
| Komiteen for et Frit Irak - The Committee for a Free Iraq, Denmark |
| Forside |
| Frit Irak News |
| Politisk grundlag |
| Vedtægter |
| Pressemeddelelser og debatindlæg |
| Presseklip |
| Synspunkt |
| Tema |
| Multimedier |
| Udgivelser |
| Aktiviteter |
| Søgning |
| Links |
| Kontakt |
| English |
| عربي |
Komiteen
for et Frit Iraks konto:
Kontonr. 892-97-01977, reg.nr. 9860
Copyright
© 2003-2005
www.fritirak.dk
Af
Frank Johannesen, medlem af Valby mod Krig og Komiteen for et Frit Irak,
23. september 2005
Det er ikke til at komme uden om. Den irakiske modstand har vind i sejlene. Dialektikken mellem modstandens styrke i Irak og modstanden mod krigen i besættelseslandene er entydig. Krigen vil vare lige så længe, som den amerikanske befolkning tillader den – ligesom i forbindelse med Vietnam-krigen. Og opinionen mod krigen er stigende på grund af de mange dræbte og sårede amerikanske soldater. Rekrutteringen af nye soldater er stødt ind i store problemer, og mange soldater deserterer. Ifølge de seneste opinionsundersøgelser ønsker 55 procent af både den amerikanske og britiske befolkning, at tropperne trækkes hjem omgående.
Fredsbevægelsen og besætternes terror
Fredsbevægelsen i USA er med den ukuelige Cindy Sheehan i spidsen endelig kommet i mainstreammediernes søgelys med hendes optimistiske budskab: ”Jeg ved, at Camp Casey-bevægelsen vil slutte Irak-krigen”. Hendes søn Casey blev dræbt i Irak, og hun har i ugevis camperet uden for George Bush’ ranch i Texas for at få ham i tale, så krigen kan stoppes. Hun står i spidsen for den voksende fredsbevægelse og bringer sit budskab med til den internationale demonstrationsdag i Washington den 24. september.
De britiske styrker på 8.500 mand i Basra-området er ligeledes kommet under pres. Baggrunden er den voksende irakiske modstand i det sydlige Irak og den nylige afsløring af to britiske soldater, der var på hemmelig mission. Forklædt som arabere blev de arresteret af irakisk politi i Basra efter at have skudt og dræbt en irakisk betjent og såret andre ved et politi-checkpoint. I deres bil fandt politiet et stort våbenlager, og bilen var udstyret som en bilbombe angiveligt beregnet til en ”selvmordsaktion” mod civile og hellige steder i Basra. De britiske styrker gennemførte herefter med kampvogne og helikoptere en voldsom militær aktion for at få løsladt de to soldater, hvorved flere civile irakere blev dræbt.
Den mislykkede mission viser, at besættelsesmagterne ikke skyr nogen terroristiske midler for at ændre den uafvendelige historiske proces, som besættelsesmagterne frygter allermest, nemlig processen mod et frit, uafhængigt og selvstændigt Irak.
Sagen har allerede medført et fornyet pres mod Tony Blair for at få fastsat en endelig dato for de britiske soldaters tilbagetrækning. Et pres, der også vil få betydning for de danske styrker, der opererer under britisk kommando.
Antallet af lande i ”koalitionen af villige” fortsætter ligeledes med at skrumpe ind. Senest da Bush ringede til det norske Arbejderpartis leder og kommende statsminister i Norge, Jens Stoltenberg, for at lykønske ham med valgsejren. Her fik Bush at vide, at alle norske militærfolk vil blive trukket hjem.
Den nye skandale omkring de forsvundne seks milliarder kroner, der skulle være brugt til at opruste en national marionethær, bekræfter besættelsens kaotiske og kriminelle grundlag.
USA's ambitioner for Irak har derfor været stadig faldende. Først skulle Irak være et eksempel for alle andre lande i Mellemøsten – ligefrem et eksempel på et mønsterland med ”demokrati og frihed”, der ville sprede sig med dominoeffekt til hele Mellemøsten. Men helt forventeligt er USA til sidst endt med den klassiske koloniale del-og-hersk-politik med en kunstig kludetæppeopdeling af Irak mellem de forskellige etniske og religiøse grupper. Hvor var det befriende at høre den irakiske kvinde, der ifølge DR udtalte, at folket på grund af det omfattende svigt i elforsyningen slap for at overvære skuespillet om USA's forfatning for Irak.
