Hvorfor denne barske tone over for storbranden i den såkaldte irakiske regering?

Fordi prisen for den neokonservativt drevne Bush-juntas ufatteligt store fejltagelse bliver betalt af rigtige mennesker, som bløder rigtigt blod og græder ægte tårer. Fordi langt over 100.000 irakere og over 1.800 amerikanske soldater ville have været i live i dag, havde det ikke været for Bush' dukkeførere.

Kujonen sidder bag sine vagter i Crawford, Texas, for bange for at forholde sig til virkeligheden, til den sorg, han og hans herrer har forårsaget for tusinder af soldaterfamilier som har mistet deres kære i Irak. Samtidig farer ildebrande ud af kontrol ikke blot i Irak, men lige her i USA.

”Jeg spørger dig, hr. Bush, hvis du mener, at dette er en krig for ”vores frihed” og ”vores værdier”, hvorfor sender du så ikke dine døtre af sted for at kæmpe for frihed?,” skrev Fernando Suarez del Solar, som mistede sin søn i Irak på grund af hr. Bush' løgne, for nyligt.

Han fortsatte:

”Hvorfor sender dine nærmeste medarbejdere ikke deres børn af sted for at forsvare disse værdier? Hvorfor dør indvandrerfamiliers børn? Hvorfor dør børn fra arbejderfamilier, som er de mindst privilegerede? Hvorfor hr. Bush? Hvorfor?”

Suarez del Solar kender selvfølgelig godt svaret. Det er et retorisk spørgsmål til en privatskolebølle, som aldrig har tjent eller risikeret noget. En selvglad åndsbolle, som aldrig rigtigt har tjent sit land eller bare sine medmennesker, bortset fra sine gangsterbusinessfølgesvende, som plantede ham i det højeste embede to gange.

I dag vælger han at ignorere den ildebrand, der spreder sig over USA, mens han ignorerer den voldsomme fiasko i Irak, hvor det amerikanske militær er nødt til at forsvinde, gerne vil forsvinde, men er ude af stand til at forsvinde på grund af frygten for at plette, hvad der er tilbage af USA's beskidte omdømme.

Jeg får dagligt e-mails fra mine kilder over hele Irak, både irakiske og amerikanske. Selv inden i baserne i den nyeste amerikanske koloni går tingene tilsyneladende ikke så godt ifølge en amerikansk mand, som arbejder der i en støtterolle.

”Jeg ved ikke, hvor meget længere jeg kan holde ud at arbejde for disse idioter og deres brødres, mødres og søstres fætre,” skrev han for nyligt til mig. ” De har hektarer fyldt med pansrede køretøjer med aircondition, men vil ikke betale for at reparere generatorerne, så chaufførerne må bruge de værste køretøjer, intet panser, ingen aircondition. Du ved, hvor varmt der er her. Læg så varmen fra motoren til, og tilsæt et par raketter, mortergranater og IED'er (hjemmelavede bomber), og så giver det en meget dårlig dag.

Jeg prøver på at afsløre korruptionen i de udenlandske virksomheder her ved at finde et forum at fortælle sandheden i. Fanger, slaver, konkubiner. Mit liv er måske nok en selvmodsigelse, men jeg vil ikke gå på kompromis med ondskab. Fjenden er inden for hegnet.”

Erobringskrige forandrer sig ikke, og Irak er det perfekte eksempel. Invaderende hære, der benytter sig af slavers arbejdskraft (udenlandske i dette tilfælde på grund af den dybe mistillid til irakere), drager fordel af dem, som ikke har nogle fordele, de fattige, minoriteter, til at udføre det beskidte arbejde, mens den rigeste 1 procent tjener flere penge end nogensinde før.

Og piraterne bag den amerikanske politik i Irak har valgt, måske til deres forlegenhed nu, at se bort fra noget af den seneste historie fra en tidligere besættelse af Irak.

Under den tidligere britiske besættelse af Irak begyndte modstanden i Falluja. Som svar herpå bombede briterne halvdelen af byen til grunden, meget lig hvad det amerikanske militær for nyligt gjorde som en del af deres forfejlede politik. Amerikanske soldater bliver nu igen dræbt i og omkring Falluja.

