Komiteen for et Frit Irak - The Committee for a Free Iraq, Denmark

 
Forside
Frit Irak News
Politisk grundlag
Vedtægter
Pressemeddelelser og debatindlæg
Presseklip
Synspunkt
Tema
Multimedier
Udgivelser
Aktiviteter
Søgning
Links
Kontakt
English
عربي

Komiteen for et Frit Iraks konto:
Kontonr. 892-97-01977, reg.nr. 9860

Copyright © 2003-2005
www.fritirak.dk

 

Et velkendt billede

Af Carsten Kofoed, talsmand for Komiteen for et Frit Irak

En gruppe, der kalder sig Abu Bakr al-Seddiq-brigaderne, truer på en hjemmeside med 'hellige krigere og bilbomber' i Danmark, medmindre de danske soldater i Irak trækkes ud.

Det er et velkendt billede. Helt ukendte, angiveligt islamiske modstandsgrupper i Irak, truer på mystiske hjemmesider lande, der deltager i besættelsen af Irak. I Danmarks tilfælde kommer disse trusler midt under den danske torturskandale, og mens de danske besættelsestropper for alvor er involveret i hårde kampe i Irak.

Det stiller det relevante spørgsmål om, hvem der egentlig står bag disse terrortrusler. Det er i hvert fald let at få øje på den interesse, som en trængt regering og et skandaleramt forsvar har i at sprede terrorskræk i befolkningen. Den trækker nemlig ikke bare opmærksomheden væk fra forsvarets torturskandale, som til stadighed bekræfter, at danskerne ikke er et hak bedre end amerikanerne, men den kan også bruges til at forsvare torturen i Irak, idet 'afhøringerne' ifølge de danske besættere skal forhindre terror, som er det ord, som regeringen og dens støtter bruger om den irakiske modstands legitime angreb på de virkelige terrorister, 'koalitionen'.

Terrortrusler i besætterlandene gavner alene dem, der fører krig mod irakerne, og det er netop derfor, at USA's præsident Bush utallige gange og uden overbevisende grund har hævet det såkaldte 'terrorniveau' i USA. Det er et beskidt spil, der spilles. Og Danmark er nok ikke nogen undtagelse.

Men hvis der virkelig sprænger en bombe i Danmark a la den i Madrid, så ligger ansvaret alene på dem, der sendte Danmark ud i en ulovlig krig på basis af den ene store løgn efter den anden, og på dem, der støtter Danmarks besættelse af Irak. Reelle trusler mod Danmark kan undgås ved at trække de danske besættelsestropper hjem, men det vil desværre ikke ske.

Den danske regering vil altså hellere risikere uskyldige danske liv end at gøre en ende på dansk deltagelse i besættelsen af Irak. Det er forbryderisk og bør forstærke anstændige danskeres krav om at få de danske tropper ud af Irak, mens de endnu er i live, for med modstandskampens ustoppelige fremmarch er det kun et spørgsmål om tid, før nogle af dem falder - på besat irakisk jord.

Der findes ingen undskyldning for at blive i Irak. Tværtimod har der aldrig været flere argumenter for at trække sig ud.


Bragt i Fyens Stiftstidende den 12. august 2004 og forkortet i forhold til det oprindeligt tilsendte debatindlæg.


Artiklerne på www.fritirak.dk er ikke nødvendigvis udtryk for Komiteen for et Frit Iraks holdning.

Copyright 2003-2005 www.fritirak.dk