”Vores holdning til besættelsen er modstand og ikke dialog”

Interview med Awni Al-Kalemji, Iraks Patriotiske Alliance (IPA)*, den 4. september 2003.

 

IPA har sat sig som mål at opbygge en ”national modstands- og befrielsesfront”. Hvilke konkrete skridt tages der i den retning, og hvilke nye organisationer tilslutter sig?

Alle vores appeller om opbygningen af denne nationale front kom ud via medierne. Først for en måned siden blev der taget direkte kontakt til forskellige organisationer. Vi har konstateret, at appeller om opbygning af en front via medierne og i vores publikationer ikke er nok, og derfor besluttede vi at sende ledelsen af vores koalition til Irak. 70 procent af vores ledere er allerede i Bagdad, med vores formand, Abdel Jabbaar Al-Kubeisi, i spidsen. Al-Kubeisi har holdt flere pressekonferencer og afgivet offentlige erklæringer, hvori han klart har sagt, at vores opgave i Irak er at støtte modstanden og opbygge en bred national befrielsesfront. Han har nu også kontakt med andre organisationer. Dette store og komplicerede mål med at opbygge fronten er meget svært; det kræver meget arbejde og tålmodighed. Og meget afhænger også af de andre organisationers vilje og interesser i at opbygge denne front.

Er der allerede kommet nogen reaktioner på jeres opråb?

Indtil nu er der ingen informationer, som vi ønsker at offentliggøre. På trods af vores optimisme vil vi ikke gøre alt bekendt, så det ikke fører til modløshed ved eventuelle senere problemer. Eller sagt på en anden måde: Vi vil ikke offentliggøre noget, før det er 100 procent sikkert, også selvom vores forventninger er 90 procent.

Er det i øjeblikket muligt legalt at arbejde som modstandere af besættelsen? IPA’s formand Al-Kubeisi talte i juli om IPA’s forsøg på at åbne kontorer i Bagdad og om deltagelse i demonstrationer. Er dette stadig muligt?

Ja, det er muligt, og vi er ikke bange for besættelsesmagten. I øjeblikket kan vi arbejde offentligt, men vi ved og forventer, at det snart ikke vil være muligt længere. For os er det klart, at der består den mulighed, at Al-Kubeisi ligesom resten af vores ledelse arresteres, og at vores kontorer lukkes. Vi regner også med fysiske elimineringer, men vi forstår nødvendigheden af vores modstand og ved, at modstand mod besættelsen ikke er en spadseretur. Vores politiske holdning til besættelsen er modstand og ingen dialog.

Hvilke aktiviteter foregår der for tiden? Hvordan ser den daglige legale modstand mod besættelsen ud?

Vi mener, at alle former for modstand er berettiget, men prioriteten tilhører den væbnede modstand. Vores opfattelse af fredelig modstand har ikke noget at gøre med en dialog med besættelsesmagten. Ved fredelig modstand forstår vi absolut boykot af fjenden, altså hverken at sælge varer til den eller købe hos den, demonstrationer, ophængning af plakater og graffiti imod besættelsesmagten, mobilisering af de irakiske masser og på alle måder understøttelse af modstanden.

Hvordan forestiller IPA sig et demokratisk, suverænt Irak? Hvilken rolle vil islam spille i et demokratisk Irak? Hvilken samfundsmæssig stilling vil kvinderne indtage? Hvordan er kvindernes deltagelse i modstanden i øjeblikket?

Kernen i vores program er at gøre en ende på besættelsen, og når vi snakker om, hvad der skal komme efter besættelsen, så siger jeg et demokratisk system. Den, der accepterer begge disse punkter, en ende på besættelsen og et demokratisk system, er vores allierede, ligegyldigt om det er islamister, kommunister, liberale, mænd eller kvinder.

Hvad spørgsmålet om kvinder angår, og hvad der i Vesten siges om kvinde- og menneskerettigheder, så handler det ofte om rigtige informationer, som imidlertid bruges med onde hensigter. Kvindernes situation i den arabiske verden er ikke den samme overalt. I 90 procent af de arabiske lande har kvinden ifølge lovgivningen de samme rettigheder som manden. I Saudi Arabien og et par andre Golf-lande er det anderledes. Der har kvinden færre rettigheder. Det mest frigjorte land med hensyn til kvindespørgsmålet er Irak. Her er kvinderne repræsenteret i alle politiske partier og på alle niveauer, tilmed i ledelserne. Ethvert irakisk parti har sin egen ungdomsorganisation, studenterforbund og også kvindeforbund.

IPA er en bred alliance af forskellige kræfter, som også omfatter en udbrydergruppe fra det officielle Iraks Kommunistiske Parti (ICP). Hvor reel er de kommunistiske kræfters indvirkning på modstanden i betragtning af ICP’s opportunistiske politik med deltagelse i besættelsesrådet og samarbejde med USA?

Jeg skelner mellem ICP’s ledelse og dets basis. Og selv inden for ICP’s ledelse er der ikke nogen fuldstændig opbakning til partiets øjeblikkelige politik. Men inden for ICP hersker der en vis mentalitet, der siger, at enhver splittelse vil svække partiet. Men venstre-strømningen i partiet er temmelig stærk, og vi håber, at den dag snart kommer, hvor denne vil ekskludere ICP’s korrupte ledelse, der samarbejder med besættelsesmagten.

