Af Frank Johannesen, Valby mod Krig,1. januar 2005

Hvor må det være let at være statsminister Anders Fogh Rasmussen. På opfordring fra hans spindoktorer har Fogh udskiftet valgsloganet ”Tid til forandring” med ”Så ved du, det bli’r til noget”. Manden har jo ret: Vi får flere privatiseringer, mere EU, flere arbejdsløse og social elendighed, mere fremmedhad og sidst men ikke mindst mere krig. Han kan derfor stolt til pressen erklære, at oppositionen er ”totalt afklædt – uden noget reelt politisk alternativ”. Og sejrsrusen ville ingen ende tage på Venstres landsmøde, og hele den borgerlige presse faldt i næsegrus beundring over hans professionelle performance.

John Kerry tabte præsidentvalget i USA, bl.a. fordi han ikke havde en reel alternativ politik til George W. Bush, hvilket var særligt iøjnefaldende i forbindelse med Irak-krigen, hvor han blot ville fortsætte krigen med flere soldater. Socialdemokratiet er endt i den samme blindgyde uden en alternativ politik. Hvis Fogh vinder det kommende folketingsvalg, er det ikke på grund af egen styrke, men på grund af oppositionens svaghed.

Socialdemokraterne og De Radikale medvirkede i november måned til at forlænge mandatet for de danske soldater i Irak med et halvt år frem til sommeren 2005 og er derfor fortsat medansvarlige for krigsforbrydelser begået af besættelsesmagten. De to partier har forringet deres mulighed for troværdigt at angribe regeringens krigspolitik, der ellers kunne blive regeringspartiernes akilleshæl under den kommende valgkamp. De to partier fulgte ikke eksemplerne fra det øvrige Europa, hvor det ene land efter det andet trækker styrkerne hjem. Forklaringen er fortsat den samme: det er for at hjælpe irakerne til en bedre tilværelse via demokratiske valg og genopbygning. Dette står i skærende kontrast til, at marionetregeringen har indført dødsstraf, pressecensur og fængslinger af politiske modstandere. Før beslutningen om forlængelsen blev truffet, var der endda fuld vished om den omfattende krigsforbrydelse mod Falluja, og at den USA-ledede angrebskrig er ansvarlig for mindst 100.000 dræbte irakere.

Hvor kunne man ønske, at de to partier kendte deres besøgelsestid og fulgte befolkningen, der nu i følge den seneste opinionsundersøgelse med et klart flertal på 56 procent ønsker tropperne hjem. Hvornår indser Socialdemokraterne og De Radikale, at besættelsestroppene er et stadigt voksende problem og ikke en løsning for demokratisering og genopbygning af et frit Irak?

Hvordan står det så til med den øvrige opposition i folketinget, dvs. SF og Enhedslisten? Begge partier forlanger de danske tropper hjem, og det er godt, men støtter ikke modstandsbevægelsen. Det til trods for, at det alene er modstandsbevægelsen, der svækker besættelsesmagten og marionetregeringen og tvinger flere lande fra krigskoalitionen til at trække sig ud. Også store amerikanske koncerner er ved at opgive de såkaldte ”genopbygningsprojekter”, der har til formål at udplyndre landet.

Mainstreammedierne vil gerne have os til tro, at modstanden kun består af halshuggende islamiske fundamentalister, Saddam-tro baathister eller udenlandske al-Qaida-terrorister a la Bin Ladens stedfortræder i Irak al-Zarqawi. Der er tale om misinformation, der har til formål at stille modstandsbevægelsen i et dårligt lys og forvirre den internationale opinion.

En national befrielseskamp mod en besættelsesmagt er altid legitim. Der har været aktioner, som direkte skader modstandskampen, og som Iraks Patriotiske Alliance har taget afstand fra, f.eks. gidseltagningen af ”de to Simona’er” og drabet på nødhjælpsarbejderen Margaret Hassan fra Care. Men det afgørende må være, at i den konsekvente antiimperialistiske kamp findes der ikke en platform imellem imperialismen og den væbnede nationale befrielseskamp.

