Interview med Sheik Hassan Al-Zargani, udlandsrepræsentant for Muqtada Al-Sadr, Anti-Imperialist Camp, 2. april 2005

Kan du give os en opdatering af situationen i det sydlige Irak og især vedrørende Muqtada Al-Sadrs bevægelse?

Vores bevægelse begyndte med Saddam Husseins fald. Vi overtog ansvaret for forsyningen af medicin, mad og brændstof, eftersom den irakiske stat var blevet opløst. Det samme gælder med hensyn til sikkerheden. Vi organiserer folk omkring moskeerne og garanterer herved sikkerheden og sætter en stopper for plyndringer. Vi styrer endda trafikken.

Al-Sadr-bevægelsen kan se tilbage på en lang tradition og er en del af det irakiske folks bevidsthed. Den har eksisteret siden 1970’erne og startede med Al-Sadr I og fortsatte med Al-Sadr II, som blev martyr i 1999. Nu ledes den af Muqtada Al-Sadr efter hans fars, hans brors, hans fasters og hans onkels død.

Du kan kalde det en ”bevægelse” eller ”strømning” eller hvad som helst. Al-Sadr-bevægelsen udspringer fra folket og arbejder for folket, hvis halvdel den repræsenterer. Denne troskab stammer fra Muqtada Al-Sadrs loyalitet over for sine principper og sit ansvar. Denne bevægelse har ikke haft nogen appetit på regeringskontorer. Vi har afvist at deltage i en ny regering, der baseres på et religiøst funderet kvotaprincip.

Der er så mange dele af masserne og også mange religiøse ledere, der har samlet sig omkring dette unge og energiske lederskab. Efter Bagdads fald deltog vi med det samme i fredelig modstand mod besættelsen i form af strejker, demonstrationer og alle andre former for protest.

Så kom det tidspunkt, hvor de amerikanske tropper begyndte at skyde på fredelige demonstrationer og lukkede Muqtada Al-Sadrs kontor og hans avis. Amerikanerne truede os med en bøde på 100.000 dollars, hvis vi fortsatte med at trykke avisen og reklamere for vores bevægelse. De gjorde dette, fordi vi skriver for folket og arbejder for dets interesser. Men vi bøjede ikke vores hoved. Vi startede et folkeligt oprør. Vi var de eneste, der officielt antog parolen om modstand. Vi kæmpede med åbne ansigter, kendte navne og en politisk linje, der kendes af alle. Vi er stolte over det. Der er ingen anden kraft på jorden, som åbent satte sig op mod USA i kraft af sine egne masser og uden at være nødt til at forsvinde og gå under jorden.

Hvad er jeres forhold til andre kræfter i modstandsbevægelsen?

Vi samarbejder med alle kræfter i modstandsbevægelsen, men vi betragter ikke dem, der bare ønsker at eksportere kriminel vold til Irak ved at placere bomber nær moskeer og kirker og dræbe studerende, almindelige politibetjente og uskyldige mennesker, som modstandsfolk. Disse folk er terrorister og er kræfter, som i virkeligheden er imod modstandsbevægelsen. De skader modstandsbevægelsens ry, svækker dens folkelige basis og uddyber splittelsen mellem forskellige religiøse grupper. Men rent praktisk har vi samarbejdet med andre dele af modstandsbevægelsen. Vi deltog i slaget om Falluja. I Falluja bar mujahidinerne billeder af Muqtada Al-Sadr og bannere med parolen ”Fra Falluja til Kufa, vi vil ikke opgive vores fædreland!”. Nu findes der en kirkegård i Falluja, som er opkaldt efter Al-Sadr. Fra kampenes start i Falluja – og her mener jeg forsvaret af byen mod invasionen og ikke guerillakampen i gaderne – havde vi fire brigader fra Mehdi-hæren, som forsvarede byen.

Modstandsfolkene i Falluja kom også til Najaf og kæmpede der. De forsynede os med mad og medicin under kampene i Najaf, ligesom vi havde gjort for dem. Dette udmattede fjenden. Derfor øgede besættelsesmagten angrebene på Muqtada Al-Sadr, og derfor påstår den, at kurdere og shiitter var ofre for det tidligere styre, og at modstanden mod besættelsen kun findes i de sunnitiske områder og udelukkende udføres af tilhængere af det tidligere Baath-styre. Modstanden, ledet af Muqtada Al-Sadr, som selv var en fremtrædende modstander af det tidligere styre, overskred de religiøse grænser, hvilket gav den en national irakisk dimension.

En anden vigtig er karismaen hos Muqtada Al-Sadr, der blev populær efter konfrontationen med amerikanerne, hvor Mehdi-hæren med simple våben ødelagde billedet af det uovervindelige USA. Denne modstand skabte en stærk solidaritet mellem alle shiitter og viste, at modstanden er en væsentlig faktor, der forener det irakiske folk. Dette er grunden til angrebene på Muqtada Al-Sadr, som gik hånd i hånd med en voldsom smædekampagne mod ham. Det irakiske folk forstod dette. Dets støtte til Al-Sadr-bevægelsen øgedes, og masserne forsvarede Muqtada Al-Sadrs kontorer i Najaf, Kufa og alle byer i det sydlige og centrale Irak samt i den nordlige by, Kirkuk. Her er jeg nødt til at nævne, at Kirkuk bad om hjælp på grund af de ødelæggelser, som kurderne havde lavet. Ingen undtagen Mehdi-hæren var parate til at hjælpe. Det er derfor, at indbyggerne i Kirkuk er stolte over Mehdi-hæren og taknemlig for Muqtada Al-Sadr, der reddede dem fra de USA-allierede kurdiske peshmergaers overherredømme.

Hvordan ser du fremtiden?

Vi håber på et bedre Irak, fordi der er mange, der gør modstand mod besættelsen, men vi er nødt til at være forsigtige, fordi der er nogle fundamentalistiske grupper, som forsøger at fremprovokere en konflikt mellem forskellige trosretninger, mellem forskellige politiske partier, mellem forskellige nationaliteter og mellem muslimer og kristne. Der er fortsat mange udfordringer. Besættelsen og forræderne er stadig her, men en stor del af de folkelige masser tror på det irakiske fædrelands sejr over alle disse fænomener.

Oversat af Carsten Kofoed for Komiteen for et Frit Irak fra “Resistance with uncovered face”, Anti-Imperialist Camp, 2. april 2005, http://www.antiimperialista.com/en/view.shtml?category=9&id=1112455556&keyword=+

---

Artiklerne på www.fritirak.dk er ikke nødvendigvis udtryk for Komiteen for et Frit Iraks holdning.

Copyright 2003-2005 www.fritirak.dk