”Læger i Falluja fortæller, at der er patienter på hospitalet, som blev tvunget ud af amerikanerne,” siger Mehdi Abdulla, en 33-årig ambulancechauffør, som er ansat ved et hospital i Bagdad.

”Nogle læger der fortalte mig, at de var i fuld gang med en stor operation, da soldaterne tog lægerne med og lod patienten dø,” siger Mehdi. Han kigger ned i jorden, derefter ud i luften.

Dyttende biler fylder den kaotiske gade uden for hospitalet, hvor de netop har modtaget nye skriveborde. De tomme kasser ligger spredt udenfor. Um Mohammed, en læge på hospitalet, sidder bag sit gamle skrivebord af træ.

”Hvordan kan jeg tage imod et nyt skrivebord, når der er patienter, som dør, fordi vi ikke har medicin til dem,” spørger hun, mens hun rækker armene ud i luften.

”De skulle bygge en lift, så patienter, der ikke kan gå, kan transporteres til operationsstuen. I stedet får vi disse nye skriveborde!”

Hendes øjne brænder, alt imens et nyt lag frustration lægges ind i hendes arbejde.

”Og der er stadig enkelte irakere, der tror, at amerikanerne kom for at befri dem,” tilføjer hun, mens hun kigger ud af det ødelagte vindue. Glasset ligger spredt uden for på grund af en bilbombe, som sprængte uden for hospitalet.

”Disse mennesker vil ændre deres opfattelse af befrierne, når de også får et familiemedlem dræbt af dem,” siger hun.

Mehdi tager os med til en flygtningelejr ovre ved Bagdads Universitet. Telte omringer en gammel moske. Børn løber rundt, og nogle af dem sparker til en halvt oppustet fodbold. Nogle kvinder bruger to vandhaner til at vaske gryder og tøj. Mange mennesker står rundt omkring, går formålsløst rundt, ventende.

Vi kontakter en sheik for at få tilladelse til at tale med nogle af familierne. Han hilser på os og siger så:

”I kan se, hvor meget vi har lidt. Vi har 97 familier her nu, og der kommer 50 mere i morgen. Der er folk, der kidnapper flygtningebørn og sælger dem.”

En 35-årig købmand fra Falluja, Abu Hammad, begynder at fortælle os, hvad han oplevede i Falluja. Han trækker knapt nok vejret, mens han gør det, fordi han er så oprevet.

”De amerikanske krigsfly kom uafbrudt hele natten og bombede overalt i Falluja! De stoppede ikke ét eneste øjeblik! Hvis amerikanerne ikke fandt et bombemål, brugte de lydbomber blot for at terrorisere voksne og børn. Byen var i frygt. Jeg kan ikke give et billede af, hvor angst folk var.”

Abu Hammad ryster af sorg og vrede.

”Om morgenen så jeg Falluja tom, som om ingen boede der. Selv giftgas er blevet brugt i Falluja. De brugte alt: tanks, artilleri, infanteri og giftgas. Falluja er blevet bombet ned til grunden. Der er intet tilbage,” siger han.

Adskillige mænd står omkring os. Alle er de flygtninge, og de nikker enigt, mens de kigger mod den nedgående sol i retning mod Falluja.

Abu Hammad fortsætter:

”De fleste af de uskyldige mennesker havde taget ophold i moskeerne for at være tættere på Gud, for tryghedens skyld. Selv de sårede blev dræbt. Ældre kvinder med hvide flag blev dræbt af amerikanerne! Amerikanerne sagde til folk, at de skulle komme til en bestemt moske, hvis de ønskede at forlade Falluja, og selv de mennesker, der gik derhen med hvide flag, blev dræbt!”

En af mændene ved siden af os, en stor mand ved navn Mohammad Ali, græder. Hans store krop skælver ved hver ny information, som Abu Hammad giver.

”Der var ingen mad, ingen el, ingen vand,” fortsætter Abu Hammad. ”Vi kunne ikke engang tænde et lys, fordi amerikanerne så ville se det og dræbe os.”

Han tager en pause og spørger så:

”Denne folkets lidelse, jeg vil spørge alle mennesker i verden, om de har set en lidelse som denne her. Menneskene i Falluja er Fallujas indbyggere. Iyad Allawi (Iraks amerikansk indsatte premierminister, o.a.) er en løgner. Han sagde, at der var udenlandske krigere der.”

