Interview med to generaler og en oberst fra den opløste irakiske hær, der nu er aktive i den væbnede modstand mod besættelsesmagten i Irak. Offentliggjort i Asia Times den 25. juni 2004.

”Inden vi begynder at snakke, ønsker vi ikke, at der hersker nogen tvivl om vores identitet,” siger de tre irakere, mens de trækker nogle papirer frem fra en støvet plasticpose: civile og militære id-kort samt adskillige billeder, der viser dem i uniform ved siden af Iraks afsatte præsident, Saddam Hussein. To af dem var generaler og den tredje oberst i den nu opløste irakiske hær. Alle har de været på flugt i mange måneder, forfulgt af besættelsesmagtens efterretningstjenester.

Men hvorfor lader disse tre højtstående ledere i den tidligere irakiske hær høre fra sig lige nu?

”Fordi vi i dag er sikre på, at vi vil vinde, og fordi vi gerne vil berigtige noget af den information, der nu cirkulerer i de vestlige medier,” lyder svaret.

”Amerikanerne forberedte krigen, mens vi har forberedt tiden efter krigen,” siger de og skruer tiden tilbage til før krigen og besættelsen.

Om Bagdads fald

”Vi vidste, at hvis amerikanerne besluttede sig til at angribe Irak, så ville vi ikke have nogen chance over for deres teknologiske og militære styrke. Krigen var tabt på forhånd, så vi forberedte os på tiden efter krigen. Med andre ord: Vi forberedte modstanden. I modsætning til hvad der overvejende er blevet sagt, så deserterede vi ikke, da de amerikanske tropper indtog Bagdads centrum den 5. april 2003. Vi kæmpede et par dage for Iraks – og ikke Saddam Husseins – ære, hvorefter vi modtog ordre om at sprede os,” fortæller de og forklarer derved amerikanernes lette indtagelse af den irakiske hovedstad.

”Som vi havde forudset, faldt strategiske områder hurtigt under amerikanernes og deres allieredes kontrol. For vores vedkommende var det tid til at udføre vores plan. Bevægelser imod besættelsen var allerede organiseret. Vores strategi var ikke en improvisation efter regimets fald,” oplyser de.

Modstanden og dens udvikling

Omkring begivenhederne i modstandsbastionen Falluja påpeger de tre modstandsledere, at amerikanernes voldsomme offensiv og massakrer i Falluja i marts kan siges at være et vendepunkt, hvad modstanden angår. De amerikanske soldaters vilkårlige plyndringer under husundersøgelser og de seksuelle ydmygelser af irakiske fanger, blandt andet i Abu Ghraib-fængslet i Bagdad, har blot tjent til at forstærke vreden hos mange irakere.

”Der er ikke mere tillid, og det vil blive vanskeligt at genvinde den. Vi har nået det punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage,” siger de og konstaterer:

”Her mere end et år efter starten på krigen er usikkerhed og anarki stadig fremherskende i Irak. På grund af deres manglende evne til at kontrollere situationen og holde deres løfter har amerikanerne gjort den irakiske befolkning som helhed fjendtligt indstillet. Modstanden er ikke begrænset til et par få tusinde mennesker. Cirka 75 procent af befolkningen støtter og hjælper os, direkte og indirekte, ved at give informationer, skjule modstandsfolk eller våben. Og alt dette til trods for den kendsgerning, at civile også rammes i operationerne imod besættelsesmagten og dens kollaboratører,” siger de og definerer i samme åndedrag, hvem kollaboratørerne er.

”Enhver iraker eller udlænding, der samarbejder med besættelsesmagten, er et mål. Ministerier, lejesoldater, oversættere, forretningsfolk, kokke og stuepiger; det er ikke graden af samarbejde, som betyder noget. At underskrive en kontrakt med besættelsesmagten er at underskrive sin egen dødsdom. Iraker eller ikke-iraker, de her folk er forrædere. Glem ikke, at vi er i krig,” lyder den klare besked fra de tre modstandsfolk.

