Af Dino Knudsen, stud.mag. i historie og filosofi, 15. marts 2005. Hjemmeside www.dinok.dk.

I sin kronik ”Vesten romantiserer stadig terrorismen” (1), bragt den 8. marts i Berlingske Tidende, argumenterer Cecilie Banke for, at de venstreintellektuelle i Europa ligger under for nogle tankegange, der i bedste fald er med til at ”bifalde” terrorismen og i værste fald at ”autorisere” den.

Ifølge Cecilie Banke, der er ansat på Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier, har ”Europa svigtet ved ikke at fordømme terrorismen.” Men det er der en forklaring på, en idé, som den islamiske fundamentalisme og marxismen har til fælles, drømmen om det fuldkomne samfund, hvis realisering helliger alle midler.

Denne marxistiske inspiration hos de venstreintellektuelle har også givet sig udslag i, at de har antaget en fejlagtig tankefigur, forklarer hun. Den består i, at alt har materielle årsager, hvorfor terrorismen skulle være et produkt af social ulighed og ikke et produkt af sammenstødet mellem værdier.

Konsekvensen bliver, ifølge Banke, at de venstreorienterede intellektuelle, til stadighed lægger en forklaringsramme for dagen, der i konteksten af den internationale ”krig mod terror” placerer terroristerne i offerets rolle. Og, kunne jeg tilføje i samme ånd, placerer de venstreintellektuelle på den forkerte side af kridtstregen i ”krigen mod terror”.

Konsekvensen af Bankes standpunkt er imidlertid, selv om hun ikke udtrykkeligt gør opmærksom derpå, at Samuel P. Huntingtons ”civilisationernes sammenstød” bliver det nye paradigme i forståelsen af ikke blot ”krigen mod terror”, men verden i dag.

Hun drager en parallel til 1930’erne. Dengang begik de venstreintellektuelle en stor fejl ved ikke at forstå ”nazismens antisemitisme som det, det reelt var, nemlig et kolossalt angreb på den jødisk-kristne civilisation.” I dag begår de venstreintellektuelle samme fejltagelse, mener Banke, når terroristernes angreb på Vesten bliver lagt ind i en materialistisk forklaringsramme, i stedet for at blive forstået som en kamp mellem værdier, en kamp mellem dem, der tilslutter sig, og dem, der bekæmper moderniteten.

Men det er vanskeligt ikke at forstå nazismen som et udkomme af den jødisk-kristne civilisation. Det er jo velkendt at nazismen var og er et sammensurium af elementer hentet fra kristendom, oldnordisk mytologi, liberalisme og sågar socialisme – altså at nazismen er en eklektisk ideologi. Dens irrationelle og antidemokratiske elementer var heller ikke opfundet af nazismen selv, det var før-nazistiske fænomener, ligesom antisemitismen. Godt nok vendte nazismen sig mod den semitiske fornuftstænkning, men samtidig tog dens jødeudryddelse en rationel, industriel form. Spørgsmålet er derfor, om ikke nazismen også er et produkt af moderniteten, snarere end dens negation? Spørgsmålet er, om der ikke er en tvetydighed i selve moderniteten?

Hvis man således lægger et mere nuanceret syn på moderniteten for dagen, i stedet for alene at reducere den til fornuftstro, liberalt demokrati og menneskerettigheder, kan nazismen forstås inden for modernitetens rammer og ikke som en negation af dem. Det er måske en af grundene til, at den polsk-engelske sociolog Zygmunt Bauman mener, at Holocaust var et resultat af, og ikke en undtagelse fra, moderniteten.

Den svenske forfatter Sven Lindqvist påpeger, hvordan oplysning og fremskridt i den vestlige verden gik hånd i hånd med slaveri og udryddelse i kolonierne i det 17. og 18 århundrede. Han antyder en kontinuitet mellem kolonitidens og det 20. århundredes folkemord. Alligevel forkaster Banke begreberne om ”kolonivælde” og ”imperialisme” som gangbare redskaber til at forstå de konflikter, vi oplever i dag. Men der har hun forregnet sig. For disse begreber er i blomstring internationalt, dog i højere grad blandt højreintellektuelle, end blandt deres modstandere på venstrefløjen.

Hvor sidstnævnte imidlertid opfatter imperialisme som en årsag til verdens dårligdom, ser stadig flere i det amerikanske establishment imperialisme som løsningen på den. Om end der altså er tale om et spejlvendt forhold i synet på imperialisme, er det grundlag nok for at operere med et imperialismebegreb. Også som ophav til nutidige konflikter og væbnede bevægelser.

