Er gummikugler demokrati?

Af Jakob Nerup, bestyrelsesmedlem i Komiteen for et Frit Irak, 6. oktober 2004

Danske soldater skal bruge gummikugler, tåregas, chokgranater og lange stokke i Irak. Forsvaret har købt for 10 millioner kroner nyt udstyr som yderligere forstærker indtrykket af en besættelsesmagt, som ikke er i overensstemmelse med flertallet. For hvornår er der brug for denne slags våben, hvis det ikke er ved massedemonstrationer? Det underbrygger beretningerne fra de civile irakere om, at besættelsesmagten ikke kan få bugt med modstanden, fordi den støttes af et flertal.

Anders Fogh og Folketingets flertal forsøger at få de danske troppers tilstedeværelse til at se ud som en hjælp til befolkningen og et demokratiets projekt. Den løgn modsiges i praksis af disse nye våben, som er direkte vendt mod den civile befolkning. Vi kender desværre alt for godt disse våbens anvendelse i Palæstina og andre steder, hvor undertrykkelsen af et flertal er dagens orden. Vi kender de lange stokke fra Sydafrika apartheidstyre, hvor de sorte blev mishandlet.

Irakerne har ikke brug for danske soldater eller deres gummikugler. Irakerne har brug for selv at kunne bestemme over deres land og ressourcer. Det første skridt i den retning er at alle besættelsestropperne omgående trækkes ud. Hidtil har besættelsestropperne efterladt et blodigt spor med tortur og bombninger af civile, samt skabt et totalt usikkert og farefyldt land. Uden besættelsesmagten til at skabe vold og uden de multinationales plyndringer af bl.a. olien, har irakerne friheden til at sætte demokrati og velfærd på skinner i deres land.

Krig er ikke fred. Besættelse er ikke frihed, og gummikugler er ikke demokrati.


Sendt som læserbrev til den danske presse den 6. oktober 2004. Bragt i Dagbladet Arbejderen den 13. oktober.