Komiteen for et Frit Irak - The Committee for a Free Iraq, Denmark

 
Forside
Frit Irak News
Politisk grundlag
Vedtægter
Pressemeddelelser og debatindlæg
Presseklip
Synspunkt
Tema
Multimedier
Udgivelser
Aktiviteter
Søgning
Links
Kontakt
English
عربي

Komiteen for et Frit Iraks konto:
Kontonr. 892-97-01977, reg.nr. 9860

Copyright © 2003-2005
www.fritirak.dk

 

Det irakiske folk afviser forfatningen som besætternes og lakajernes projekt

Irakiske soldater fra marionethæren bevogter et valgsted i Baquba den 15. oktober 2005Af Carsten Kofoed, bestyrelsesmedlem i Komiteen for et Frit Irak, 16. oktober 2005

Det gik som forventet i Irak i går. Blot en time efter, at afstemningen om den amerikansk dikterede forfatning for Irak var slut, kunne Farid Ayar, en talsmand for den amerikansk udpegede ”uafhængige” valgkommission i det krigshærgede besatte land, erklære, at valgdeltagelsen havde været 61 procent.

Samme valgkommission sagde ved ”parlamentsvalget” i januar, før ”valget” overhovedet var overstået, at valgdeltagelsen havde været 72 procent. Senere røg den ned på 50, inden den som bekendt endte på 58 procent.

Det er ikke pålideligheden, der præger den kommission, hvis navn burde rettes til noget i retning af den USA-afhængige kommission for valgfusk i Irak.

BBC’s korrespondent Jim Muir kunne fra det kurdiske Arbil rapportere, at selv i Kurdistan i det nordlige Irak var der meget lidt entusiasme i forhold til afstemningen, meget mindre end ved ”parlamentsvalget” den 30. januar. Iraks ”uafhængige” valgkommission har nævnt en valgdeltagelse i Kurdistan på mellem 33 og 66 procent.

De rigtige tal er helt sikkert en hel del lavere, men selv kommissionens egne tal gennemhuller besættelsesmagtens propagandamyte om, at alle kurdere strøg til stemmeboksen og bakkede op om USA’s forfatning. At selv kurderne, som er den eneste befolkningsgruppe i Irak, hvor flertallet har været venligt stemt over for besættelsen, i den grad boykotter afstemningen, gør det overvejende sandsynligt, at boykotten har været langt større blandt shiamuslimerne, som ifølge de vestlige medier ”massivt deltog og støttede forfatningen.”

I den hovedsagligt shiamuslimske by Najaf opfordrede omtrent 100 klanledere til boykot, og Juan Cole, en professor fra Michigans Universitet i USA, der støtter besættelsen, skriver bekymrende på sin blog Informed Comment, at ”shiamuslimernes deltagelse i nogle provinser var meget lav.”

Om sunnimuslimerne skriver han, at ”det ser ud til, at de fleste sunnimuslimer ikke har fulgt opfordringen fra Mohsen Abdel Hameeds Iraks Islamiske Parti om at stemme ja.”

Bloggen Baghdad Burning, der bestyres af en irakisk kvinde i Bagdad, siger om Iraks Islamiske Parti, at det ”repræsenterer en meget, meget lille procentdel af sunnimuslimerne.”

Man kan roligt konkludere, at sunnimuslimerne enten har stemt nej eller boykottet forfatningen.

Omkring afstemninger om grundlove er det i øvrigt værd at huske på, at man normalt har en mindste stemmeprocent for, at sådanne afstemninger er gyldige. Det sker for at sikre et vist minimum af folkelig opbakning bag landets grundlov.

I Danmark siger grundlovens paragraf 88 for eksempel, at stemmeprocenten mindst skal være 40 procent, for at en grundlovsændring overhovedet kan være gyldig. I Irak var der ingen mindste stemmeprocent i den midlertidige forfatning, som USA skrev i marts 2004 (TAL), og som er ”gældende”, indtil en permanent forfatning er vedtaget. Der var kun et krav om simpelt flertal, og at tre provinser med to tredjedeles flertal kunne afvise forfatningen (oprindeligt møntet på kurderne, artikel 61). Det afspejler, at USA, selvom amerikanerne bestemmer både stemmeprocent og resultat, hverken ønskede at give det irakiske folk boykotkortet eller syntes, at det var særligt vigtigt at insistere på en vis folkelig støtte til forfatningen.

Sejr for modstanden

USA var hurtigt ude med meldingen om, at forfatningen er vedtaget.

Under et besøg i London, hvor USA’s udenrigsminister Condoleezza Rice skulle mødes med den britiske premierminister Tony Blair, udtalte hun om afstemningen:

”De fleste mennesker på stedet går ud fra, at den formentlig blev godkendt.”

Rice sagde dermed indirekte, at hun ikke bare håber, at forfatningen godkendes, men også at hun har indflydelse på, om det sker. Det er helt unormalt, at statsledere udtaler sig om valg i andre lande, inden der foreligger et endeligt resultat.

Rices udtalelser viser med al ønskelig tydelighed, at det er USA, der suverænt bestemmer, hvad der sker i den såkaldte politiske proces i Irak. De irakiske ”politikere” er blot statister, der enten må følge amerikanernes diktater eller finde noget andet at lave, og det er svært, når man allerede er afsløret og stemplet som forrædere og besætternes ynkelige lakajer.

En irakisk valgembedsmand sagde, at et foreløbigt afstemningsresultat – hvad man så end kan bruge det til – vil blive offentliggjort den 19. oktober. Det officielle skulle komme den 24. oktober. Men man behøver ikke vente så længe. Som Rice lod forstå, er resultatet allerede afgjort i Det Hvide Hus.

I løbet af de kommende dage vil der komme flere og værdifulde oplysninger ud fra Irak om, hvad der egentlig foregik i går. Men indtil videre kan man slå følgende fast:

Afstemningen var en illegitim farce, afholdt under en blodig, fascistisk besættelse og på basis af en ulovlig aggressionskrig. Den blev i stort omfang afvist og boykottet af det irakiske folk og var endnu en politisk lussing til besættelsesmagten og dens kollaboratører, en afvisning af hele deres politiske projekt i Irak. Den var en sejr for det irakiske folk, for Iraks enhed og ikke mindst for den væbnede irakiske modstand. Tillykke!


Kilder:

Iraq vote fails to thrill Kurds, BBC News, 15. oktober 2005, http://news.bbc.co.uk/1/hi/world/middle_east/4346210.stm

Sunni Arabs Reject Constitution, Informed Comment, 16. oktober 2005, http://www.juancole.com/2005/10/sunni-arabs-reject-constitution-anbar.html

The Referendum, Baghdad Burning, 15. oktober 2005, http://riverbendblog.blogspot.com/2005_10_01_riverbendblog_archive.html
#112934011728690613


Artiklerne på www.fritirak.dk er ikke nødvendigvis udtryk for Komiteen for et Frit Iraks holdning.

Copyright 2003-2005 www.fritirak.dk