Tale holdt af Hans von Sponeck, FN’s humanitære koordinator i Irak (1998-2000) ved Verdenstribunalet om Iraks afsluttende samling i Istanbul fra den 23. til 27. juni 2005. Von Sponeck opsagde sin FN-stilling i 2000 i protest mod de konsekvenser, som FN’s økonomiske sanktioner mod Irak forvoldte for den irakiske befolkning. Har arbejdet 36 år i FN-systemet.

Når man diskuterer FN’s engagement før og efter invasionen af Irak, som i 2003 blev foretaget af USA, Storbritannien og andre lande, så er man nødt til at lave en klar adskillelse mellem politikere og embedsmænd, hvorom det forventes, at de udfører politikken, det vil sige, mellem regeringerne i FN’s Sikkerhedsråd og FN’s Sekretariat.

Hvis man gør det, så bliver det hurtigt klart, at det primære ansvar for den menneskelige katastrofe i Irak ligger hos det politiske FN, hos de regeringer i FN’s Sikkerhedsråd, som havde magt til at gøre en forskel. Sikkerhedsrådets svigt med hensyn til at gøre en humanitær, etisk og lovmæssig forskel er meget større, end det almindeligvis er kendt. Der er ikke blot forræderiet mod det irakiske folk, men også forræderiet mod FN’s Charter og den internationale samvittighed.

Hvorfor er det således?

Ledere i verden gemte sig bag FN’s Sikkerhedsråds gardiner, mens de udtænkte deres forræderi før og efter den ulovlige krig i 2003. Der kan ikke længere være nogen tvivl. Kendsgerningerne findes. Den amerikanske og britiske regering forfulgte aktivt en regimeændring i Irak med magt på et tidspunkt, hvor verden blev bildt ind, at international lov, fredelig løsning på konflikten og beskyttelse af det irakiske folk var en del af den amerikanske og britiske regerings politik. Det var de ikke. Så snart den asymmetriske krig var ovre, blev det også klart for den internationale offentlighed, at dem, der gennemførte denne krig, havde nået nye højder for uansvarlighed ved at kæmpe denne krig uden en strategi for fred.

Målet var at opretholde et kvælertag på Irak. Forvirring og bedrag blev spredt i Irak for at retfærdiggøre herredømmet. Iraks hær blev sendt hjem. Offentligt ansatte blev fyret uden anden grund, end de havde været medlemmer af Baath-partiet. Nye love – overgangslove – blev udstedt per dekret. Disse love stræbte efter at genkolonisere Irak økonomisk og institutionelt og skabe afhængighed selv på områder som landbrug ved at forbyde lokal såsæd. I stedet skulle genmodificeret såsæd, importeret fra USA, anvendes. Den følgende irakiske modstand og kaos efterlod besættelsesmagten i store problemer og forvirret.

Hvordan reagerede FN’s Sikkerhedsråd og FN’s Sekretariat på disse bilaterale afvigelser?

FN før krigen

I mere end et årti tillod FN’s Sikkerhedsråd, at to permanente medlemmer, USA og Storbritannien, forfulgte først deres inddæmning af Irak og dernæst deres dagsorden om regimeændring. Dette var intet mindre end de facto at gøre Sikkerhedsrådet til et råd bestående af to medlemmer. Retorikken i debatterne om Irak i Sikkerhedsrådet viste, at der var en enorm opmærksomhed omkring den humanitære krise, der udvikledes i Irak. Samtidig var der en alvorlig mangel på politisk vilje til at tage rettidige skridt for at afhjælpe situationen.

Det var kendt for alle medlemmer af Sikkerhedsrådet, at sammenkædningen af afvæbningen af Irak og omfattende økonomiske sanktioner mod landet betød, at irakerne blev tvunget til at betale en høj pris i form af liv og armod for deres regerings handlinger. Det var kendt for alle medlemmer af Sikkerhedsrådet, at Sikkerhedsrådets utilstrækkelige ressourcer til Irak gennem olie-for-mad-programmet og det bureaukrati, med hvilken denne humanitære fritagelse blev implementeret, forværrede chancen for overlevelse for mange irakere. Det var også kendt for alle medlemmer af Sikkerhedsrådet, at dets afvisning af at lade penge flyde til Iraks centralbank, så landet kunne køre og betale for uddannelse, installation af udstyr og bygning af institutioner, opmuntrede den irakiske regering til at øge de ulovlige måder at skaffe penge på.

