Når jeg tidligere har skrevet på hjemmesiden, så udelukkende fordi denne støtter og i sine spalter giver adgang for flere, hvis ikke alle, former for konsekvent modstand imod besættelsen af Irak, i modsætning til pressen i øvrigt, som på den måde indskrænker ytringsfriheden og afskærer en helt essentiel, tilbundsgående, fordomsfri afklaring og diskussion af, hvad der i tiden foregår i Irak, fra at finde sted.

Desuden vil jeg tage følgende forbehold: Jeg kan jo have misforstået sagens rette sammenhæng. Indtil det modsatte er påvist, lader jeg imidlertid med endog meget god samvittighed som om, at jeg ikke har misforstået. Endelig skal jeg sige, at jeg kun kender sagen fra mainstream-pressen (DR, TV2, Politiken bl.a.) og altså ikke har læst artiklen på hjemmesiden her.

En irakisk oprører – og man skal i parentes bemærket vide, at den danske regering, ligesom bonkammeraten i Det Hvide Hus, absolut ikke kan lide oprør, helt generelt; det gælder i skolen, det gælder på universiteterne, det gælder på arbejdspladserne, alle steder; man vil have bevidstløs disciplin genindført – skulle have opfordret til drab på besættelsestropperne. Det var ikke en sprogbrug, undertegnede ville have valgt; men på den anden side står jeg jo ikke midt i en besættelsesmagts hensynsløse bombardementer af mit lands byer samt dens tortur og drab på min familie, venner og bekendte. Samtidig er ikke mindst den danske regering og dens ekstremt kyniske støtteparti, der i øvrigt endnu ikke har fået lejlighed til helt at vise, hvilken grad af kynisme, det i virkeligheden gemmer på, ikke de sidste til at sige, f.eks. når talen er om danske soldaters topstyrede tortur, at krig ikke er noget teselskab.

Med andre ord: Hvad er grunden til opstandelsen i presse og blandt politikere mv.? Kan det komme bag på nogen, at der slås mennesker ihjel i en krig, hvor umådeligt tragisk det end er? Eller er grunden den, at der er danske soldater i Irak? Men dels er der jo ingen statsautoriserede mekanismer, som legalt endsige legitimt kan tvinge borgere i dette land til at støtte nogen dansker i, hvad der er at betragte som hans udøvelse af blodig uret. For mig har de fremmede tropper i Irak ikke primært en nationalitet; de er besættelsestropper, først og sidst, uanset hvor i verden, de kommer fra. Og dels har den danske regering ikke søgt konsensus for sin beslutning om at gå i krig; ikke desto mindre ønsker man at tvinge dem, hvis opfattelse man har givet en god dag i, til at ’bakke op om’ sin magtfuldkomne, stædige, selvkloge, unilaterale beslutning. Regeringen har ikke søgt konsensus, og som den har råbt i skoven, skal den også have svar: Kompromisløs modstand imod dens medbesættelse af Irak.

SF’s godlidende ordfører på området stiller altid op, når TV2 stikker mikrofonen op i hendes venlige ansigt med den uudtalte opfordring: ”Sig nu, hvad vi forventer af dig!” Og det gjorde hun skam også i dette tilfælde, hun svigtede ikke tilliden og forventningerne; hun var straks parat til at sige: ”Ingen opfordringer til drab!” Underforstået: ”Ellers er det ok at lukke hjemmesiden”. Man må forstå det sådan, at SF godtager besættelsesmagtens ret til overhovedet at være i Irak. Man godtager dens ret til at installere et langt mere end uhyre tvivlsomt demokrati efter egen koncept, med hjælp fra omhyggeligt udvalgte kollaboratører. Man godtager, at besættelsesmagten er der for at hjælpe - som alle besættelsesmagter siger, de er det, således også nazisterne i Danmark under Anden Verdenskrig, der ved deres okkupation af landet ville hindre en forestående britisk invasion af Danmark, som det hed.

Og man godtager hos SF, og det er næsten det allermest frygtelige, ’genopbygningen’ af Irak. Tænk, at dette i denne sammenhæng objektivt set rædselsvækkende ord fuldstændig ukritisk, helt uproblematiseret er passeret ind i også de danske partiers sprogbrug! Det betyder jo ret beset, at man har revet et land ned, et land med egne traditioner, eget sprog, egne bygninger, egne samfundsstrukturer, egen måde at gøre tingene på, et suverænt land har man kondemneret og derpå demonteret. Og nu vil USA og de andre kæltringer så uafhængigt af dette folk med dets fornemme historie ’genopbygge’ det, konstruere et land på ny efter egne begreber, hensigter og normer. Den, der således taler om ’genopbygning’ af Irak - og mener, at man vil sikre sig den økonomiske, politiske og militære magt over landet -, må ubetinget holdes for totalitært tænkende.