Men krigsforbrydelserne fortsætter kontinuerligt, senest de omfattende angreb mod Tal Afar tæt på Mosul. Angrebene sker med det sædvanlige falske påskud om, at befolkningen har bedt marionetregeringen og besættelsesmagten om at ”udrense de udenlandske terrorister” – et påskud, der villigt kolporteres af de ”toneangivende” danske medier med DR’s og TV2’s nyhedskanaler i spidsen. Imens dræbes uskyldige børn, kvinder og mænd af de amerikanske bombardementer, og som i Falluja, Ramadi, Najaf og andre byer kan fordrevne civile i tusindvis vende hjem til sønderbombede boliger.
Repression både ude og hjemme
Den nuværende historiske fase er kendetegnet ved en meget aggressiv USA-imperialisme. Under dække af ”krigen mod terror” starter USA uprovokerede krige i strid med FN’s Charter med henblik på at påtvinge landene en neoliberal økonomi for at fastholde og udvide udbytningen af jordens folk med omfattende miljøødelæggelser og social forarmelse til følge. På hjemmefronten forøges de sociale uligheder og udbytningen af arbejderklassen. Samtidig begrænses de demokratiske frihedsrettigheder, såsom ytrings- og forsamlingsfriheden, og der sker systematisk overvågning af borgerne i overensstemmelse med Patriot Act-reglerne.
Som en af USA's tætteste allierede er statsmagten i Danmark en af Europas mest repressive over for politiske modstandere, der trodser begrænsningerne i demokratiet som følge af ”krigen mod terror”. Dette viser anklagerne/dommene mod blandt andet foreningen Oprør, Greenpeace, Komiteen for et Frit Irak, fredsaktivisten Ulla Røder, maleraktivisterne, tidligere FE-major og whistleblower Frank Grevil og senest varetægtsfængslingen af dansk-marokkaneren Said Mansour. Med til billedet hører også politianmeldelsen mod Enhedslisten for offentliggørelsen af Oprørs ”anklageskrift” mod terrorlovgivningen.
Den internationale konference i Italien under overskriften ”Lad Irak få fred – støt det irakiske folks legitime modstand”, som var planlagt til at finde sted den 1.-2. oktober i Italien, er blevet saboteret af Silvio Berlusconi ved, at der nægtes udstedt visa til de irakiske vidner, blandt et torturoffer fra Abu Ghraib-fængslet. Obstruktionen af konferencen kommer efter, at 44 medlemmer af USA's kongres har rettet en skriftlig formel anmodning til den italienske regering. Det er tankevækkende, at selv den tyrkiske regering, der af EU anklages for menneskeretskrænkelser, accepterede, at der i sommeren 2005 i Istanbul blev afholdt det afsluttende verdenstribunal om Irak. Tribunalet dokumenterede til fulde de omfattende krigsforbrydelser, som besættelsesmagterne har begået.
Selvom Danmark er krigsførende, er modstanden mod krigen temmelig begrænset. Filminstruktøren Per Fly kalder passiviteten for en kollektiv fortrængning. Baggrunden er ikke alene, at de borgerlige medier dækker krigen ud fra besættelsesmagternes præmisser, men også den noget tamme parlamentariske indsats fra oppositionen. Antikrigsbevægelsen, blandt andet Nej til Krig, er svækket på grund af modsætningen mellem Komiteen for et Frit Irak, der støtter modstanden, og Enhedslisten, der ikke gør. Såvel modstandsbevægelsen som Enhedslisten og SF har som hovedmål at få besættelsesstyrkerne trukket ud af Irak. Men når partierne kun støtter målet, men ikke virkemidlerne, herunder den folkeretligt legitime militære modstand, så er støtten til målet ikke optimal. Krigskoalitionen er derimod mere konsekvent – for alle, der forlanger tropperne hjem, støtter også den væbnede modstand.
Bush, Blair og Fogh er nemlig klar over, at USA's marionetregering vil falde sammen som et korthus uden deres regeringers militære og økonomiske støtte. Herefter vil den politiske scene tilhøre modstandsbevægelsen, der er forankret i folket, blandt andet Baath-partiet, Iraks Patriotiske Alliance og den shiitiske imam Al-Sadrs Mahdi-hær.
Modstandsbevægelsen har erklæret, at den i en overgangsperiode vil regere landet, indtil der kan holdes frie og demokratiske valg.