Det blev sagt, at hvis briterne forsvandt, ville der udbryde borgerkrig. Præcis som vi hører det i dag, på trods af at en statssponsoreret borgerkrig er i fuld gang, takket være besætterne.

Det britiske imperiums styre i Irak blev ved gennem tre årtier, før briterne trak sig tilbage. Dengang havde hvert eneste år en opstand mod besætterne, og nu, mindre end tre år inde i den mislykkede amerikanske besættelse, finder mindre opstande sted dagligt.

Angreb mod amerikanske styrker er nu tilbage på over 70 om dagen. Vi når 2.000 dødsmærket inden længe, og tingene er ved at blive meget, meget værre. Som irakerne fortsat siger: ”I dag er bedre end i morgen.”

Det samme gælder de amerikanske soldater der.

Der er en grund til, at en ret ny undersøgelse viste af 54 procent af alle soldater i Irak svarede enten ”lav” eller ”meget lav” moral.

Der er også en grund til, igen ifølge hæren, at 30 procent af alle soldater, der vender hjem fra Irak, udvikler psykiske problemer 3-4 måneder efter deres hjemkomst.

Og der er en grund til, at soldater som Nicolas Prubyla kommer hjem og melder sig ind i organisationer som Iraq Veterans Against the War (amerikanske soldater, der har været i Irak, o.a.)

”Indtil for 5 dage siden havde jeg store mængder blod i afføringen,” fortalte han mig for nyligt.

”Jeg føler mig hele tiden træt, jeg har tabt hår og har mistet følelsen i min højre arm. Jeg kæmper mod det her.”

Det, han kæmper mod, er udsættelse for uran-ammunition i Irak. Han kæmper mod strålesyge som resultat af den seneste kernevåbenskrig, udkæmpet af USA. Der er en grund til at, over 11.000 veteraner fra Golfkrigen i 1991 er døde i dag, og til at 250.000 andre er på invalidepension. Den grund (hundreder og atter hundreder tons uran-ammunition kastet over Irak), er det samme, som Prubyla kæmper mod i dag.

”Som årene går, vil dette komme til at påvirke en pokkers masse flere mennesker, end vi går og tror. Radioaktivt støv og skyerne af røg og støv fra affyringen af DU (forarmet uran), rammer os nu,” sagde han, ”og jeg ved, at jeg ikke er den eneste fra min enhed. Min chef har fået konstateret kræft, og en af mine kammerater, som er 23 år gammel, får udslet. Hver gang, jeg researcher DU, kan jeg se, at jeg har alle bivirkningerne.”

Prubyla har indset, hvad flere og flere veteraner forstår: at magthaverne i vores militære rigmandsvælde (også kendt som den amerikanske regering) ikke kunne bekymre sig mindre om deres velbefindende. Et af skyggemedlemmerne af det nuværende rigmandsvælde, som også er en lovprist neokonservativ, Henry Kissinger, har omtalt militærpersoner som ”stumme, dumme dyr, der kan bruges” som skakbrikker i udenrigspolitik.

Folk som Prubyla forstår dette. De har fået nok, og nu gør de noget ved det.

Imens, i Den Grønne Zone i Crawford, vælger hr. Bush at ignorere modstandsbevægelsen, der står uden for hans hegn. Men det er i orden, fordi de hundreder, der protesterer der nu, repræsenterer tifold (hvis ikke hundredvis af) millioner over hele landet, som ligesom den irakiske modstandsbevægelse ikke har i sinde at forsvinde.

Kilde: Censurnyt.dk, www.censurnyt.dk, 28. august 2005, http://www.censurnyt.dk/scripts/viewnews.php?newsid=297&menuid=9
Komiteen for et Frit Irak har foretaget mindre rettelser. Originalartikel på engelsk, http://dahrjamailiraq.com/weblog/archives/dispatches/000272.php

10. september 2005

---

Artiklerne på www.fritirak.dk er ikke nødvendigvis udtryk for Komiteen for et Frit Iraks holdning.

Copyright 2003-2005 www.fritirak.dk