Før sit møde med amerikanerne arbejdede Ali som en mukhtar, en landsbychef, i sin landsby i Abu Ghraib-distriktet. Her holdt han foredrag om høsten i moskeer og bestyrede en parkeringsplads, der lå ved siden af den lokale moske.

I dag er Haj Ali langt fra en skræmmende figur. Han ser venlig ud, og det er svært at fatte, hvordan man kan behandle en mand så grumt, eller hvordan man kan finde på at sende ham til et torturhelvede som Abu Ghraib.

”Mine første problemer med amerikanerne startede, da jeg tog noget tomt land og lavede det om til en legeplads for børnene,” siger Ali. Han fortæller, hvordan amerikanerne begyndte at komme med murbrokker fra lufthavnsområdet. Hvordan der blandt brokkerne bl.a. lå kropsdele fra mennesker og pornografiske blade. En af de lokale læger begyndte at rapportere om skader påført lokale fattige, der søgte efter værdigenstande i murbrokkerne.

”Før tænkte jeg at amerikansk demokrati nok ville være som én stor legeplads. I stedet for fik vi en møgbunke af hengemte kemikalier, menneskelige kropsdele og porno,” fortæller Haj Ali.

Arresteret af USA

Da han som landsbychef var ansvarlig for området, beklagede han sig til kommunen. Så startede problemerne for alvor. Klokken var 11 om formiddagen den 30. oktober 2003, da soldater hentede Haj Ali fra gaden, hvor han arbejdede, og gennede ham ind i en Hummer (firehjulstrækker). Den transporterede ham til Al-Amariyye, en tidligere militærbase for den irakiske hær, som nu er omdannet til en amerikansk detention. Der mødte han en Kaptajn Phillips, der mødte ham med: ”Jeg ved ikke hvilken afdeling der står for din arrest, men du skal være her.”

Mange familiemedlemmer, som på dette tidspunkt havde hørt om hans arrest, kom og bad om hans frigivelse. Kaptajn Phillips spurgte Haj Ali, om han troede, at menneskene udenfor ville angribe. ”Det ved jeg ikke,” svarede Haj Ali.

I to dage var han på dette sted, og den tredje dag blev han med en pose over hovedet transporteret til det nu berygtede Abu Ghraib-fængsel. ”Jeg vidste selvfølgelig intet om hvor jeg var,” fortæller Haj Ali. ”Før jeg kom ind i fængslet, blev jeg pålagt en meget ydmygende undersøgelsesprocedure.”

Proceduren, Haj Ali fortæller om, varede en time til halvanden. Amerikanerne tog fingeraftryk, øjeskanninger og prøver på servietter, før han blev sendt til et undersøgelseslokale. ”Egentlig er der tale om toiletter,” fortæller Haj Ali. ”De er fuldt med skidt og møg. To udspørgere og en oversætter sad lidt fra mig, et stykke fra alt skidtet.” Haj Ali blev bedt om at sætte sig midt i hullet, der fungerede som toilet.

Det første spørgsmål, han blev stillet, var: ”Er du en sunni eller shia?”. Haj Ali var forundret.

”Det var første gang, nogen stillede mig dette spørgsmål.” Han forklarer, at man aldrig, heller ikke før i tiden i Irak, kom ind på, hvilken religiøs skole man tilhørte. Selv ikke i ægteskabslovene.

Så blev han anklaget for at have angrebet besættelsestropperne. Haj Ali peger på en defekt på sin finger for at forklare, hvorfor noget sådant er en umulighed for ham. ”Jeg fortalte dem, at jeg ikke ville være i stand til at deltage i sådanne ting, og at de kunne få telefon nummeret på en læge, der havde opereret mine fingre.”

”De spurgte også, om jeg kendte Osama bin Laden,” fortsætter Haj Ali. ”Jeg fortalte, at jeg kender ham fra tv.” De fortsatte med lignende spørgsmål, også om Saddam Hussein. ”Det føltes, som var de ude på at finde noget at anklage mig for. Så sagde de til mig, at jeg var antisemit, hvortil jeg svarede, at semitter er en af menneskehedens fædre. ’Du ved, hvad jeg mener,’ svarede en af udspørgerne.”

