Det irakiske folks eneste håb ligger i befrielsen af Irak

Tale holdt af Carsten Kofoed, talsmand for Komiteen for et Frit Irak, ved 1. maj-arrangementet ”Fælles kamp mod kapitalen! 1. maj mod Bush, Fogh og EU!” i Fælledparken i København den 1. maj 2004.

Kære deltagere på denne 1. maj i Fælledparken i København. Lad mig først på vegne af Komiteen for et Frit Irak ønske jer alle en rigtigt god 1. maj.

I dag er det den 1. maj, arbejdernes internationale kampdag. Det er dagen, hvor arbejderne og den arbejdende befolkning overalt i verden sætter deres drømme om befrielsen fra kapitalismen og dens krige, udbytning og undertrykkelse på dagsordenen. Det er dagen, hvor millioner af menneskers håb om den nye verden, om socialismen, udtrykkes i al sin mangfoldighed på vores fælles klode.

Men dagen i dag er også særlig på en anden måde. I dag er det nemlig præcis et år siden, at USA’s præsident Bush erklærede alle større kamphandlinger i Irak for slut. ”Missionen er fuldført,” proklamerede den amerikanske verdensdiktator fra et hangarskib i Stillehavet. ”Demokratiet er kommet til Irak,” bjæffede hans engelske skødehund i London, mens verdensdiktatorens danske papegøje i København skræppede, at nu havde irakerne fået frihed.

I dag, et år efter, fører USA og en skrantende krigskoalition af amerikanske lydregimer, inklusive Foghs skandaleplagede regering, åben terrorkrig mod det samme irakiske folk, som de hævdede at have befriet. Men det irakiske folk har aldrig følt sig befriet. Saddam-statuens fald den 9. april sidste år var et kæmpe propagandanummer udført af nogle få hundrede irakere, som sad med på de amerikanske kampvogne, der rullede ind i Iraks hovedstad.

Og her i begyndelsen af april, næsten på årsdagen for Bagdads fald, indledte det irakiske folk så sin store intifada, en Davids kamp mod Goliat.

Årsagerne til irakernes oprør, deres folkeopstand, er bevidst blevet skjult for den danske befolkning af massemedier, der er gennemsyret af vestlig chauvinisme og uden undtagelse støtter den grusomme, imperialistiske besættelse af Irak.

Så lad mig derfor benytte lejligheden til at slå følgende ting fast:

Det såkaldte demokrati i Irak er i virkeligheden et amerikansk ledet militærdiktatur med regulære massakrer som i Falluja og mere end 40.000 døde irakere siden krigens start. Det er fangelejre med op imod 50.000 irakere og afskyelig naziagtig tortur, som vi for nylig har set udstillet på rystende billeder.

Den såkaldte genopbygning i Irak er udplyndring, hvor Iraks rigdomme i et verdenshistorisk væbnet røveri er blevet privatiseret af besættelsesmagten og givet til firmaer fra de deltagende lande i den såkaldte koalition, herunder også danske med A.P. Møller i spidsen. Imens er arbejdsløsheden og den sociale elendighed blandt irakerne til gengæld eksploderet.

Og sandheden om ”friheden” i Irak er, at den kun gælder det tynde lag af kollaboratører og quislinge som for eksempel det amerikansk indsatte Regerende Råd, der på toppen af et kæmpe bjerg af irakiske ofre for amerikansk ledede angrebskrige og sanktioner fester sammen med deres landsmænds amerikanske mordere.

Det er disse kendsgerninger, som har skabt grobunden for det irakiske folks befrielseskamp, hvor tusinder af irakiske frihedskæmpere, støttet af millioner af irakere, bekæmper de imperialistiske besættelsestropper i stort set alle irakiske byer.

USA og resten af den internationale mafia i Irak er i store vanskeligheder, så nu arbejdes der på højtryk for at få den FN-resolution, der skal kunne få andre lande til at sende deres sønner og døtre i krig for olie og amerikansk magt. Disse diplomatiske forbrydelser er selvfølgelig ikke det eneste, der foregår, for mens vi står her og nyder det danske forår, myrder og terroriserer amerikanerne i Irak med nøjagtig de samme metoder, som de brugte i Vietnam. Dengang kostede det 3,5 millioner vietnamesere livet. Det var et folkemord. I Irak er USA i gang med præcis det samme.

Og Foghs reaktionære regering er ikke bare med i alle krigsforbrydelserne, men den vil nu også øge det danske bidrag til at nedkæmpe irakernes retfærdige kamp for at befri deres land. Lad mig sige direkte til Danmarks statsminister: Fogh, du er en løgner, en morder og krigsforbryder, som i dag burde sidde foran en Nürnberg-domstol sammen med dine gangstervenner Bush og Blair!

Kære venner, det irakiske folks kraftige modstandskamp har betydet umådeligt meget for hele verden. Den har lagt en menneskereddende bremse på USA’s såkaldte krig mod terror. Som et mægtigt jordskælv har den irakiske modstand rystet det store globale imperium, som USA med sin uendelige terrorkrig mod folkene vil bygge op.

I Mellemøsten har irakernes kamp betydet et tilbageslag for USA’s såkaldte nye model for Mellemøsten, det vil sige et Mellemøsten formet efter den amerikanske imperialismes og zionismens blodige skabelon.

Og i hele verden opmuntres folkene af irakernes befrielseskamp, fordi den viser, at selv verdens eneste supermagt ikke er usårlig, men at den kan presses og besejres. I det israelsk besatte Palæstina og i det amerikansk besatte Afghanistan, i Latinamerika, Asien og Afrika, giver det irakiske folks heroiske modstand ny energi til folkene, der også der kæmper imod den forhadte amerikanske imperialisme.

Men hvad med Irak og fremtiden?

Den 30. juni – datoen, som besættelsesmagten snakker så meget om – vil magten ikke blive overdraget til irakerne, men fortsat være i hænderne på de amerikanske generaler. Og endnu en illegitim quislingeregering udpeget af USA skal fungere som alibi for fortsættelsen af den blodige, udplyndrende og ydmygende besættelse. Irakernes modstand vil derfor fortsætte efter den 30. juni. Og det vil den også, hvis besættelsen skulle blive i FN’s navn, et FN, hvis flag ikke længere er lyseblåt, men rødt af blodet fra de over to millioner irakere, som FN’s sanktioner dræbte fra 1990 til 2003.

For det irakiske folk har det såkaldte internationale samfund de seneste 13 år kun betydet krige, død og ødelæggelse, og nu planlægges der tilmed nye forbrydelser imod irakerne. Det irakiske folk kan derfor kun fortsætte sin retfærdige befrielseskamp, der som en brusende bølge af patriotisme og antiimperialisme vil skylle såvel besætterne som landsforræderne bort fra Irak. Et forenet folk kan aldrig besejres.

Kære venner, jo længere den brutale besættelse af Irak varer, jo større lidelser for irakerne. Derfor ligger det irakiske folks store håb i befrielsen af Irak, for den – og den alene – vil kunne åbne porten til det nye Irak, et Irak på irakernes præmisser og efter deres ønsker og behov. Og vi må trofast stå skulder ved skulder med det irakiske folk på dets vej mod befrielsen. Irakernes 4. maj vil også være en sejr for os, for alle verdens folk og for alle, der kæmper for ægte demokrati, frihed og retfærdighed i denne verden. Lad mig derfor slutte med at sige:

Besættelsesmagten ud af Irak! – Danske soldater hjem nu!
Nej til FN-styrke i Irak!
Ned med quislingene i Iraks Regerende Råd!
Støt det irakiske folks befrielseskamp!