Det er kendt for alle medlemmer af Sikkerhedsrådet, at etableringen af de to flyveforbudszoner inden for Iraks grænser havde meget lidt at gøre med beskyttelse af etniske og religiøse grupper, men derimod meget med destabilisering. Alle medlemmer af Sikkerhedsrådet var klar over, at USA’s og Storbritanniens regeringer efter ”Operation Desert Fox” i december 1998 gav deres piloter udvidede beføjelser, og at de brugte irakisk luftrum som træningssteder, i sidste instans som led i forberedelser til krig. Sikkerhedsrådet havde adgang til rapporter om luftangreb, når sådanne rapporter blev udfærdiget af FN i Bagdad, og derfor kendte alle medlemmer af Sikkerhedsrådet til de civile ofre og ødelæggelse af ejendom. Alligevel diskuterede Sikkerhedsrådet ikke én eneste gang flyveforbudszonernes legalitet og udfordrede dermed ikke de to af dets medlemmer, som opretholdt disse zoner uden et FN-mandat.

Alt dette var kendt.

Med sjældne undtagelser tillod medlemmerne af FN’s Sikkerhedsråd, at rådet blev et bekvemt redskab for en bilateral politik. I Sikkerhedsrådet var der mange eksempler på faren for den amerikanske og britiske regerings misbrug af konsensusresolutioner, hvilket sås med resolutionerne 687 (1991) og 1284 (1999). Sandsynligheden for enkeltmedlemmers misbrug af Sikkerhedsrådets bestemmelser omkring eksempelvis ”væsentligt aftalebrud” og ”alvorlige konsekvenser” for at retfærdiggøre en militær invasion burde have forhindret vedtagelsen af en sådan resolution.

FN’s Sekretariat fandt sig i, at USA og Storbritannien – to lande, som var med til at oprette FN – i Sikkerhedsrådet insisterede på økonomiske sanktioner, som forårsagede en menneskelig tragedie. FN’s Sekretariat var tavs, da disse selv samme regeringer forlod det internationale samfund for unilateralt at iværksætte en ulovlig invasion af Irak. Ikke engang på dette kritiske tidspunkt, da selve grundlaget for institutionen var truet, reagerede FN’s Sekretariat. Dr. Hans Blix, chefen for FN’s våbeninspektører, havde rapporteret om fremskridt i bekræftelsen af Iraks ikke-eksisterende masseødelæggelsesvåben og bad om mere tid til at færdiggøre denne inspektionsproces. FN’s Sekretariat skulle have brugt dette til at konfrontere de to regeringer med deres krigsplaner, men det valgte ikke at gøre det. Uden protest trak FN’s Sekretariat FN’s våbeninspektører ud af Irak i marts 2003.

FN’s Sekretariat kunne ikke have forhindret den længe planlagte beslutning om at gå i krig. To medlemslandes lodrette overtrædelse af international lov og deres tilsidesættelse af en verdensinstitution, som blev dannet for at undgå krig, repræsenterede en udfordring for FN’s civile stab i forhold til at vise, at samvittighed i sidste ende var større end lydighed.

FN under besættelsen

Siden den ulovlige invasion af Irak har der i Sikkerhedsrådet ikke været nogen debat om koalitionsstyrkernes fundamentale tilsidesættelse af eksisterede konventioner for at sikre, at besættelsesmagten handler i overensstemmelse med Haager- og Geneve-konventionerne, som de er underkastet. Plyndring og afbrænding af Iraks nationalmuseum og nationalbibliotek, beskadigelsen af arkæologiske steder og de amerikanske væbnede styrkers ydmygende behandling af civile har ikke frembragt nogen protest i Sikkerhedsrådet. Sikkerhedsrådet så blot på, da Iraks sjæl og etos blev angrebet. Tilbageholdelsen af irakiske politikere i ubegrænset tid og den ufattelige brutalitet og sadisme, hvormed fanger blev behandlet ikke kun i Abu Ghraib og Camp Bucca, men også i andre fængsler, medførte ikke nogen bekymring i Sikkerhedsrådet. Tæppebombning af byer som Falluja, Tal Afar og Al-Qaim oprørte hverken Sikkerhedsrådet eller gav anledning til hastemøder. Der var ingen protester i Sikkerhedsrådet, da besættelsesmyndighedens administrator Paul Bremer og andre af dens embedsmænd repræsenterede et angiveligt befriet og suverænt Irak ved store internationale møder som Verdens Økonomiske Forum i Amman og ved WTO-mødet i Geneve. Sikkerhedsrådet noterede sig ikke, at tildelingen af en menneskerettighedsrapportør til Irak pludselig blev stoppet af FN’s Menneskerettighedskommission i Geneve efter den ulovlige krig. Sikkerhedsrådet erklærede sig i 2003 enig i fortsættelsen af Iraks betalinger til FN’s Kompensationskommission (oprettet efter Den Første Golfkrig i 1991, hvortil Irak skulle betale 30 procent af sine olieindtægter, som dog gennem årene dækkede langt mere end krigsskadeerstatninger til Kuwait, o.a.) selvom det tidligere var blevet enigt om at stoppe disse.

Sikkerhedsrådet spillede en vigtig rolle i forberedelse af en midlertidig irakisk administration og valg, men bukkede til sidst under for amerikansk pres i beslutningerne omkring detaljerne i processen.