Oplysninger kræves

Haj Ali fik at vide, at man vidste, at han var en person med en vis indflydelse. At han var mukhtar i sin landsby. ”Hvorfor samarbejder du ikke med os? Vi vil endda kunne give dig en operation på din hånd.” Udspørgeren fortsatte: ”Vi er det mægtigste folk i verden, vi har besat jeres land, og du burde overgive dig og samarbejde.”

Senere er det blevet tydeligt, at de amerikanske besættelsesstyrker fangede Haj Ali og mange andre, der deler hans skæbne, fordi de ville skaffe sig oplysninger og rekruttere loyale folk blandt vigtige personer i lokale landsby- og stammesamfund. Det handlede altså ikke bare om at standse opstanden. Haj Ali var ikke imødekommende, da han svarede: ”Hvis I definerer jer som besættere, så er dette at modstå besættelsen indskrevet som en del af islamisk såvel som international lov.”

Udspørgerne blev med at spørge ham, om han ville samarbejde. De truede med at sende ham et sted hen, hvor selv hunde ikke kan leve, eller til Guantanamo. Efter denne første udspørgen blev Haj Ali sat op på en lastbil. Der blev delt poser ud, som de tilfangetagne skulle putte over deres hoveder. En af soldaterne råbte: ”Har alle fået en pose?” En af fangerne, en blind mand, svarede, at han ikke havde fået nogen. Denne mand var også anklaget for at have angrebet besættelsestropper.

”Store fisk”

Så blev de transporteret til et fængsel, der hedder ”Fiji”. Dette sted bestod af telte. Hvert femte telt var omringet af pigtråd og en høj væg. ”De, der var her,” fortæller Haj Ali, ”var folk, som amerikanerne kaldte ’store fisk’.”

Om forholdene i lejren fortæller Haj Ali: ”I hvert telt er der 40 folk. Der er ikke megen plads, og hvis man vil sove, skal man ligge på siden. I alle fem telte boede omkring 200 mennesker.”

Fangerne lod os bruge transportable toiletter. Man skulle stå i kø i to-tre timer for at benytte dem, og toiletterne var fyldt til randen med ekskrementer, når det blev ens tur. De sanitære forhold var nærmest ikke-eksisterende. I hvert telt skulle fangerne dele 20 liter vand til alle deres behov. Man drak vand af flasker fundet i skraldespandene.

”Maden var også af en meget dårlig kvalitet,” fortæller han videre. ”Vi fik ikke faste måltider, og der var kollektiv afstraffelse. F.eks. kunne en hel lejr blive nægtet retten til et måltid, hvis én af fangerne havde snakket med en fange fra en anden lejr. Man kunne også alle sammen blive straffet ved at skulle stå i lang tid i solen.”

Haj Ali fortsætter: ”Der skete noget mærkeligt med en ung mand fra Sadr. Hans navn var Sheik Jaber Al-Qadi. Da alle de andre i lejren kom fra sunni-byer som Falluja, Ramadi og Mosul, følte denne unge mand sig isoleret. For at støtte ham bad vi ham lede bønnen. Da dette skete, greb amerikanerne fat i ham og spurgte: ’Hvorfor beder du sammen med sunnierne?’ Hvorefter han fik prygl.”
Under opholdet mødte Haj Ali mange grupper fra forskellige fængsler, f.eks. Mosulfængslet eller fængslerne ved Bagdads lufthavn. Han hørte historier om tortur, og man viste ham mærker efter tortur. Han hørte også, hvordan nogle fik hallucinogene midler, så man kan komme til at se skræmmende billeder som skorpioner eller andre mareridtsvæsener. Da var det, at Haj Ali fik ideen til at danne en organisation for at støtte fangerne.

Få dage senere blev Haj Ali igen forhørt, og atter truede man ham med at blive sendt til Guantanamo eller lignende steder. Ifølge Haj Ali var en kvindelig soldat til stede ved forhøret. Hun sad og viste dele af sin krop frem under forhøret. Da det blev Ramadan, blev fangerne påført en ny form for stress: Muslimer må som bekendt ikke spise mellem solopgang og solnedgang. I denne periode blev maden bragt til dem lige efter morgenbønnen, hvilket betød, at fangerne måtte vente med at spise maden til efter klokken 11 om natten. ”De ville have os til at bryde fasten,” forklarer Haj Ali og nævner en anden generende ting: ”Seks larmende elektricitetsgeneratorer var i gang dag og nat. Hver generator var kun tilsluttet tre lamper, hvilket betød, at de næsten intet lys gav, kun larm. Selvfølgelig var der ikke elektricitet i teltene.”

