Interview med Salah Al-Mukhtar, Arabmonitor.info, 24. juli 2005. Al-Mukhtar var i perioden 1993-98 chefredaktør på det irakiske dagblad Al-Jumhuriya (Republikken) og fra 1999 til 2003 Iraks ambassadør i Indien. I dag lever han i eksil i Yemen, som ifølge ham selv blot er et midlertidigt opholdssted på vejen tilbage til Irak.

Er modstanden i Irak, som vi er vidne til, blevet forberedt af den tidligere irakiske regering eller opstod den i løbet af besættelsen?

Den aktuelle modstand blev – for at være helt præcis – ikke forberedt af den irakiske regering, men af Baath-partiets ledelse. I begyndelsen af 2002 havde Baath-partiet afsluttet den militære træning af cirka seks millioner irakere, således at de var i stand til at udkæmpe en bykrig i den såkaldte Al-Quds-hær. Præsident Saddam Hussein havde det øverste ansvar for alle forberedelserne, hvilket også omfattede opmagasineringen af omtrent 50 millioner våben, fra store over medium til mindre våben med nok ammunition til at bekæmpe besættelsen i ti år. De grupper, der forberedte sig på guerillakrigen, var udover Iraks væbnede styrker organisationer som Saddam-Fedayeen, væbnede medlemmer af Baath-partiet såvel som Baath-partiets ledere. I lyset af, hvad jeg har sagt, kan man konkludere, at modstandskampen hovedsagligt var forberedt af Iraks politiske ledelse. Selvfølgelig benyttede denne statsapparatet til at muliggøre guerillakrigens forberedelse. Efter besættelsen af Irak har tusinder af irakere tilsluttet sig den væbnede modstand. Nogle er gået ind i Baath-partiets organisationer. Andre har dannet deres egne organisationer. I øjeblikket har vi mange forskellige grupper, der kæmper imod USA’s koloniale besættelse, og disse organisationer har forskellige ideologiske karakteristika og omfatter progressive kræfter, religiøse grupper, nationalister, men den største gruppe er den baathistiske. I forhold til forbindelserne mellem alle disse organisationer kan jeg sige, at der eksisterer en stor koordination og et tæt samarbejde.

Hvis modstanden var forberedt, hvordan kan man så forklare udbredelsen af islamiske grupper i den?

I en befrielseskrig er det meget vigtigt at mobilisere alle kræfter i kampen mod besættelsen. Alle historiske erfaringer viser, at alle mulige ideologier har deltaget i befrielsen af fædrelandet. I Vietnam var eksempelvis buddhisterne aktive imod den amerikanske besættelse. I Irak bekæmper vi den farligste kolonialisme, som verden nogensinde har set, og fordi der ikke er nogen støtte udefra, er alle kræfter blevet tvunget til at forenes med hinanden for at sikre befrielsen af Irak. De islamiske organisationer kæmper side om side med progressive og sekulære kræfter, hvilket er meget vigtigt og nødvendigt for at uddrive den imperialistiske besættelsesmagt. Og lad mig her rette en enkelt misforståelse: Martyroperationer er ikke kun begrænset til islamiske organisationer. De udføres også af organisationer, som arbejder under Baath-partiets ledelse. Disse operationer er det mest effektive våben, som den irakiske modstandsbevægelse har. Det er faktisk Iraks masseødelæggelsesvåben, som er i stand til at afskrække og besejre de amerikanske besættelsestropper. Den irakiske modstand har simple våben, mens modparten besidder højteknologisk militært isenkram bestående af jetjagere, kampvogne, missiler og moderne teknologi. I neutraliseringen af denne teknologiske overlegenhed er martyroperationerne de eneste virkeligt effektive våben, som den irakiske modstandsbevægelse har. Lad mig minde om, at martyroperationer også er blevet brugt af vietnameserne, De Tamilske Tigre og de palæstinensiske organisationer.

Hvor mange irakere er aktive i modstandsbevægelsen?

Ifølge efterretningerne fra den amerikansk indsatte regering i Irak er antallet af modstandsfolk i den irakiske modstandsbevægelse omkring 200.000, og den støttes af andre 200.000, men dette tal er ikke korrekt, fordi cirka tre millioner irakere er en del af guerillakrigen, det hav, hvori fiskene svømmer. Man må huske på, at Baath-partiet har en tilhængerskare på omkring seks millioner irakere, og hvis vi fjerner halvdelen af dem, så har vi stadig mindst tre millioner, der støtter modstandsfolkene. Med hensyn til antallet af modstandsfolk så er de ikke under 400.000. De er i mere end et kvart århundrede blevet trænet godt såvel militært som ideologisk. Blandt disse er den irakiske hærs bedste generaler, især dem i Republikanergarden.