Konsekvent er SF slet ikke, det samme gælder Socialdemokraterne; man vil have tropper i Irak, samtidig med at man vil have dem ud. Det er uansvarligt, siger man, at trække tropperne ud nu, irakerne skal hjælpes (der var den igen, den med hjælpen; men disse folk er naive, ikke så meget kyniske). Jeg har dog aldrig kunnet forstå dem, der ønsker ræven til at vogte gæs; besættelsen må naturligvis straks ophøre, tropperne må trækkes hjem, hellere i går end i dag, derefter kan man med al ret tilbyde irakerne, alle irakere, uden undtagelse, sin oprigtige hjælp, men ikke før. Når jeg imidlertid nævner SF’s inkonsekvens, så først og fremmest, fordi man i det parti muligvis ikke er så meget modstander af oprøret, så det gør noget; man må bare ikke udtrykke sin sympati for oprøret med grimme ord. Men det er jo rent hykleri; hvorfor må tingene ikke siges, som de er? Desto lettere vil befolkningen jo have ved at tage stilling til realiteterne. Hvorfor betragter SF det i grunden som bedre at være ’pæn’ og ikke sige, hvad krig drejer sig om, end at sige tingene ligeud, hvad er egentlig meningen? Er det bedre, som amerikanerne, at sige ’to take them out’, når det drejer sig om at dræbe fjenden? Er det den slags udtryk med manipulatorisk hensigt, SF vil have? Og er det juridisk mere forsigtige betegnelser for drab i krigsøjemed, SF har i tankerne? Indtil videre må man betragte SF-ordførerens holdning som småborgerligt hyklerisk og fortrængende det grimme - dersom holdningen altså ikke simpelthen er udslag af indforståethed med den amerikansk-ledede besættelse af det suveræne land Irak.

Lad mig sige det så klart, som det er mig muligt: Der er brug for en kanal som denne hjemmeside, der også formidler konsekvent og kompromisløs modstand imod besættelsen af Irak samt dybtgående analyser af denne krig og dens omstændigheder. Den ordinære presse, medierne i dette land lever på ingen måde op til dette ansvar. Det er forstemmende, men realiteterne.

Lad mig blot nævne et par tilfældige eksempler på partiskheden i sproget fra tv-stationerne det seneste par dage: Man talte om, at ’Irak blev ramt af flere selvmordsbomber’, som om der var tale om anslag imod alle irakeres sikkerhed og tryghed, og ikke imod koalitionen og dens kollaboratører, og som om hele landet blev ramt af en uhyggelig sygdoms-epidemi, der selvfølgelig straks må bekæmpes med alle til rådighed stående midler. Og man talte om, at bestemte dele af Irak var ’plaget af oprør’, som var oprøret altså en plage for irakerne og ikke en vej til befrielse. Det gamle billede med isbjerget, af hvilket kun 10 procent er synligt, er immervæk også på sin plads her, hvis det ellers er muligt at gøre sådan noget op i tal; pressen bringer kun 10 procent af sandheden om krigen, resten forties eller fordrejes.

Men fordi nærværende kanal har betydning, siger det på det nærmeste sig selv, at enhver anledning til intimidering af den fra folk, der enten er betalt derfor eller som ikke er betalt for det, vil blive udnyttet. Ikke at det behøver være sådan; den slags intimidering siger en hel del om, hvor langet de pågældendes demokratiske sindelag i realiteten rækker. Og SF og andre skal passe på ikke at få en rolle som nyttige idioter i det spil.

Men nogen mener altså ikke, man bør sige, hvad krig går ud på. Alt imens bliver det stiltiende og uudforsket, også af mainstream-pressen - der inkluderer de traditionelt ’frisindede’ blade -, accepteret, at Fallujas indbyggere og deres by efter al sandsynlighed blev terrorbombet. Har f.eks. SF protesteret imod dette? Ikke mig bekendt. Jeg husker, hvilken furore i pressen og blandt politikere det vakte, da 60.000 Kosovo-albanere var på flugt fra deres byer for krigen i det tidligere Jugoslavien. Nøjagtigt samme tal for flygtninge hørte jeg ved en enkelt lejlighed gengivet, oven i købet i en DR-radioavis, angående netop Falluja. For Jugoslaviens vedkommende kaldte man det etnisk udrensning. I Falluja var der snarere tale om, hvad de inhumant tænkende amerikanske ledere anser for udrensning af skadedyr. Men ingen furore. Ingen reaktion. Ingenting. Tavshed.

Fri os for hykleriet. Fri os for de officielle løgne og den officielle manipulation. Bevar ytringsfriheden. Bevar enhver mulighed for udbredelse af kendskabet til konsekvent modstand imod besættelsen af Irak.

5. august 2005

---

Artiklerne på www.fritirak.dk er ikke nødvendigvis udtryk for Komiteen for et Frit Iraks holdning.

Copyright 2003-2005 www.fritirak.dk