Om dannelsen af Iraks Nationale Befrielsesfront

Af Forberedelseskomiteen for Iraks Nationale Befrielsesfront, 9. april 2005

Med den angloamerikanske aggressionskrig mod vort fædreland og den efterfølgende besættelse indtraf den katastrofe, som de irakiske revolutionære havde forudsagt. Denne katastrofe udtrykte sig i forfærdelige konsekvenser for Irak og den arabiske befrielsesbevægelse, som de irakiske revolutionære allerede havde advaret om.

En objektiv vurdering og kritisk evaluering af staten og samfundet i Irak før besættelsen er en bydende nødvendighed, ikke kun for at fastlægge personlige og kollektive ansvar, men for at drage lærdomme og formulere et program for enhedsfronten med henblik på at begynde befrielseskampen og lede den nationale kamp og modstanden mod besættelsen. Dette er en umulig kamp for én gruppe eller ét parti alene. Den må kæmpes af alle patriotiske kræfter, som afviser besættelsen og bekæmper den: progressive nationalister, islamiske religiøse, demokrater, marxister, foruden personligheder og sociale figurer som videnskabsfolk, forfattere, religiøse og politisk uafhængige.

På trods af, at kortet over social og politisk gruppering indikerer, at der har været konstante forandringer på grund af fragmenteringen af den internationale revolutionære lejr og på grund af den amerikanske unilateralisme, der er blevet omsat til virkelighed med en politik for herredømme og overtrædelse af international lov, på trods af alt dette, så er der især i Irak og i den arabiske verden i almindelighed opstået politiske bevægelser, der fungerer som rekognosceringskræfter for fjendtlige efterretningstjenester. (...)

Iraks nationale og politiske historie så dannelsen af Den Nationale Enhedsfront i februar 1957 (1, o.a.), der banede vejen for revolutionen den 14. juli 1958. I juli 1973 dannedes Den Nationale Progressive Front (2, o.a.). Denne og de kræfter, der udgjorde den, er i dag genstand for evaluering som en del af den globale revidering af de irakiske politiske bevægelsers historiske udvikling.

Krigen mod Irak var ulovlig og er blevet fordømt af offentligheden i verden og gennem massedemonstrationer af antikrigskræfter i Europa, USA, Canada og resten af verden. Den irakiske modstand mod besættelsen og for befrielsen er legitim. Klimaet for fødslen af den enhedsfront, der skal lede befrielseskampen, er gunstigt, og de kræfter, som ønsker at danne den, eksisterer.

Enhedsfronten vil påtage sig et stort ansvar, og det er op til den at virkeliggøre de historiske opgaver. Derfor vil den også være skydeskive for mange kræfter, herunder de teologiske centrer, der oprettedes før besættelsen som en logistisk støtte for besættelsesmagten. Disse religiøse autoriteter har opfordret mange dele af det irakiske samfund til at angive modstandsfolk og informere om modstandens aktiviteter til besættelsesmagten og derved lette dens angreb og bombardementer.

Enhedsfronten vil være nødt til at iværksætte en kampagne for at gøre opmærksom på og bevidstgøre om at støtte til modstanden er en (også religiøs) forpligtelse og minde om, at forræderi mod fædrelandet er en synd. Vi har en storslået arv, som stammer fra den arabiske befrielsesbevægelse, der har givet os eksempler at følge: Befrielsen af Algeriet er ikke en begivenhed, som ligger langt væk i historien, og den palæstinensiske modstand fortsætter med at være et eksempel.

Dannelsen af enhedsfronten med det formål at lede den nationale kamp og modstand er ikke et taktisk, men strategisk mål, fordi den er af betydning for de patriotiske kræfter, som er imod besættelsen og bekæmper den. Deres aktioner har en kontinuerlig karakter, som omfatter såvel fasen med befrielse som den efterfølgende, hvor deres opgaver vil bestå i at genoprette staten og samfundets infrastruktur og sikre fundamentet for den nationale befrielse, social fremgang og demokrati.

Dette dokument er åbent for alle bidrag.

Hovedtrækkene i enhedsfrontens program og dens prioriteter er:

1. Foreningen af alle politiske kræfter og demokratiske organisationer, fagforeninger, foreninger m.fl., som er imod besættelsen og mobilisere dem i befrielseskampen, der foregår med alle midler, inklusive den væbnede kamp, eftersom det er en legitim ret for at uddrive besættelsestropperne og nedrive alle de institutioner, som forsøger at erstatte besætterne.

2. Idet den nationale kamp er en forpligtelse og ære, vil frontens medlemmer og organisationer aldrig omgås kræfter, der i islams og patriotismens navn ikke har opfyldt forpligtelsen at forsvare fædrelandet, men som tværtimod har forrådt det. Disse kræfter vil blive behandlet på samme måde som besættelsesmagten.

3. Invasionen og besættelsen af Irak er blevet fordømt af verdensopinionen, og derfor er alle love, forordninger og instrukser, der stammer fra myndigheder udnævnt af besættelsesmagten, ugyldige.

