3-4 mio. Medlemmerne og partiets sympatisører står ikke kun i et politisk tomrum, hvad angår deres politiske deltagelse i post-Saddam Irak, men er desuden også udsat for likvideringer, forfølgelse og trusler på livet. De deltager alene i de religiøse aktiviteter for at kunne udfolde sig politisk.

2. De seks partier i det amerikansk udpegede Regerende Råd, som er de samme, der i 1992 dannede INC, miskrediterer systematisk alle deres politiske modstandere ved at anklage dem for at være tilhængere af Saddam Hussein eller Baath-partiet. Dette har fået mange kræfter, der er imod besættelsen, til at tilslutte sig religiøse aktiviteter og demonstrationer, idet det her er svært at blive anklaget for at være pro-Saddam.

3. De sekulære partier i det Regerende Råd har mistet enhver troværdighed og opbakning i befolkningen. De betragtes som kollaboratører og landsforrædere. Dermed står de sekulære masser i øjeblikket uden politisk repræsentation og deltager følgelig i andres aktiviteter.

4. Besættelsesmagten har ”fredet” religiøse aktiviteter og demonstrationer indtil videre. Dette har haft et dobbelt formål: dels at fremstille et moderne og sekulært Irak som et religiøst fanatisk samfund i Mellemøsten og en islamisk trussel og dels at forsøge at få shiitterne til at bakke SCIRI og Al-Dawa op.

Shiitisk konfrontationskurs på vej

Al-Hawzas øverste åndelige leder, Ayatollah Ali Al-Sistani, der er af iransk oprindelse, var indtil for nogle uger siden en ”ukendt” person i de vestlige medier. Både før og under krigen opfordrede Al-Sistani irakerne til at bekæmpe aggressionen og forsvare deres land, og han har indtil nu nægtet at møde repræsentanter fra besættelsesmagten. Men hans modstand mod den amerikansk ledede krig blev systematisk bagatelliseret af SCIRI og Al-Dawa, der hævdede, at Saddam Hussein havde presset ham til denne stillingtagen.

Fra starten har Al-Sistani været stærkt afvisende over for enhver form for samarbejde med såvel besættelsesmagten som SCIRI og Al-Dawa, der har forsøgt at indsætte sig selv som shiitternes talerør og dermed udtømme Al-Hawzas indflydelse blandt shiitterne. På grund af dette retter Al-Sistani nu sine politiske budskaber mod shiitterne med det dobbelte formål at teste sit styrkeforhold i forhold til andre kræfter og skubbe shiitterne hen imod en konfrontationskurs med besættelsen. Han forlanger direkte valg til et irakisk parlament, noget, der forener og samler shiitterne bag sig. Timingen af hans politiske entré i det nye år var perfekt eller næsten ”guddommelig”. Al-Sistani, der på intet tidspunkt har rejst krav om en islamisk republik, uddyber med sine politiske krav mistilliden mellem shiitternes politiske partier og den shiitiske befolkning.

Den foreløbige kulmination på Al-Sistanis indtræden på den politiske scene kom i form af opfordringen til de to kæmpe demonstrationer i Basra den 15. januar og i Bagdad den 19. januar, som foregik under parolerne ”Ja til valg, nej til besættelsen!” og ”Én mand, én stemme!” og dermed sendte et klart budskab til amerikanerne. Den folkelige opbakning bag Al-Sistanis krav var ikke til at tage fejl af og var en klar forkastelse af SCIRI’s og Al-Dawas samarbejdspolitik.

Den anden shiitiske leder Muqtada Al-Sadr benyttede det politiske tomrum, som Al-Sistani havde forstået og reageret på, og arrangerede også en stor demonstration i Bagdad den 20. januar.

Demonstrationen var den mest kontroversielle af alle demonstrationer hidtil og rejste paroler som ”Leve et forenet Irak!” og ”Lad det irakiske folk bestemme det kurdiske spørgsmål!”. Den skabte sprækker i den shiitisk-kurdiske alliance og blev fordømt af kurderne i det Regerende Råd. Denne klare afvisning af USA’s plan for føderalisme i Irak, med etnisk opdeling som konsekvens, retter sig utvivlsomt imod den kurdiske ledelse.

Nye aktører i Irak

Den politiske virkelighed efter demonstrationerne er således: Al-Hawza er den eneste instans i forhold til at repræsentere Iraks shiitter. Al-Sistani er den ubestridte leder for shiitterne. Shiitterne er på vej mod en konfrontationskurs med besættelsesmagten i Irak. USA’s plan om et føderalistisk Irak er uacceptabelt for irakerne. Al-Sadrs arabiske fløj har cementeret sin vægt i Al-Hawza. SCIRI’s og Al-Dawas politiske indflydelse er reduceret væsentligt blandt shiitterne. Og de to vigtigste strategiske alliancer for amerikanerne er brudt sammen. USA har nu hverken den shiitiske ledelse på sin side eller en shiitisk-kurdisk enighed.