Men dette betyder ikke, at der ikke indtil nu har fundet nogen splittelse sted i ICP. Iraks Nationale Demokratiske Kommunistiske Bevægelse har sluttet sig til vores koalition. Denne udbrydergruppe ledes af to tidligere centralkomitemedlemmer. Den ene er kurder og hedder Ahmed Karim og er allerede kendt af Antiimperialistisk Lejr (lejren fandt sted fra den 31. august til den 6. september 2003 i Assisi, Italien, o.a.). Den anden hedder Khaled Salam. Begge var inviteret til lejren, men kunne desværre ikke komme. De har imidlertid sendt en hilsen, hvori de udtrykker deres sympati med Antiimperialistisk Lejr og fordømmer ICP’s officielle ledelse, som de kalder ikke blot reaktionær, men også forræderisk.

Arbejder kommunister for tiden åbent i Irak, for eksempel i forbindelse med demonstrationer?

Hvis de ikke havde samarbejdet – deres formand (Hamid Mousa, o.a.) er medlem af det amerikansk installerede ”overgangsråd” – så havde de allerede kunnet vinde deres basis. Der eksisterer en basis for en kommunistisk politik i Bagdad, men eftersom de er med i dette råd, indskrænker de deres aktiviteter til det, og de har mistet støtten fra deres basis.

Hvad er IPA’s holdning til den kurdiske demokratiske bevægelse, som i øjeblikket ikke er gået imod besættelsen, men derimod hævder, at den åbner nye muligheder for en demokratisering af regionen?

For den kurdiske demokratiske bevægelse gælder det samme som for ICP: Vi skelner mellem ledelse og basis. Vi støtter kampen for det kurdiske folks rettigheder, uanset hvem der leder dette. Det gælder også det kurdiske folks kamp i Iran, Syrien og Tyrkiet. Vores støtte er betingelsesløs og indeholder også krav om en egen stat. Den eneste forudsætning er naturligvis, at denne stat opstår under sunde demokratiske omstændigheder, at det kurdiske folk udøver sin selvbestemmelsesret. Ligesom vi som panarabister opfordrer araberne til at acceptere kurdernes selvbestemmelsesret, opfordrer vi også kurderne til at forblive en del af vores elskede fædrelande. Det, som vi afviser, er, at en besættelsesmagt opbygger en kurdisk stat. Det er et internt anliggende mellem arabere, kurdere, turkmenere og andre, som sammen må finde en acceptabel løsning for alle folk.

Hvilken holdning har IPA til FN og NGO’er? For eksempel har der for ikke så længe siden været et angreb mod FN i Bagdad, som bebrejdes den irakiske modstand.

For os er FN’s hovedsæde ikke i Bagdad, men i New York. For os er det, som kaldes FN, siden Sovjetunionens sammenbrud blevet til en amerikansk institution. I vores øjne har FN og FN’s Sikkerhedsråd gennem embargoen mod Irak deltaget i krigen mod Irak. De bærer ansvaret for 2,5 mio. døde irakere. Der findes ikke en iraker, der ikke hader FN, men vores had rækker ikke til at gennemføre et angreb på FN’s civile personel.

Antiimperialistisk Lejr har i år besluttet at støtte den irakiske modstand. Under parolen ”10 euro til den irakiske modstand” opfordres der i Europa til at give et symbolsk beløb til modstanden mod den folkeretsstridige besættelse af Irak. Hvad mener De om den kampagne, og hvilke andre muligheder for samarbejde kan der være i fremtiden?

Solidariteten med det irakiske folk er et tiltag, som vi accepterer og værdsætter, hvad enten den er materiel eller symbolsk, hvad enten det er 10 euro eller 1 million. En form for solidaritet er masseprotester i egne lande, således at de pågældende regeringer ikke sender soldater til Irak.

Men endnu vigtigere er, at alle internationale befrielseskræfter samarbejder og forstår, at denne kamp er deres kamp, idet den irakiske modstands sejr vil være en sejr for alle verdens befrielseskræfter. Dette er ikke nogen teoretisk snak, eftersom USA har meddelt, at målet er at kontrollere hele verden. Irak var kun det første land i rækken.

Oversat af Carsten Kofoed for Komiteen for et Frit Irak, fra "Unser Verhältnis zur Besatzung ist Widerstand und nicht der Dialog", 28. september 2003 fra http://www.antiimperialista.com/

Note:

* Iraks Patriotiske Alliance (Al-Tahaluf Al-Watani Al-Iraqi, IPA), som stiftedes i 1992, består af følgende: Oppositionsfløjen i Det Arabiske Socialistiske Baath Parti, Socialistisk Enhedsparti, Arabisk Arbejderparti, Den Arabiske Socialistiske Bevægelse, Iraks Nationale Demokratiske Kommunistiske Bevægelse, Kurdistans Islamiske Hær, Kurdistans Fredsparti, Miljøpartiet, Partiet for Retfærdighed og Reform, Bevægelsen for Fornyelse af Civilsamfundet, Iraks Beduinråd og uafhængige politiske og intellektuelle personligheder (o.a.).

30. september 2003