To år er gået siden besættelsens start, og det irakiske folk har gennemlevet og gennemlever stadig den mest ondskabsfulde, umenneskelige og torturerende behandling. Kaos og ødelæggelse er spredt over hele landet. Den irakiske stat blev halshugget og efterladt i ruiner. Materielle, kulturelle og åndelige rigdomme blev smadret. Institutioner på alle niveauer blev ødelagt, og den sociale balance i det irakiske samfund blev rystet. Sekterisme er blevet opmuntret og støttet for at erstatte sekularisme. Parasitter næres og er forbundet med besættelsen.

Den 9. april 2003 var virkelig en trist dag og den mørkeste dag i Iraks historie, men den 10. april var i stand til at få mørket til at forsvinde ved at frembringe den bedst organiserede og mest effektive modstandsbevægelse, som verden har set i moderne tid. Den er håbet for alle befrielsesbevægelser i verden. Den rystede besættelsesmagten og gjorde den amerikanske imperialisme forvirret.

Hver dag i de seneste to år har de modige irakere i den nationale modstandsbevægelse givet besættelsesmagten og dens lakajer en lektie, som de aldrig vil glemme. De vil fortsætte med det, indtil Irak er befriet.

Initiativet i alle kamphandlinger er i hænderne på modstandsbevægelsen, som har tvunget besættelsesmagten til i desperation at finde nye veje for at redde Bush’ og Blairs image.

De regimer, der støtter invasionen, er en del af disse aggressioner. De er forbløffet over modstandsbevægelsens utrolige styrke, en modstand, der var planlagt og forberedt af Iraks legitime præsident Saddam Husseins dygtige lederskab. Modstandsbevægelsen har været i stand til at smadre alle de zionistiske og angloamerikanske styrkers planer og håb og har ikke efterladt dem anden udvej end at overgive sig til det irakiske folks ønske og trække sig ud af Irak.

Besættelsesmagtens tab har passeret grænsen. Amerikanske kilder siger, at omkring 48.600 soldater er enten døde eller sårede, og andre kilder snakker om, at cirka 26.000 amerikanske soldater har anmodet Department of Veterans (Afdeling for Krigsveteraner, o.a.) om kompensation for de skader, som de har fået i den åbne krig mod Irak.

USA’s avancerede dødsmaskine, som de amerikanske styrker anvender i denne krig, har ikke kunnet beskytte soldaterne eller afskrække modstandsbevægelsen. Den irakiske modstandsbevægelse har fuld kontrol med alle de metoder, som aggressionsgeneralerne tyer til. Generalerne opbruger deres taktiske og manøvremæssige muligheder. De opererer på modstandsbevægelsens nåde, og den har overtaget.

Den nyligt dannede kollaboratørregering i Irak ved udmærket, at Irak ikke er suverænt, men besat, og at de er kransekagefigurer, som har til opgave at legitimere besættelsen. Disse ”herskere” tør ikke vove sig uden for Den Grønne Zone, og de tør ikke kræve, at amerikanerne rømmer Det Republikanske Palads og overdrager det til dem. Paladset – symbolet på Iraks suverænitet – er residens for de amerikanske generaler og den virkelige imperialistiske hersker: USA’s ambassadør. Det er hovedkvarter for besættelsesmagten.

Den afgående, apatiske ”præsident” Ghazi Al-Yawar, saudiarabisk statsborger, skulle angiveligt have hvisket sin herre i Det Hvide Hus i øret og tryglet ham om at rømme Det Republikanske Palads, så folk ikke ville sige, at Irak er besat. Bush lovede, at han ville se på sagen, men det blev glemt i det øjeblik, Al-Yawar forlod Det Hvide Hus.

De amerikanske generaler bor i de irakiske regeringsbygninger og i gæsteboligerne, som blev bygget til at modtage statsoverhoveder og personligheder. De nyder det gode liv og spiser under lysekroner og ved swimmingpoolerne. Nogle af lakajerne, der forrådte deres land og kom til Irak på de amerikanske kampvogne, har fået paladser, mens andre har fået de huse, hvori medlemmer af Iraks legitime regering, som i dag befinder sig i koncentrationslejrene eller er krigsfanger, boede.

De paladser, som ligger uden for Den Grønne Zone, blev også tildelt de reaktionære partier og deres tilhængere. For eksempel bor Ahmed Chalabi i Kina-paladset og Nadi Al-Said Club i Al-Mansour-kvarteret. Abd Al-Aziz Al-Hakim fra Det Øverste Råd for Islamisk Revolution i Irak (SCIRI), en pro-iransk lakaj, har overtaget det hus, som tilhørte Tariq Aziz (Iraks forhenværende vicepremierminister og mangeårige udenrigsminister, o.a.).

Iyad Allawi var engageret i at give villaer og paladser til forræderne og USA’s ambassade til amerikanerne og udlændingene.

Irak blev et krigsbytte, men den irakiske modstandsbevægelse har ændret hele situationen og vist sig at være suveræn. Dens medlemmer lever sammen med folket og støttes af folket, mens forræderne lever i Den Grønne Zone, omgivet af enorme betonblokke og mure.

Irak vil blive befriet og genopbygget, ikke af dem, der sidder i Den Grønne Zone, men af dem, der har vundet det irakiske folks hjerter og hjerner: mændene og kvinderne i Iraks nationale modstandsbevægelse.

Oversat af Carsten Kofoed for Komiteen for et Frit Irak fra ”The Resistance Rolls On”, Al-Moharer, nr. 221, 11. april 2005, http://www.al-moharer.net/mohhtm/iebeid221.htm

*Ibrahim Ebeid er palæstinenser, erklæret panarabist og har været politisk aktiv siden 1954. Han bor i USA og er medredaktør af det panarabiske tidsskrift Al-Moharer (Befrieren), http://www.al-moharer.net/.

---

Artiklerne på www.fritirak.dk er ikke nødvendigvis udtryk for Komiteen for et Frit Iraks holdning.

Copyright 2003-2005 www.fritirak.dk