Det ser ud til, at den irakiske modstandsbevægelse har infiltreret den nye irakiske sikkerhedstjeneste, den nye hær og den nye administration i Irak. Hvad er Deres kommentar til det?

Som jeg sagde til at begynde med, så blev forberedelserne til modstandskampen afsluttet to år før besættelsens start. Ifølge kilder i både den amerikanske besættelsesmagt og den irakiske modstandsbevægelse har den irakiske efterretningstjeneste (den, som arbejdede under Saddam Husseins regering, og som nu arbejder i modstandsbevægelsen o.a.) gennemtrængt alle niveauer og ikke kun den nye irakiske administration, som er indsat af besættelsesmagten, men også den amerikanske hærs øverste ledelse, fordi amerikanerne har desperat behov for oversættere, guider, arbejdere og teknikere, der taler arabisk. På grund af dette forhold har den irakiske efterretningstjeneste været i stand til at infiltrere amerikanernes rækker. De nyligt etablerede irakiske sikkerhedsstyrker og de såkaldte ”nationalgardister” er blevet meget gode kilder til information om amerikanerne og de irakere, der samarbejder med dem. Jeg kan forsikre om, at den irakiske efterretningstjeneste har opnået meget væsentlige resultater, og som Paul Bremer, den amerikanske koloniadministrator, har udtalt, har de for amerikanerne mest smertefulde resultater, som den irakiske modstandsbevægelse har opnået, ikke været de militære, men derimod de efterretningsmæssige. Man skal være klar over, at det er Iraks tidligere efterretningstjeneste, der nu fungerer som modstandsbevægelsens efterretningstjeneste. De erfaringer, som Irak har med efterretningsvirksomhed, er blevet brugt perfekt imod amerikanerne, og jeg kan også sige, at CIA er blevet overrasket over modstandsbevægelsens efterretningsarbejde.

Tror De på eksistensen af Abu Musab Al-Zarqawi i Irak?

Der findes ingen sikker information omkring Al-Zarqawis skæbne. Nogle informationer siger, at han er blevet dræbt i begyndelsen af besættelsen, mens andre kilder mener, at han er blevet arresteret af amerikanerne. Men uanset hvad der er rigtigt, så er Al-Zarqawi et begrænset fænomen og spiller en begrænset rolle i Irak. USA’s efterretningsvæsen har misbrugt Al-Zarqawi til at sige, at alle modstandsbevægelsens militære operationer udføres af Al-Zarqawi, og at dem, der bekæmper amerikanerne i Irak, følgelig er udlændinge og ikke irakere. Al-Zarqawi er også blevet brugt til at overbevise den amerikanske offentlighed om, at krigen mod såkaldt ”terror” er retfærdiggjort. På den anden side ønsker USA at undervurdere den irakiske modstands rolle generelt og især Baath-partiets rolle i den.

Kunne samtaler mellem den irakiske modstandsbevægelse og den amerikansk ledede besættelsesmagt føre til noget, hvis der er sådanne samtaler?

Det eneste, som USA og modstandsbevægelsen har gjort i forhold til hinanden, er at udveksle nogle breve gennem nogle mæglere, hvor amerikanerne har spurgt om, hvad modstandsbevægelsen egentlig kræver. Den irakiske modstandsbevægelse har svaret ved at opstille nogle betingelser, som den amerikansk ledede besættelsesmagt skal opfylde. Blandt disse betingelser er fuld og betingelsesløs tilbagetrækning af alle USA’s væbnede styrker fra Irak, skadeserstatninger til såvel den irakiske stat som irakiske enkeltpersoner, nødvendigheden af at oprette en international fond til at genopbygge Irak, som det var før besættelsen. Der er ikke blevet indgået nogen aftaler mellem de to parter, fordi USA har satset på forhandlinger med modstandsbevægelsen uden nogen som helst forhåndsbetingelser, og fordi modstandsbevægelsen har insisteret på, at dens krav skal imødekommes, før der kan blive tale om at påbegynde forhandlinger, som skal fokusere på fuldstændig tilbagetrækning og detaljerne omkring opfyldelsen af modstandsbevægelsens krav.

Hvordan reagerer de arabisk-islamiske regeringer på Bagdads opfordring til at støtte bekæmpelsen af modstanden i Irak?

Reaktionen fra de arabiske og islamiske regeringer er karakteriseret af frygt og tøven, fordi de ser, hvordan den amerikansk ledede besættelsesmagt ydmyges. Vi har et arabisk ordsprog, som siger, at hvis du intet har, så kan du intet give. Så de arabiske såvel som de islamiske regeringer er ikke rede til at kæmpe i Irak, fordi hvis verdens mægtigste imperium lider nederlag og ydmyges i Irak, hvad kan de så selv gøre? Men selv hvis vi forestillede os, at nogle regeringer ville sende tropper til Irak, så ville deres skæbne ikke være anderledes end den, som amerikanerne nu lider.