Modstandens betydning for fremtiden
Takket være den nationale irakiske modstands styrke lider den mest aggressive og barbariske imperialisme siden 2. verdenskrig nederlag og giver sit bidrag til, at det amerikanske projekt for et nyt århundrede vil blive kastet på den historiske mødding. Herved undgår verdens folk og nationer at blive underlagt den amerikanske transnationale kapitals herredømme – fra nord til syd fra øst til vest. Derfor må jeg tage kraftigt afstand fra, at folketingsmedlem Jørgen Arbo-Bæhr fra Enhedslisten i et interview i partiets medlemsblad Rød-Grønne Linjer den 11. august skoser modstanden i Irak og beskylder den for at sende terrorgrupper til USA (1). Sådanne falske påstande, som Bush forgæves har forsøgt at dokumentere, gavner kun besættelsesmagterne.
Om Al-Qaidas påståede leder i Irak, jordaneren Abu Musab Al-Zarqawi, om hvem man ikke ved, om han er levende eller død, men som i begge tilstande er til stor nytte for besættelsesmagterne, er der kun at sige, at han dukkede op samtidig med besættelsen og vil blive fjernet af den nationale modstandsbevægelse samtidig med uddrivelsen af besættelsesstyrkerne.
Det kommende historiske nederlag for USA-imperialismen kan meget vel få endnu større betydning end nederlaget i Vietnam. Som sandsynlige følger skal nævnes:
• Nederlaget forebygger nye militære eventyr mod ”ulydige” lande fra ”ondskabens akse”.
• USA må forlade de 14 irakiske militærbaser, der skulle have befæstet landets militære magt i Mellemøsten og erstattet de mere usikre baser i Saudi Arabien.
• Den geopolitiske forandring i Mellemøsten vil hæmme USA’s evne til at inddæmme Rusland og Kina – ligeså begrænses adgangen til de rigelige olieforekomster i området omkring Det Kaspiske Hav.
• Omdannelsen af hele Mellemøsten til et neoliberalt område med fri adgang for de store amerikanske koncerner som Halliburton glipper, hvilket specielt bliver smerteligt for olieselskaberne, der må se til, at den irakiske olieindustri vil blive gennationaliseret. A.P. Møller-Mærsk Gruppen, der arbejder tæt sammen med USA, kan også vinke farvel til de nuværende store krigsprofitter.
• En tilbagevenden til afregning af den irakiske olie, der har verdens andenstørste oliereserver, fra dollar til euro, vil medføre store problemer for den amerikanske økonomi, idet dollaren svækkes og mister indflydelse som reservevaluta. Denne proces kan sprede sig til de øvrige OPEC-lande.
• Et sammenbrud for de imperialistiske planer for Mellemøsten vil igangsætte en fornyet opblomstring af de panarabiske sekulære bevægelser. Det vil indebære, at de undertrykkende regimer i Saudi Arabien, Egypten og Iran vil komme under folkeligt pres for demokratiske reformer. Den politiske islam, som er dominerende i Saudi Arabien og Iran, vil svækkes, fordi den ikke kan tilgodese befolkningernes økonomiske, sociale, kulturelle og politiske behov.
• USA’s politiske, økonomiske og militære retræte i hele Mellemøsten vil stoppe rekrutteringen af muslimske terrorister, fordi den udelukkende næres af besættelsen af Palæstina og de andre arabiske lande.
• Når USA svækkes i Mellemøsten, så svækkes Israel også, hvilket vil fremme opbygningen af en levedygtig og selvstændig palæstinensisk stat.
• Imperialismens strategiske koncept ”krigen mod terror” bryder sammen som en konsekvens af denne mellemøstlige forandringsproces.
• Besættelsesmagterne vil i kølvandet på nederlaget komme til at betale en klækkelig krigsskadeerstatning for de mange lidelser og ødelæggelser, de har påført Irak og dets folk. De ansvarlige stats- og regeringsledere kan forvente at modtage en retfærdig straf for deres krigsforbrydelser ved en international straffedomstol.
Hele denne mellemøstlige proces mod fred og retfærdighed kan vi specielt takke den nationale irakiske modstandsbevægelse for. Som den grimme ælling i H. C. Andersens eventyr blev modstandsbevægelsen i Irak i lang tid af næsten alle i Vesten forfulgt og forhånet, men til sidst må alle bøje sig ærbødigt for den modstand, der i brusende fjer og med et sandt hjerte befrier sit land og ændrer verdenshistoriens gang.
Noter:
1. Det handler om mere end Irak, Rød-Grønne Linjer,
11. august 2005, http://www.enhedslisten.dk/medlemsblad/blad.asp?linket=8695
30. september 2005
Artiklerne på www.fritirak.dk er ikke nødvendigvis udtryk for Komiteen for et Frit Iraks holdning.
Copyright 2003-2005 www.fritirak.dk