Abu Hammad forsætter:

”Der er lig, som amerikanerne smed i floden (Eufrat, o.a.). Jeg så dem gøre det! Og alle, der blev, troede, at de ville blive dræbt af amerikanerne, så de forsøgte at svømme over floden. Selv der skød amerikanerne dem med rifler fra flodbredden. Selv hvis nogen af dem holdt et hvidt flag eller hvide tøjstykker over deres hoveder for at vise, at de ikke var krigere, blev de alle skudt! Selv mennesker, der ikke kunne svømme, forsøgte at krydse floden. De druknede i stedet for at blive dræbt af amerikanerne.”

Mohammad bryder ind. Han er fra Julan-distriktet i Falluja, hvor mange af de heftigste kampe har foregået og fortsætter med at foregå.

”De kalder os terrorister, og vi bor i byen. Vi ejer byen. Vi er ikke rejst nogen steder for at kæmpe mod amerikanerne. De kom til vores by for at føre krig mod os. Vi indbyggere i Falluja forsvarer vores by, vores huse, vores moskeer og vores ære. Iyad Allawi siger, at vi er hans familie. Kan du angribe din familie, Allawi? Angriber du din egen familie, Allawi?!”

Da Mohammad er stoppet med at snakke, begynder en 40-årig flygtning, Khalil, at tale:

”Vi accepterer ikke, at amerikanerne eller nogen fremmede kommer til vores by for at invadere os. Vi accepterer den irakiske nationalgarde, men ikke amerikanerne. Ingen har set al-Zarqawi. Hvis ikke amerikanerne trænger ind i Falluja, hvem angriber Fallujas indbyggere så? Indbyggerne i Falluja angriber ikke andre irakere. Fallujas indbyggere angriber kun de amerikanske tropper, når de kommer ind i eller nær vores by.”

I stedet for at græde som så mange af de andre, som jeg interviewede, så raser Khalil. Hans sorg dækkes af vrede.

”Hvis vi har en regering, så skal denne regering løse folkets lidelse. Vores regering gør det ikke. I stedet angriber den os hele tiden. Vores regering er en stråmandsregering. Den er ikke her for at hjælpe os. Forsvars- og indenrigsministeren snakker om, at vi er deres familie, men hvorfor smadrer de så vores huse ned over vores hoveder. Hvorfor dræber de os alle?”

Men så finder tårerne vej til hans øjne, og mens han peger mod adskillige små børn i nærheden, siger han:

”Hvad med børnene? Hvad har de gjort? Hvad med kvinderne? Jeg kan ikke beskrive situationen i Falluja og folks situation. Falluja lider for meget. Byen er næsten helt væk.”

Khalil forklarer så:

”Vi har fået nogle fornødenheder fra nogle gode folk i Bagdad, og nogle frivillige læger kom på eget initiativ med noget medicin, men de løb dagligt tør, fordi situationen er så dårlig. Vi har intet set til sundhedsministeriet, ingen medicin eller læger, intet.”

Han siger, at dem, der forlod Faluja, ikke troede, at de ville væk så lang tid, så de medbragte kun deres sommertøj. Nu er det temmelig koldt om natten, ned til 10 grader og blæsende det meste af tiden.

Khalil tilføjer:

”Vi behøver mere tøj. Det er en katastrofe, som vi lever i her i denne lejr. Vi lever som hunde, og børnene har ikke nok tøj.”

I dag fortalte en talsmand for Internationalt Røde Kors mig, at ingen af deres nødhjælpshold har fået tilladelse til at komme ind i Falluja, og det amerikanske militær sagde, at det vil vare mindst to uger mere, før nogen flygtninge vil få adgang til deres by.

Let forkortet og oversat af Carsten Kofoed for Komiteen for et Frit Irak fra ”Fallujah Refugees”, http://dahrjamailiraq.com/weblog/archives/dispatches/000136.php
Dahr Jamail er en uafhængig amerikansk journalist, der opholder sig i Irak. Hans hjemmeside med weblog: http://www.dahrjamailiraq.com/

---

Artiklerne på www.fritirak.dk er ikke nødvendigvis udtryk for Komiteen for et Frit Iraks holdning.

Copyright 2003-2005 www.fritirak.dk