Den historisk velkendte taktik med at straffe kollaboratører har utvivlsomt medvirket til at indskrænke den politiske basis, som den amerikansk ledede besættelsesmagt har kunnet opnå i Irak, hvor det tidligere regerende Baath-parti i dag er illegalt. Selvom nogle baathister er blevet geninstalleret i deres positioner på grund af besættelsesmagtens fortvivlede situation og håb om, at de kan dæmpe modstanden, så er de fleste af Baath-partiets medlemmer, især dem, der besad ledende poster i det tidligere Irak, reelt stadig under jorden som følge af besættelsesmagtens dekret om ”af-baathisering af Irak”, der udstedtes den 16. maj sidste år. Denne lov medførte en sand heksejagt på medlemmer af Baath-partiet, hvis totale antal i hvert fald er et par millioner.

Med hensyn til kræfterne i den væbnede modstand fortæller de tre forhenværende militære topfolk, at den omfatter ”alle nationale bevægelser imod besættelsen uanset religiøst, etnisk eller politisk tilhørsforhold.”

Og de tilføjer: ”I modsætning til hvad I forestiller jer i Vesten, så er der ingen broderkrig i Irak. Vi har en forenet front imod fjenden. Fra Falluja til Ramadi, inklusive Najaf, Karbala og Bagdads shiitiske forstæder, taler frihedskæmperne med én stemme. Med hensyn til den unge shiitiske leder Muqtada Al-Sadr støtter han – ligesom vi – det irakiske folks enhed ud fra et multireligiøst og arabisk standpunkt. Vi støtter ham i et taktisk og logistisk perspektiv.”

Hvert område i Irak har sine egne frihedskæmpere, og det er op til hver enkelt modstandsgruppe at vælge sine mål og midler. Men modstandskampen koordineres mere og mere. Ifølge de tre baathistiske modstandsledere findes der kun én form for rivalisering mellem modstandsgrupperne, nemlig om hvem der kan dræbe flest amerikanske soldater.

”Angrebene planlægges omhyggeligt. De må ikke vare mere end 20 minutter, og vi foretrækker at operere om natten eller meget tidligt om morgenen for at mindske risikoen for at ramme civile irakere,” siger de og fortsætter:

”Vi har rigeligt med folk. En ting, som vi ikke mangler, er frivillige. Vi har ikke masseødelæggelsesvåben, men derimod mere end 50 millioner konventionelle våben.”

Og sandt er det, at der på initiativ af den tidligere irakiske regering blev skjult enorme mængder af våben over hele Irak før krigens start. Saddam Hussein gav også det irakiske folk direkte adgang til våben for at kunne forsvare Irak imod den indtrængende fjende. Den væbnede modstand råder hverken over tungt artilleri, tanks eller helikoptere, men til gengæld har den Katyusha-raketter, morterer, antitank-miner, raketdrevne granater, missiler, AK47’ere og betydelige mængder af alle former for ammunition.

Endvidere siges der også at eksistere en specialenhed bestående af mere end 5000 veltrænede mænd og kvinder, som blot behøver en ordre for at køre en bil lastet med sprængstof imod fjenden.

Adspurgt om, hvad de vil gøre, hvis alle disse våben en dag slipper op, svarer de tre irakiske modstandsfolk: ”Ingen bekymringer, og i nogen tid har vi lavet vores egne våben.”

Tager ansvaret for drab på lejesoldater og irakiske kollaboratører

”Ja, vi dræbte de fire amerikanske lejesoldater i Falluja i marts,” konstaterer de og fortsætter:

”De amerikanske soldater ventede fire timer med at fjerne ligene, hvilket de normalt gør inden for mindre end 20 minutter. To dage før var en ung gift kvinde blevet vilkårligt arresteret. For befolkningen i Falluja var det dråben, der fik bægeret til at flyde over, så den udtrykte sin fulde vrede imod de fire lig. Amerikanerne har gjort langt værre ting imod levende irakiske fanger.”

Ifølge de tre modstandsstrateger udførte den irakiske modstand også attentatet på Aqila Al-Hashimi, medlem af det nu opløste Regerende Råd, der døde den 25. september 2003, ligesom den også stod bag bilbomben, som den 17. maj dræbte lederen af det Regerende Råd Abdel-Zahraa Othman ved indgangen til Bagdads stærkt bevogtede Grønne Zone, hvor besættelsesmagten og kollaboratørpartierne har deres officielle kontorer.

De er også ansvarlige for kidnapninger af udlændinge og siger dertil, at ”vi er udmærket klar over, at kidnapninger af udlændinge sætter pletter på vores rygte, men prøv at forstå situationen. Vi er tvunget til at kontrollere identiteten på de folk, der cirkulerer i vores område. Hvis vi har beviser for, at de er nødhjælpsarbejdere eller journalister, så løslader vi dem. Men hvis de er spioner, lejesoldater eller kollaboratører, så dræber vi dem. Og lad os her understrege, at vi ikke har noget at gøre med Nick Bergs død (den 26-årige amerikaner, der blev halshugget).”