Enhedslisten udgiver sig for at være internationalister og støtter i almindelighed den antiimperialistiske kamp, men ikke der, hvor den i dag er mest aktuel og intens. På Enhedslistens hjemmeside står der intet om den igangværende modstandskamp, men kun om ”vold fra den anden side”. Bemærk f.eks. følgende citat fra pressemeddelelsen den 10. november 2004.

”Den danske udenrigsminister tager helt fejl, når han siger, at Irak bliver stabiliseret af angreb som det, der foregår nu i Falluja. Det eneste, de opnår, er, at volden optrappes fra den anden side. USA er endt i en blindgyde, hvor vold hele tiden avler mere vold.”

Støtte til modstandsbevægelsen finder man derimod hos den kendte whistle-blower og forhenværende amerikanske militæranalytiker Daniel Elsberg. Han udtalte under sit nylige besøg i Danmark, at modstandsbevægelsen i Irak har lige så gode vilkår som i Vietnam, som bl.a. viser sig ved befolkningens støtte til bevægelsen og dens uvilje til at give besættelsesmagten informationer og efterretninger om modstanden.

Det imperialistiske projekt ”The Project for the New American Century”, der er grundlaget for Bush's udenrigspolitik, skal sikre et neo-liberalt, globalt overherredømme for de amerikanske transnationale selskaber via trusler og brug af militær magt. Irak er på grund af sine enorme olieressourcer og geopolitiske placering et springbræt til at få kontrol over hele Mellemøsten og resten af verden.

Alle antiimperialister bør derfor vise deres fulde solidaritet med det irakiske folk og støtte den irakiske modstandsbevægelse, der på effektiv måde bremser verdens mest brutale imperialistiske magt. USA er trods en enorm økonomisk, teknologisk og militær overmagt ved at køre fast i Irak, hvilket for en tid har bremset for flere overfald på lande i ”ondskabens akse” (Nordkorea, Iran, Syrien, Cuba).

SF og Enhedslisten kunne vise deres solidaritet ved at præcisere, at regeringen som besættelsesmagt er medansvarlig for massakren i Falluja – 6000 civile døde (Røde Kors) og afkræve regeringen svar på, hvordan den vil bidrage til at hjælpe de 250.000 indbyggere, der er flygtet fra byen og ikke kan vende hjem, fordi el- og vandforsyningen er smadret, og 60 til 70 procent af alle huse er bombet og gjort ubeboelige (BBC). De to partier kunne også offentligt tage afstand fra det bizarre marionetvalg den 30. januar, som ikke har nogen folkelig legitimitet. Krav om at de politiske fanger omgående løslades, er også påkrævet. Endelig kunne partierne tage kontakt til modstandsbevægelsen, så der kan udvikles samarbejdsformer til støtte for modstandskampen.

Krigen vil vare, lige så længe den amerikanske befolkning tillader den – ligesom i forbindelse med Vietnam-krigen, og opinionen er nu ved at vende på grund af de mange dræbte og sårede USA-soldater. Omfanget af verdensopinionen mod krigen og modstandens styrke i Irak udgør den samlede modstand. Mens modstandsbevægelsen eksplosivt vokser i dybden og i bredden, halter det mere med den internationale solidaritet. Det irakiske folks kamp for national befrielse og uafhængighed er en afgørende kamp mod USA-imperialismen. Deres kamp er også vores kamp.

Sendt som debatindlæg til Dagbladet Arbejderen den 1. januar 2005. Bragt den 12. januar 2005 i Dagbladet Arbejderen.

---

Artiklerne på www.fritirak.dk er ikke nødvendigvis udtryk for Komiteen for et Frit Iraks holdning.

Copyright 2003-2005 www.fritirak.dk