4. Frontens ledelse vil i overensstemmelse med frontens vedtægter og program bemyndige en komité til at udarbejde en sagsmappe, som skal præsenteres for Den Internationale Straffedomstol med begæring om, at de ansvarlige i USA og Storbritannien samt deres allierede retsforfølges for folkedrab begået mod det irakiske folk og for usurpationen af dets rigdomme, og at der ydes krigsskadeerstatninger.

5. Frontens umiddelbare strategiske mål er:

a. Rekonstruering af den frie, forenede irakiske stat på grundlag af den irakiske forfatning (3, o.a.) og den lovgivning, der udspringer fra den.

b. Anvendelse af selvstyreloven for Kurdistan fra 1974, baseret på hovedlinjerne i manifestet af 11. marts 1970 (4, o.a.), og herved sikringen af de nationale rettigheder for kurderne og andre etniske minoriteter i selvstyreområdet.

c. Arbejde sammen med de internationale og arabiske organisationer, som forsvarer menneskerettighederne og folkenes grundlæggende frihedsrettigheder for at opnå frigivelsen af tilbageholdte og politiske fanger, som sidder i såvel besættelsesmagtens som lokale fængsler.

d. Bekæmpelse af husrazziaer, vilkårlige arrestationer og tyveri af folks opsparinger, som besættelsesmagten og de lokale myndigheder begår.

e. Publicering af et organ for fronten og udnævnelse af en talsmand og et politbureau.

f. Udarbejdelse af vedtægter og program for fronten, således at dens instanser og komiteer kan begynde deres hovedopgaver.

Dette dokument afleveres til alle frontens deltagere til diskussion og vedtagelse.

Bagdad, Irak, 9. april 2005

Noter:

1. Den Nationale Enhedsfront var vendt imod det britisk støttede monarki under Kong Faisal II og Nuri Al-Saids regering, der også kun sad i kraft af britisk støtte. Fronten bestod af Baath-partiet, Iraks Kommunistiske Parti, Det Nationaldemokratiske Parti og Uafhængighedspartiet og havde indflydelse i hæren i form af De Frie Officerer, der bestod af patriotiske officerer, heriblandt Abd Al-Karim Qasim, der i 1958 – efter 14. juli-revolutionen, der væltede Kong Faisal II-styret – blev præsident i Irak.

2. Den Nationale Progressive Front dannedes i juli 1973 på basis af Det Nationale Handlingscharter, som Baath-partiet havde fremlagt i november 1971, og som opfordrede til en alliance mellem Iraks progressive, patriotiske kræfter. De to største partier i fronten var Baath-partiet og Iraks Kommunistiske Parti, der i kraft af sin deltagelse fik to ministerposter i regeringen, men partiet forlod dog fronten i 1980, hvorefter Baath-partiet stod alene som det klart dominerende parti. Mindre kurdiske udbryderpartier fra Kurdistans Demokratiske Parti (KDP) som eksempelvis Kurdistans Revolutionære Parti og Kurdistans Progressive Gruppe tilsluttede sig fronten i 1975.

3. Det selvstændige Iraks forfatning fra 1990, http://www.fritirak.dk/artikler/dokumentation/irak/forfatning-1990.htm

4. Manifestet af 11. marts 1970 var en fredsaftale mellem det kurdiske KDP, der op gennem 1960’erne havde ligget i krig med vekslende regeringer i Bagdad, og den baathistiske regering, der var kommet til magten i juli 1968. Manifestet indeholder en lang række punkter i forhold til kurdernes nationale rettigheder: Kurderne anerkendes på linje med det arabiske befolkningsflertal som en nationalitet i Irak. Det kurdiske sprog anerkendes som officielt sprog i de områder af Irak, hvor der er et kurdisk flertal i befolkningen. I disse områder skal administrationen overvejende bestå af kurdere, og i det centrale statsapparat skal enhver diskrimination fjernes. Kurderne får ret til at danne deres egne masseorganisationer for studerende, kvinder, lærere osv. En af Iraks vicepræsidenter skal være kurder. De kurdiske områder skal have et økonomisk og socialt løft og bringes ud af deres relative tilbageståenhed osv. Se http://www.fritirak.dk/artikler/dokumentation/irak/manifest-1970.htm

Oversat fra ”Proyecto de creación del Frente de Liberación Nacional para liderar la lucha nacional y la resistencia a la ocupación, y para la reconstrucción del Estado central de un Iraq libre y unificado”, Campaña Estatal contra la Ocupación y por la Soberanía de Iraq, 17. maj 2005, http://www.nodo50.org/iraq/2004-2005/docs/ceosi-iraq_fln_17-05-05.html og noter lavet af Carsten Kofoed for Komiteen for et Frit Irak. Nærværende udkast er en redigeret udgave af et meget omfattende dokument fra Iraks Baath-parti, der også indeholder en vurdering af tiden op til invasionen af Irak og partiets løfte om opbygningen af en demokratisk stat efter befrielsen.

27. juli 2005

Artiklerne på www.fritirak.dk er ikke nødvendigvis udtryk for Komiteen for et Frit Iraks holdning.