Med hensyn til angrebet på FN’s hovedkontor i Bagdad den 20. august 2003 afviser alle tre nogen som helst forbindelse til det:

”Vi har aldrig givet ordre til at angribe FN, og vi havde megen respekt for brasilianeren Sergio Vieira de Mello (FN’s særlige udsending i Irak, der døde ved angrebet), men det er ikke umuligt, at dem, der udførte dette angreb, kommer fra en anden modstandsgruppe. Som vi har forklaret, så kontrollerer vi ikke alt. Og vi må ikke glemme, at FN er ansvarlig for de 13 års sanktioner, som vi led under,” siger de og afviser i samme forbindelse også angrebet på Røde Kors i Bagdad den 27. oktober 2003:

”Vi har intet med det at gøre. Vi har altid haft megen respekt for denne organisation og de folk, der arbejder for den. Hvilken interesse skulle vi have i at angribe en af de få institutioner, som i årevis har hjulpet den irakiske befolkning? Vi ved, at nogle folk fra Falluja har taget ansvaret for det angreb, men vi kan forsikre jer om, at de ikke er en del af modstanden. Og vi kan også tilføje, at der af politiske og økonomiske grunde er mange, der har en interesse i at miskreditere os.”

Og efter den 30. juni?

”Magtoverdragelsen den 30. juni vil ikke ændre noget som helst med hensyn til vores mål. Denne nye midlertidige regering udpeget af amerikanerne har ingen legitimitet i vores øjne. De er intet andet end marionetter,” slår de tre modstandsfolk fast.

”Resolution 1546, der blev vedtaget af FN’s Sikkerhedsråd den 8. juni, er ikke andet end endnu et spind af løgne i mange irakeres øjne. For det første fordi den officielt afslutter besættelsen, mens den samtidig accepterer tilstedeværelsen af en multinational styrke under amerikansk ledelse uden at angive en dato for dens tilbagetrækning. For det andet fordi Iraks ret til at nedlægge veto mod vigtige militære operationer – som krævet af Frankrig, Rusland og Kina – blev afvist. Washington har kun indrømmet en vag formulering om samarbejde med de irakiske myndigheder og ikke angivet noget i tilfælde af uenighed. Irakerne er ikke dumme. De amerikanske troppers fortsatte tilstedeværelse i Irak efter den 30. juni og de penge, der vil komme fra den amerikanske kongres, efterlader ingen tvivl om, hvem der i virkeligheden vil styre landet,” forklarer de og advarer NATO om at involvere sig i Irak.

”Hvis NATO intervenerer, så er det ikke for at hjælpe vort folk, men for at hjælpe amerikanerne ud af deres hængedynd. Hvis de ønskede os noget godt, så ville de have gjort noget før,” siger de.

”Hvad de amerikanske tropper ikke kan gøre i dag, kan NATO-styrker heller ikke gøre senere. Alle skal vide én ting: Irakerne vil betragte vestlige tropper som besættere. Dette er noget, som George W. Bush og hans trofaste allierede Tony Blair gør klogt i at huske på. Hvis de har vundet ét slag, så har de stadig ikke vundet krigen. Det store slag er endnu ikke begyndt. Befrielsen af Bagdad er ikke langt væk,” fastslår de.

”Vores mål er at smide besættelsesmagten ud, at befri Irak, genvinde vores suverænitet og oprette et sekulært demokrati, men ikke ét påtvunget af amerikanerne. Irak har altid været et fremskridtsvenligt land, og vi ønsker ikke at gå tilbage til fortiden,” slutter de tre erfarne militære ledere og modstandsfolk fra et sted i Bagdad.

Oversat og bearbejdet af Carsten Kofoed for Komiteen for et Frit Irak fra Alix de la Grange: ”The liberation of Baghdad is not far away”, 25. juni 2004 http://www.atimes.com/atimes/Middle_East/FF25Ak07.html

29. juni 2004

---

Artiklerne på www.fritirak.dk er ikke nødvendigvis udtryk for Komiteen for et Frit Iraks holdning.

Copyright 2003-2005 www.fritirak.dk