”11716”

En dag blev Haj Alis nummer råbt op: 11716. Han fik håndjern på hænder og fødder, og hans hoved blev dækket af en pose, hvorefter han blev sat i en Hummer: ”Da posen blev fjernet fra mit hoved, kunne jeg se en lang korridor, og jeg kunne høre en masse mennesker skrige som følge af tortur. De sagde, jeg skulle tage mit tøj af, min gallabiyye (traditionel klædedragt for muslimske mænd), min underskjorte og mine underbukser.” Da han nægtede dette, tog fem soldater fat i ham og tvang tøjet af ham. Derefter skulle han gå ti meter hen til en trappe.

”De ville have mig til at gå op ad trappen, men mine fødder var svage, og jeg kunne ikke løfte benene Jeg faldt og de begyndte at slå mig. Så kravlede jeg op ad trappen. Dette tog mig en time.” Efter dette blev Haj Ali sat op mod en væg og hans hænder blev bundet op i en dørkarm. ”De slog mig selvfølgelig igen, overhældte mig med urin og beskidt vand, skrev på mig, skød mod mig med en tom revolver, brugte en mikrofon til at råbe bandeord ind i mit øre og smældede med håndjernene ind i mine ører. Sådan blev det ved, lige indtil morgenbønnen blev indkaldt.”

Der kom en person og tog posen af hans hoved. Han talte med en arabisk/libanesisk accent, da han spurgte: ”Kender du mig? Jeg er kendt. Jeg har forhørt folk i Gaza, på Vestbredden og i Sydlibanon. Jeg har et godt ry. Enten får jeg, hvad jeg vil, ud af folk, eller også gør jeg det af med dem.” Et af håndjernene blev fjernet fra Haj Alis håndled. Hans hænder blev nu hængt, så hans krop formede et kors i dørrammen. ”Nu er du korsfæstet,” sagde forhørslederen. Haj Ali måtte lide under flere tæsk og beskidt vand. Han blev slået med en riffel på kroppens mest følsomme steder.

Så kom endnu en mand. Haj Ali fortsætter: ”Jeg kunne genkende hans arabiske accent som den hos maghrebijøder. Derfor siger vi, at vi er ofre for en amerikansk/zionistisk besættelse.”

Torturen fortsatte i tre dage. Hans kropsstilling blev ændret lidt. Han skulle stå på sine tæer. Han fik at vide, at ”hans hænder ville rådne”.

”Senere forstod jeg, at det, jeg gennemgik, var en del af en operation, som kaldtes ’jernhest’. Operationen var stilet mod indflydelsesrige mennesker, stammeledere etc. for at få dem til at samarbejde med besættelsesstyrkerne.”

Celle 49

Den tredje morgen mødte han atter en udlænding, og atter blev han tilbudt løsladelse fra fængslet for at deltage i operationer. ”Jeg svarede, at jeg ikke havde noget at sige,” fortæller Haj Ali. ”Under hele denne periode hørte jeg skrig, kvinder, der skreg, børn, der skreg, og hvem der end kom forbi mig gav mig tæsk.” Efter middagsbønnen gav de Haj Ali håndjern på, tog ham hen til en celle, bandt ham fast til gitteret, lod ham ligge på gulvet og kom med en stor højtaler.

De spillede sangen By the Rivers of Babylon meget højt igen og igen. ”Jeg ville ønske at de ville give mig min pose på mit hoved igen,” fortæller Haj Ali. Senere kom forhørslederen og fjernede højtaleren, men Haj Ali kunne ikke høre noget som helst. ”Jeg kunne stadig høre sangen, selvom de havde slukket for musikken.” Selv da han fik sprøjtet vand i ansigtet, kunne han ikke høre, hvad forhørslederen sagde.

”Jeg blev sat i celle nr. 49. De tog et billede af mig, før de fjernede sækken om mit hoved, og så tog de et andet billede. Da jeg så over i de andre celler over for mig, kunne jeg genkende en af dem. Han var imam. Alle var uden tøj.”
”Bare rolig,” sagde de. ”Vi har haft det sådan her i tre måneder.” Haj Ali prøvede at bruge noget indpakningspapir til mad som lændeklæde, men amerikanerne ville ikke tillade ham dette.