Kan kidnapningen af Egyptens ambassadør i Irak (Ihab Al-Sherif, kidnappet i begyndelsen af juli og efterfølgende dræbt, o.a.) retfærdiggøres?

Dem, der kidnappede Egyptens ambassadør, mener, at den egyptiske regering har spillet en negativ rolle i Irak ved at støtte den amerikanske besættelse og marionetregeringen i Bagdad. Det klareste bevis på det, som egypterne laver i Irak, er deres beslutning om at opgradere deres diplomatiske repræsentation til ambassadørniveau. Før invasionen af Irak havde Egyptens regering afvist at opgradere sin repræsentation til ambassadørplan. Så spørgsmålet fra kidnapperne lød: Hvorfor sender Egypten en ambassadør nu? De mener også, at dette træk fra Egypten skulle få andre lande til også at sende ambassadører til Irak, hvilket betyder, at Egypten ønskede at give legitimitet til den irakiske regering, der er blevet indsat af besættelsesmagten. Kidnapperne nåede til den konklusion, at de ville sætte en stopper for denne proces med legitimering af den irakiske marionetregering. De var nødt til at gøre noget unormalt for at afskrække andre lande. Jeg tror, at det er den besked, som de ønskede at sende med kidnapningen af og drabet på den egyptiske ambassadør.

Tror De, at Al-Jafaris regering vil være i stand til at gennemføre en retssag mod Iraks ledere, som er blevet afsat med magt?

Det afhænger af USA, fordi den virkelige spiller i Irak ikke er Al-Jafaris regering, men den amerikansk ledede besættelsesmagt. Al-Jafari vil adlyde det, som amerikanerne beslutter, selvom hele processen er ulovlig i forhold til international lov. Jeg tror, at spørgsmålet om retssagen er en taktik, som bruges til at afpresse den irakiske modstand til ikke at fastholde sine krav og stoppe angrebene eller i det mindste reducere deres omfang.

Hvordan kan shiitterne, amerikanerne og kurderne arbejde sammen for at skabe en uafhængig entitet?

USA’s hovedmål i Irak er at omdanne Irak fra en stærk og forenet stat til en svag stat. For at gøre dette har amerikanerne opmuntret alle mulige konflikter og uroligheder på basis af religion og etnicitet. Derfor er amerikanerne ikke interesseret i at afstemme forskellige dagsordener. Tværtimod arbejder de i forhold til en gammel dagsorden, som er den amerikansk-israelske dagsorden, der går ud på at opsplitte Irak i tre dele. For at opnå dette mål er det nødvendigt at få alle parter til at bekrige hinanden og herigennem bane vej for fuld amerikansk kontrol over Irak.

Tror De, at de irakiske myndigheder vil kunne udfærdige et udkast til en forfatning for Irak?

At lave et udkast til en forfatning er meget let, men det er straks vanskeligere for Al-Jafari at aktivere og gennemtvinge forfatningen på et tidspunkt, hvor modstandsbevægelsen er den dominerende magt i Irak.

Hvem er de sunnitter, som har sluttet sig til den komité, der er i færd med at skrive udkastet til forfatningen?

Det er en lille gruppe uden nogen vægt og betydning i Irak. De er intet i forhold til det, der sker i Irak nu. Opdelingen i sunnitter, shiitter og kurdere er CIA’s værk, og det vil ikke fungere i det lange løb, for Irak er en nation, en stat, en skæbne, og ingen kan ændre på denne kendsgerning.

Tror De, at der er nogen mulighed for, at Baath-partiet i fremtiden og i fuld offentlighed vil kunne arbejde politisk i Irak?

Hvis man med fuld offentlighed dermed spørger om, om Baath-partiet vil gå ind i den såkaldte ”politiske proces”, så kan jeg slå fast, at det aldrig vil ske. Men hvis man spørger om, om Baath-partiet igen vil blive regeringsbærende, så vil det blive tilfældet, fordi partiet har overtaget på slagmarken. Ved at betragte udviklingen af den væbnede kamp og den irakiske modstand kan man drage den konklusion, at den, der kontrollerer Irak, vil blive landets fremtidige regering.

Oversat af Carsten Kofoed for Komiteen for et Frit Irak fra ”The Iraqi resistance is geared to keep on fighting for a decade to come”, www.albasrah.net, http://www.albasrah.net/en_articles_2005/0705/salah_0705.htm

9. august 2005

---

Artiklerne på www.fritirak.dk er ikke nødvendigvis udtryk for Komiteen for et Frit Iraks holdning.

Copyright 2003-2005 www.fritirak.dk