Folkenes stemme som international samvittighed

I FN’s historiebøger vil Sikkerhedsrådets behandling af Irak-konflikten blive beskrevet som et massivt svigt, hvad ansvarlighed angår.

Historiebøgerne må også beskrive, at folkenes stemme erstattede Sikkerhedsrådet som den internationale samvittighed. Denne stemme må ikke give efter med hensyn til kravet om, at den amerikanske og britiske regering – bilateralt som nationale regeringer og multilateralt som permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd – er ansvarlige over for deres respektive befolkninger og verdenssamfundet for deres forbrydelser mod Irak før, under og efter den ulovlige krig.

I mange lande er det en forbrydelse at forlade et ulykkessted uden at hjælpe ofrene for ulykken. Dette gælder også med hensyn til det internationale samfunds ansvar for at hjælpe de irakiske ofre. Samvittighed, medfølelse og ansvarsfølelse er vigtige grunde til at forblive involveret. Dette må ske på to niveauer: Irak og reformer i FN.

Politiske ledere opfordrer til, at vi skal se fremad. Det skal vi. Men at kigge fremad giver kun legitimitet, når det knyttes til ansvarlighed over for fortiden. Dette gælder for nationer, samfund, enkeltpersoner, for alle, især dem, der har magt. Den kommende retssag mod Iraks tidligere præsident Saddam Hussein anerkender hans ansvar over for tidligere begåede forbrydelser mod det irakiske folk. Det samme gælder for de forbrydelser mod menneskeheden, som blev begået af dem, der opretholdt økonomiske sanktioner mod Irak med fuldstændig tilsidesættelse af de menneskelige omkostninger; dem, der kæmpede en tavs krig i flyveforbudszonerne; dem, som invaderede Irak og mishandlede, lemlæstede, torturerede og dræbte irakerne. Anklagebænken vedrørende Irak er nødt til at have mere end én stol! Det må understreges, at lov og retfærdighed ikke kun gælder for taberne.

Der er tusindvis af ukendte irakiske fædre, mødre og børn, som er ofre for det svigt, der består i ikke at have kunnet forhindre krigen og ødelæggelsen i Irak. Lad dem blive stærke minder om vores ansvar for at holde debatten i live, indtil der bliver placeret et ansvar.

Fredsbevægelsens opgaver

For at opsummere så er Irak fortsat ”en uafsluttet sag” for den internationale fredsbevægelse og ansvarlige borgere overalt i verden. Udfordringen er at tage fat på tre store spørgsmål:

1. FN har ikke kunnet forhindre uretfærdige økonomiske sanktioner, en ulovlig krig og massakrer under besættelse.

Dette betyder på kort sigt, at fredsbevægelsen må stå fast på kravene om, at de ansvarlige stilles til ansvar. Det må ikke blive glemt, at det, der blev gjort i ”frihedens, demokratiets og menneskerettighedernes” navn, er en parodi på frihed, demokrati og menneskerettigheder.

På mellemlang sigt må fredsbevægelsen kraftfuldt bidrage til debatten om reformer af FN for at skabe en struktur, som beskyttes mod misbrug. Dette indebærer mere end blot en udvidelse af Sikkerhedsrådet.

2. Også den internationale fredsbevægelse har været ude af stand til at forhindre uretfærdige økonomiske sanktioner og en ulovlig krig.

På kort sigt må fredsbevægelsen tage dette som en vigtig mulighed for at lave et selvkritisk tilbageblik på, hvorfor det mislykkedes og hvilke faktorer, der bidrog til det.

De farer, der lurer i den politiske og socioøkonomiske horisont, er rædselsvækkende. Fredsbevægelsens reaktion på dette må på mellemlang sigt være at lade ligegyldige kampe og institutionelle og personlige ambitioner vige tilbage for at lette betydeligt bedre organiserede svar på internationale kriser. Kun en fælles forpligtelse og en fælles strategi giver en chance for at gøre en forskel.

3. Som personer, der forstår og værdsætter FN’s Charters etos, der tror på fred og retfærdighed for alle, der afskyr, hvad der er sket i Irak før, under og efter den ulovlige krig, må vi først og fremmest arbejde med os selv for at blive udstyret til de opgaver, der venter. Udover denne forpligtelse er vi nødt til at forblive, som Dag Hammarskjöld, FN’s anden generalsekretær, sagde, ”bevidste om det ondes virkelighed og det enkelte livs tragedie og også bevidste om kravet om, at livet må leves med værdighed.”

Oversat af Carsten Kofoed for Komiteen for et Frit Irak fra ”Hans von Sponeck: The Conduct of the UN Before and After the 2003 Invasion”, www.worldtribunal.org, 24. juni 2005. Mellemoverskrifter er indsat.

---

Artiklerne på www.fritirak.dk er ikke nødvendigvis udtryk for Komiteen for et Frit Iraks holdning.

Copyright 2003-2005 www.fritirak.dk