Tale holdt af Tom Goodrich, pilot i det amerikanske luftvåben og udsendt til Irak, ved Verdenstribunalet om Iraks afsluttende samling i Istanbul fra den 23. til 27. juni 2005. Han var udstationeret i Saudi-Arabien i 2002, og her begyndte han at tvivle på legitimiteten af en krig mod Irak. Han deserterede, da han var hjemme i USA to uger efter krigens start i marts 2003. Han er medstifter af Iraq Veterans Against the War (antikrigsorganisation for soldater, der har været i militærtjeneste siden den 11. september 2001, o.a.).

Inden jeg rigtigt begynder, vil jeg lige nævnte navnene på nogle mennesker. For at kunne fortælle mere præcist om det amerikanske militærs opførsel i Irak har jeg indsamlet information fra ansatte i militæret, som gjorde tjeneste i andre afdelinger end luftvåbenet, som var mit tjenesteområde. Deres navne er Camilo Mejia, Aiden Delgado og Dave Bischel fra den amerikanske hær og Jimmy Massey fra USA’s marine. Disse mennesker er alle blevet mine gode venner, og sammen har vi stået frem og demonstreret mod krigen.

Siden starten på menneskehedens historie har der været krig. I forbindelse med en væbnet konflikt er overgreb fra de væbnede styrkers side uundgåelig. For enhver, der har været i krig, er der kun én ting, som er sikker: Der findes ingen regler i krig. Du gør, hvad du kan for at overleve. Den nuværende krig mod og besættelse af Irak er ikke anderledes.

Lige fra begyndelsen har der været påstande om overgreb. Det måske mest berømte er fangemishandlingen i Abu Ghraib-fængslet. Abu Ghraib er blevet kendt i verden, men de daglige overgreb og hårdhændede metoder er måske mindre kendte. Mens det er afgørende, at de soldater, som begår disse handlinger, straffes, så er det ikke nok at se dette som et par dårlige enkeltpersoner, som er kommet på vildspor og har brudt reglerne. Hvis man skal undersøge roden til det amerikanske militærs overgreb i Irak, så er vi nødt til at studere militærets historie og dets uddannelse af soldater. Og for at gøre det er vi nødt til at begynde med, hvorledes folk rekrutteres til militæret, hvem der går ind i militæret, samt grundene til, at de gør det.

Militariseret samfund

Det amerikanske samfund er militariseret. Videospil, tegnefilm, film og tv fokuserer på krig. Livet som soldat glorificeres, og soldater ses som rollemodeller. I gymnasiet kommer man på besøg på militærbaser, og man kan indskrive sig til militæret allerede, når man fylder 17 år. Og det er især unge fra lavindkomstfamilier, der ikke har råd til at sende deres børn videre på college, som indskriver sig. De unge vil hjælpe deres familier med at komme ud af fattigdommen ved at få et arbejde. Ofte er der også tale om unge fra minoritetsgrupper som for eksempel latinamerikanske indvandrere.

Men på trods af, at folk har forskellige grunde til at gå ind i militæret, så forlader de fleste den militære uddannelse med en dyb patriotisme og bliver del af en unik militærkultur. Uddannelsen indoktrinerer en soldat til denne militærkultur, og dette sker på en lang række måder.

Uddannelse

Fra dag ét fjernes al individualisme, og man dehumaniseres. Målet er at nedbryde hver enkelt person og bygge vedkommende op igen som et menneske, der er tilpasset den militære livsstil med at modtage ordrer uden at stille spørgsmål. Man lærer også at bede om tilladelse til at stille spørgsmål.

Med hensyn til det mere praktiske så foregår skydeøvelserne ved, at man skyder efter mål, som forestiller mennesker. Man kan komme til at lære om Geneve-konventionerne og reglerne for krig, men hvis det sker, så er det kun i et begrænset omfang. Og det bankes ind i dig, at uanset din position i militæret er din fornemste opgave at dræbe.

Når man ankommer til sit tjenestested, så fortsætter uddannelsen. Man må ikke tale om race, religion, sex, politik m.m., men kedsomheden gør, at man altid snakker om disse ting.

Der udtrykkes også racisme og intolerance. ”Vi burde anvende atombomben over hele Mellemøsten. Det ville løse vores problemer,” er et eksempel på det, der siges. Et andet er, at irakerne kaldes ”hajis” (haji er en muslim, der har været på pilgrimsrejse til Mekka, o.a.) og ”sandnegere”. Er man uenig, så stemples man som kommunist.

