Af Shihab Ahmed Mahmoud, Al-Manarah, nr. 139, 5.-7. december 2004

Vi nægter ikke, at vi hørte mange historier om tortur og overtrædelser under det tidligere regime. Men at disse overtrædelser sker igen, det er noget, som nogle mennesker ikke vil tro på. Men sandheden om disse overtrædelser hører vi fra personer, som i de seneste dage er blevet anholdt under razziaer mod Kasensanniyah-moskeen. Vi bringer disse historier uden kommentarer.

Zuhair Habib Abbas, der er sygeplejer ved et sundhedscenter i Al-Zubair, fortæller:

”Jeg blev anholdt, da jeg passerede forbi moskeen, mens den blev stormet. Først blev jeg proppet ind i en politibil og her modtaget med en meget stærk lussing. De dækkede mit hoved med min jakke, tilsvinede mig og tog mig til en kaserne i Al-Shaiba, hvor vi fortalte en af de danske officerer om, at vi var blevet udsat for slag og ydmygelse. Han sagde til os, at vi skulle klage til medierne. Bagefter gav de os bånd omkring armene. Båndene var så stramme, at de efterlod spor på vores arme. Så tog de os til et ukendt sted. Dér blev jeg udsat for alle mulige slags slag, spark og tilsvining, også imod min religion. I syv dage fik jeg ikke noget mad, og jeg måtte sove på gulvet uden madras eller dyne. Og når vi spurgte om, hvad vi havde gjort, blev vi bare udsat for flere slag og ydmygelser, indtil vi blev løsladt mod en kaution på 1 million irakiske dinarer.”

Nader Ismael, studerende i geografi ved Det Pædagogiske Fakultet, forklarer, hvordan han blev anholdt:

”De trak mig voldsomt ud af moskeen og ud på hovedvejen, slog mig over alt, dækkede mit hoved med en pose og bandt mine hænder med en stærk plasticsnor. Da vi klagede over det til de danske styrker, blev vi udsat for endnu flere slag og mere ydmygelse. Bagefter torturerede de mig ved at give mig elektriske stød på alle de følsomme steder på min krop. De hang mig op i mine ben. Vi sov på gulvet med vores tynde tøj. Vi fik hverken mad, vand eller en madras. De ville have, at vi skulle fortælle dem om de terrorister, som de påstod, vi husede. Og når vi sagde til dem, at vi ikke kendte noget til det, blev vi bare udsat for endnu flere voldsomme slag og ydmygelse. Det mærkelige er, at de penge, som jeg havde på mig, blev stjålet sammen med mit ID-kort og andre personlige ejendele.”

En studerende i islam tilføjer:

”Jeg blev anholdt med en påstand om, at jeg havde slået en person ihjel, hvis lig de havde fundet. Jeg blev udsat for al mulig slags tortur og voldsomme slag. Vi manglede dyne, tøj, mad og vand. Jeg måtte sidde på en stol med både ben og hænder bundet fast. De slog mig nådesløst. Da jeg fortalte, at jeg havde en bestemt sygdom, udnyttede de det og begyndte at slå mig netop på det ømme sted. Jeg skal også sige, at der sammen med os var en anholdt, hvis ører var blevet amputeret under Saddams regime. De fokuserede på ham, idet hans far og bror var blevet henrettet af Saddams regime. Han blev udsat for en utrolig ydmygelse og masser af slag og tilsvining.”

Den studerende spørger:

”Hvem vil yde os erstatning for tort og svie, efter at vi er blevet frifundet for sigtelsen for terror og husning af de bevæbnede? Hvem skal vi henvende os til?”

Det er spørgsmål, som alle disse mennesker stiller. De kræver erstatning for tort og svie, og at disse overtrædelser ikke gentages, især fordi der stadigvæk er en gruppe, som er fængslet i den samme kaserne, og de bliver udsat for det samme, som disse mennesker er blevet udsat for.

Oversat af Omar Dhahir for Komiteen for et Frit Irak fra
”الدنماركيون يشاركون في التعذيب او يتفرجون عليه”, http://www.almannarah.com/archives/2004/12-DEC/05-07[issue 0139]/05.pdf, Al-Manarah, nr. 139, 5.-7. december 2004, s. 5.

---

Artiklerne på www.fritirak.dk er ikke nødvendigvis udtryk for Komiteen for et Frit Iraks holdning.

Copyright 2003-2005 www.fritirak.dk