”Vi fik alle sammen et øgenavn af amerikanerne,” fortæller Haj Ali. ”En hed ’Store kylling’ en anden ’Dracula’, der var en ’Ulve-mand’, en ’Joker’ og en ’Gilligan’. Jeg blev kaldt ’Colin Powel’.” Næste dag kom specialist Charles Graner. Han blev senere tiltalt for tortur, da Abu Ghraib-skandalen kom frem i medierne. Haj Ali havde en bandage på sin hånd for at dække et sår, hvor blodet havde koaguleret. Graner rev bandagen af, så såret røg af i ét stykke. Haj Ali faldt bevidstløs omkuld.

”Næste dag spurgte jeg en af de kvindelige soldater, om hun havde noget smertestillende. Hun bad mig føre hånden ud under sprækken på døren. Jeg troede, hun ville se min hånd, men hun trådte på den, idet hun sagde: ’Dette er den amerikanske måde at lindre smerter på!’” Efter 15 dage fik han et tæppe. ”Jeg forsøgte at dække min krop med det, og mine medfanger blev glade på mine vegne. I denne afdeling som blev kaldt ’the quarry’, kunne man høre skrig.” Haj Ali fortsætter: ”Når de sendte mad til de kvindelige fanger, blev maden bragt til dem af nøgne mænd.”

De kvindelige fanger var gidsler for brødre, fædre eller sønner. ”Vi kunne høre deres skrig. og det eneste vi kunne gøre var at råbe Allahu Akbar, Gud er stor.” Efter 15 dage blev forhørene intensiveret, da amerikanerne ville sende fangerne tilbage og erstatte dem med nye. ”Hvorfor ydmyger I os?” spurgte en af Haj Alis venner en kvindelig soldat. ”Det har vi fået ordre til i denne situation,” svarede hun.

Med strøm på

Efter et stykke tid blev Haj Ali sendt til forhørsrummet, hvor ti mennesker var til stede. Nogle var i militæruniform, og andre var i civilt tøj. De havde telefoner med indbyggede kameraer. ”På det tidspunkt vidste jeg ikke, at dette var muligt. Jeg troede, at telefonerne blev brugt til at optage lyd med eller sådan noget,” fortæller Haj Ali. I dette rum indtraf den begivenhed, der som et eksempel på amerikanernes tortur senere skulle gå verden rundt.

”De lod mig stå på en kasse med et reb om mit hoved og mine arme strakt ud til hver sin side. De sagde, de ville give mig elektriske stød. Jeg troede dem ikke. Så tog de to ledninger og stak dem ind i min krop. Det føltes, som mine øjne skulle sprænges. Så faldt jeg ned på jorden.”

Under torturen bed Haj Ali sig i tungen. Lægen kom, og med sin sko fjernede han Haj Alis hætte og hældte vand på tungen. ”Han kunne ikke se noget sår på tungen,” fortæller haj Ali, ”så han bad dem fortsætte. For det meste var lægerne med i torturen. De ville fortælle det, hvis fangerne så ud til at foregive eller overdrive smerte, og så ville de bede forhørene fortsætte.”

Tre gange var han i rummet, og fem gange fik han elektriske stød. De bandt hans hænder og hoved fast til et rør i loftet og stoppede noget tørt brød ind i hans mund. De tog billeder af ham og fortsatte med forhøret. Under forhøret spurgte de: ”Hvad ville du sige til mere tortur?” Haj Ali svarede: ”Jo mere I torturerer os, jo større belønning får vi af Gud.”

Haj Ali var ikke den eneste, der blev mishandlet. ”Jeg så imamen fra en af de største moskeer i Falluja. Han er 75 år gammel. Det var ikke nok for dem at slæbe ham nøgen gennem fængslet. De skulle også klæde ham ud i dameundertøj.”

”En af fangerne fik ordre om at lave afføring med en sæk om sit hoved. Da han var færdig, tog de sækken af, så han kunne se sin far, og det skulle de også fotografere.”

”Der hændte følgende med en imam fra en anden moske,” fortæller Haj Ali. ”En af de kvindelige soldater tog sit tøj af foran ham og bad ham have sex med hende. Han nægtede selvfølgelig, og på grund af dette tog hun en penisattrap på for at voldtage ham.”