Inden udsendelse laver man mest papirarbejde og genopfrisker det, man har lært. Der lægges meget lidt vægt på Geneve-konventionerne, krigens regler osv. Jimmy Massey har fortalt, at han kun fik en halv times undervisning i irakisk kultur. Det foregik sammen med 150 andre marinesoldater.

Ved krigens start ventede soldaterne ved den irakisk-kuwaitiske grænse, og de blev trænet i, hvordan man sikrede oliefelterne, ikke banker, museer eller andre vigtige bygninger.

Udsendelse

Der er mangel på kulturel uddannelse blandt soldaterne. De kender ikke de lokale vaner og måder at gøre tingene på. Det har ført til uskyldige menneskers død, især ved kontrolposter. Der har også været mangel på kommunikation mellem efterretningsfolk og soldater, hvilket har ført til razziaer af huse uden resultat. Der har været mangel på oversættere.

Og så er der fangemishandlingerne. Teenagere, voksne, handikappede og ældre sidder sammen i fængslerne. Ifølge Røde Kors er 70-90 procent af dem uskyldige. De frarøves søvn i op til 48-72 timer. Fanger holdes fanget med hætter over hovedet og hænderne bundet. Man slår på cellevæggene med forhammere, hvilket giver en voldsom larm med ekko. Man simulerer henrettelser med 9 mm-pistoler. Fanger holdes udenfor og fratagelse af tæpper til at beskytte mod nattekulden bruges sammen med tvungen iførelse af tungt tøj som afstraffelse.

Som tiden går, øges soldaternes stress som følge af hjemve, lange arbejdstider, for lidt søvn og frygt. Dertil kommer problemer i familien, for eksempel med ægtefællen eller sygdomme hos børn. Disse problemer gør sig især gældende i forhold til de mange reservister og folk fra nationalgarden, som er blevet aktiveret, fordi de ikke er vant til at være udsendt i lang tid. Antidepressiv medicin bruges i et vist omfang af soldaterne, som også lader deres frustrationer gå ud over irakerne. Green Berets og Navy Seals (amerikanske specialstyrker, o.a.) er særligt voldelige. Irakere bankes under husrazziaer, og der dækkes over overgrebene ved at sige, at irakerne bare faldt af jeepen på vej til fængslet. Amerikanske soldater knuser flasker på irakeres hoveder, når de kommer kørende i deres jeeps.

I mange tilfælde er alt dette beordret oppefra, men i sidste ende er soldaternes individuelle handlinger et personligt og moralsk valg. Men der mangler, at dem, der udstikker ordrerne, stilles til ansvar. Det, der er sket i Irak, er ikke blot et forræderi mod irakerne og folkene i verden, men også et forræderi mod de amerikanske soldater, der gør tjeneste der.

Krigsmodstand inden for hæren

I dag er der en voksende modstand mod krigen inden for hæren. Der kommer flere og flere ansøgninger om fritagelse fra militærtjeneste. Der er et voksende antal soldater, der står frem og går ind i den organisation, som jeg har været med til danne, nemlig Iraq Veterans Against the War.

Så for at opsummere: Selvom krigen er ulovlig i henhold til international lov og baseredes på løgne, så er der mange andre faktorer, der gør sig gældende med hensyn til det amerikanske militærs overgreb i Irak. Blandt disse er dårlige efterretninger, mangel på uddannelse, stress i forbindelse med at kæmpe i en guerillakrig og endelig manglen på et klart defineret mål efter Bagdads fald. Forbindes alt dette med den kendsgerning, at den militære kultur allerede har mange problemer med racisme, uvidenhed, stereotyper og dehumanisering, så viser det klart, at den bedste løsning er øjeblikkelig tilbagetrækning af amerikanske tropper fra Irak.

Let bearbejdet og oversat af Carsten Kofoed for Komiteen for et Frit Irak fra ”The Conduct of the US Army”, www.worldtribunal.org, 25. juni 2005.

Links:
Iraq Veterans Against the War, www.ivaw.net

---

Artiklerne på www.fritirak.dk er ikke nødvendigvis udtryk for Komiteen for et Frit Iraks holdning.

Copyright 2003-2005 www.fritirak.dk