Lad os se på nogle eksempler: Både i Irak og i Palæstina udspringer de væbnede konflikter helt åbenlyst af besættelse. Hvis vi analyserer modstandsbevægelsen i Irak nærmere, viser den sig for hovedpartens vedkommende at være sekulært, ikke fundamentalistisk islamisk, orienteret. I bevægelsen er der ved at opnås enighed om at afholde demokratiske valg senest to år efter, at besættelsesmagten er smidt på porten. Ingen irakisk modstandsgruppe har erklæret det som et mål at oprette et religiøst styre, når landet er befriet. Man ønsker gode relationer til omverdenen, især Europa.

Her blegner argumentet om et værdi- og kultursammenstød altså. Og det samme er tilfældet, med mindre variationer, når det gælder Palæstina.

Men hvad så med Bin Laden og co.? Deres engagement i Afghanistan var en reaktion på sovjetisk besættelse. Og hvis man skal tage Bin Ladens ord for pålydende – hans fatwaer kan næppe ses som forsøg på at besnære Vestens venstreintellektuelle – er årsagen til den nuværende konflikt med USA først og fremmest dets militære tilstedeværelse i Saudi-Arabien. Ydermere er der jo talrige forskere, der gør opmærksom på, hvordan al-Qaedas organisationsstruktur og kommunikation i højere grad afspejler den nyeste informationsteknologi, frem for yemenitisk stammekultur. Altså må vi tage både imperialismebegrebet, de materielle årsager og en mere nuanceret forståelse af moderniteten i brug, hvis vi virkelig ønsker at forstå den verden, vi lever i.

Selvfølgelig vil det være naivt ikke også at tilskrive Bin Laden andre mål og motiver end de nævnte, selvfølgeligt vil det være naivt kun at forstå hans virke som en reaktion og ikke som aktion. Men lige så manipulerende er det at presse enhver væbnet konflikt, hvor terrorisme-mærkatet er i brug, ind i et påstået opgør mellem islamisk fundamentalisme og den jødisk-kristne civilisation. USA’s erklærede ”krig mod terror” kan ikke reduceres til at være et opgør med Bin Laden – på terrorlisterne optræder jo allehånde organisationer, fra snart sagt alle kontinenter.

Med andre ord opløses Bankes kritik af de venstreintellektuelle enten i en erkendelse af, at politisk islam ikke står i centrum for verdens konflikter, eller også af, at politisk islam ikke entydigt kan tolkes som et angreb på moderniteten, men nok snarere deler sidstnævntes tvetydige karakter.

Banke hævder derimod, at den materialistiske optik forhindrer de venstreintellektuelle i at erkende terrorismens ”reelle karakter”, og at problemet hverken består i ”USA eller i Europa”. Men hvad består det så i? Huntington har et bud: islam, der har blodige grænser. Herhjemme har Dansk Folkeparti, især ved Mogens Camre, gjort meget ud af at gentage dette ræsonnement. Men det er noget nyt at selv samme budskab, om end i pænere indpakning, lyder fra en forsker i Holocaust.

Studiet af folkemord er en prisværdig affære, men ikke hvis det foregår med en klap for øjet. Ikke hvis moderniteten bliver gjort til en simpel kategori til beskyttelse af Vesten. Ikke hvis begreber som ”imperialisme” og ”kolonivælde” bliver smidt i skraldespanden og ideen om kultursammenstød gøres til vor tids credo. Ikke hvis man fordømmer terror, men ser gennem fingre med, at terror mod civilbefolkningen er en integreret del af den strategi, USA, Israel og Rusland m.fl. anvender i oprørsbekæmpelse, nu under betegnelsen ”krig mod terror”.

På internationalt plan er millioner af mennesker de seneste år blevet mobiliseret under sloganet ”en anden verden er mulig”. Disse mennesker er overbevist om, at den amerikanske politolog Francis Fukuyama tog fejl, da han i slutningen af 1980’erne på bombastisk vis erklærede historien for afsluttet. Cecilie Banke viser sig ikke blot at være tilhænger af Huntington, når hun istemmer hans ”clash of civilizations”, hun viser sig også som en god discipel af Fukuyama, når hun afslører, at ondets rod hos de venstreintellektuelle er selve ”forestillingen om et samfund hinsides kapitalismen.”

Vi skal slutte med at drømme. Det er Cecilie Bankes egentlige budskab. Men hvis den venstreintellektuelle skal forkaste den frie tanke, den tanke, der overskrider status quo og ikke blot opholder sig ved dagens dårligdomme, men rent faktisk giver sig i kast med at søge løsninger på dem, også radikale løsninger, er det lig med intellektuel kastration.

Mit råd er derfor det modsatte: Drøm endelig videre.

Noter:

1. Cecilie Felicia Stokholm Banke: Vesten romantiserer stadig terrorismen, Berlingske Tidende, 8. marts 2005, http://www.berlingske.dk/kronikker:aid=549334/

---

Artiklerne på www.fritirak.dk er ikke nødvendigvis udtryk for Komiteen for et Frit Iraks holdning.

Copyright 2003-2005 www.fritirak.dk