Modstandens rugekasser

Haj Ali fortæller, at disse fængselslejre faktisk er rene udklækningsanstalter til modstandsbevægelsen. ”Halvfems procent af de arresterede er uskyldige, men så snart de kommer ud, er de klar til væbnet oprør mod besættelsesstyrkerne. Enhver, der bliver behandlet, som vi gjorde det, eller som ser sin bror eller søster blive behandlet sådan, er klar til kamp.” Her understreger Haj Ali, hvor vigtigt det er at forstå, med hvilken alvor anholdelse og dårlig behandling af kvinder ses i de arabiske samfund.

Efter 49 dage i ’the quarry’ hørte han fra sine forhørere, at hans arrestation var en fejl, og at han ville blive sendt tilbage til teltet. Næste dag kom en soldat og bragte ham tilbage til teltlejren. ”Så er du født igen,” sagde han. Efter at være budt velkommen i teltene brugte Haj Ali to dage på at ”kikke op i himlen, idet jeg forsøgte at vænne mig til lyset efter at være kommet tilbage fra de mørke celler. Mens jeg var i cellerne, tabte jeg 84 pund ” fortæller Haj Ali. ”Det ved jeg, fordi de gav mig et armbånd med min vægt på, da jeg kom.” Så fik han sine ejendele tilbage, og han blev sat på en lastbil med en pose om hovedet, men denne gang uden håndjern. Så blev han skubbet af lastbilen. ”Da jeg fjernede posen fra mit hoved, kunne jeg se, at jeg var på hovedvejen. Så vidste jeg, at jeg var blevet løsladt.”

Ofrene

Sådan ender Haj Alis historie om Abu Ghraib. Efter hans løsladelse, og efter at skandalen om Abu Ghraib kom frem, fik han undervisning i menneskerettigheder af FN. Han ville gerne bruge sine erfaringer og danne en organisation, og han gik til den irakiske stat for at få hjælp. Her fik han at vide, at ”der findes ikke dårlig behandling i fængslerne”.

En konference blev arrangeret, med støtte fra mange kendte, og ”The Association of the Victims of U.S. Prisons of Occupation” var skabt. Målene er at distribuere information om tortur og om, hvad der sker i fængslerne, hjælpe de løsladte og kontakte de indsattes familier.

Foreningen fokuserer ikke bare på amerikanere. ”Mange af de forskellige fængsler er drevet af private selskaber, af lejesoldater,” fortæller Haj Ali. ”Der er mennesker fra hele verden. Det er ikke kun amerikanerne, der er de skyldige.”
”Det, der sker i Irak, er en meget naturlig reaktion på overgrebene,” siger Haj Ali. ”Den såkaldte vold et meget naturligt svar.” Han fortsætter: ”I Saddams æra var der 13 fængsler. Nu er der 36 drevet af regeringen og 200 af regeringstropperne. De irakiske fængsler er de værste. Vi har dokumentation for afskårne fingernegle og oversavede hænder, alt sammen accepteret af den amerikanske regering.”

”Hvad der foregår i Irak, er en kriminel handling, også mod det europæiske og det amerikanske folk. De taber ansigt. Torturen bliver givet af folk af alle nationaliteter. Jeg anklager ikke nogen, der griber en udlænding og kidnapper ham,” siger Haj Ali. ”Det er en reaktion på, hvad de har lidt.”

Hans organisation arbejder nu med fysisk og psykisk rehabilitering. Dette er ikke enden på Haj Alis historie. Han kommer til Italien 1.-2. oktober for at fortælle den til den europæiske antikrigsbevægelse. Og han vil fortsætte med at fortælle om USA’s tortur og overgreb til alle, der vil lytte.

Tak til dr. Hisham Bustani, som gjorde dette interview muligt. Oversat fra engelsk af Ruth Sillemann for Stop Terrorkrigen.

*Haj Ali Al-Qaysi blev nægtet indrejsevisum til den planlagte konference i Rom 1.-2. oktober 2005 til støtte for den irakiske modstand, hvor han skulle have været en af hovedtalerne. En gruppe italienske parlamentsmedlemmer har taget initiativ til en parlamentarisk undersøgelse af, hvorfor Haj Ali og andre irakere blev nægtet indrejsevisum til Italien. Lars Akerhaug er medlem af Komiteen for et Frit Irak, Norge.

Kilde: Kommunistisk Politik, www.kpnet.dk, nr. 21, 28. oktober 2005

4. november 2005

---

Artiklerne på www.fritirak.dk er ikke nødvendigvis udtryk for Komiteen for et Frit Iraks holdning.

Copyright 2003-2005 www.fritirak.dk