Komiteen for et Frit Irak - The Committee for a Free Iraq, Denmark

 
Forside
Frit Irak News
Politisk grundlag
Vedtægter
Pressemeddelelser og debatindlæg
Presseklip
Synspunkt
Tema
Multimedier
Udgivelser
Aktiviteter
Søgning
Links
Kontakt
English
عربي

Komiteen for et Frit Iraks konto:
Kontonr. 892-97-01977, reg.nr. 9860

Copyright © 2003-2005
www.fritirak.dk

 

Global protest 18. marts 2006

Af Jakob Nerup, bestyrelsesmedlem i Komiteen for et Frit Irak, 23. november 2005

Hver eneste dag har sine 50-100 døde irakere, 1-5 amerikanske soldater og mange flere ødelagte sjæle. 19. marts 2003 begyndte den amerikansk ledede koalition sit angreb og efterfølgende besættelse af Irak. En krig og besættelse, Danmark med Fogh og Mærsk i spidsen har bakket op om og er i dag blandt de meget få stater som deltager med soldater. Den 18.-19. marts er der over hele verden planlagt kæmpe demonstrationer i for eksempel London, Washington, Rom, Athen, København og Århus.

Træk de danske tropper hjem

Foghs besættelse af Irak er presset. Vi ved alle, at han løj Danmark ind i krigen med løgnen om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben. Vi ved, at danske soldater aktivt har udøvet tortur, skudt 169 gange og dræbt 13 irakere og såret mange flere. Vi ved, at de danske soldater dør i Irak, og at de dødes pårørende ikke støtter den danske deltagelse i besættelsen. Vi ved, at de virkelige bagmænd bag Danmarks deltagelse i krigen er dødens købmænd, som profiterer gennem store våben- og transportkontrakter med USA, og Mærsk tjener milliarder. Vi ved, at Socialdemokraterne og De Radikale vil have de danske tropper ud næste sommer. Der er al mulig grund til at sætte alle kræfter ind for at skabe et folkeligt pres på regeringen, så de danske tropper trækkes hjem nu.

Stop besættelsen

USA har 160.000 soldater i Irak, mere end 2000 døde og titusinder af sårede. Irakerne har betalt med mere end 100.000 døde og mange flere sårede og endnu flere med ar på sjælen. USA’s besættelse er beretningen om grusomheder, destruktion og røverøkonomi.

Historierne om tortur i Abu Ghraib-fængslet fortsættes med de CIA-trænede irakiske torturbødler i indenrigsministeriet, som holder hundredvis af fanger i kældrene. Historierne om de forfærdelige angreb på Falluja, Najaf og andre byer er printet ind i vores hukommelse. Befolkningen fik først lukket for mad og vand. Dernæst angreb de med fly, kanoner og tanks. Til sidst kom de med granater og napalm. Vi ved, at to britiske soldater, forklædt som troende, blev arresteret i en bil fyldt med sprængstoffer og våben. Vi ved, at en række af de værste bilbomber mod civile på markeder og ved moskeer ikke er placeret af modstanden. Vi ved, at sekteriske militser, som tilhører de irakiske regeringspartier, myrder politiske modstandere og sunnireligiøse ledere. Vi ved, at myten om spøgelsesterroristen Al-Zarqawi overeksponeres i den amerikanske propaganda.

Amerikanerne lovede at genopbygge Irak og bringe velstand. Det modsatte er sket. Den irakiske olie bruges til at finansiere den udpegede regering og besættelsen. De multinationale firmaer har fået kontrakterne, og de beskyttes af 20.000 lejesoldater. De almindelige irakere har kun strøm få timer om dagen; rent vand er en mangelvare og det offentlige system totalt smadret. Skoler er nedslidte, og hospitaler mangler medicin, og alt koster penge. Arbejdsløsheden stiger og er på over 50 procent. De mange milliarder, USA har postet i Irak, er gået til korruption af kurdiske, shiamuslimske og andre grådige mænd, som villigt lader sig bruge som regering. Valgene i Irak har ikke skabt demokrati, men i stedet understøttet den etniske og religiøse opdeling mellem kurdere, shiitter og sunnitter. Denne sekteriske opdeling af Irak har besættelsen skabt, og den udbygges gennem opbygningen af det irakiske militær. Ud af 115 bataljoner er der 60 shiitiske 45 sunnitiske og 9 kurdiske bataljoner, mens der kun er én blandet.

Oprøret har opbakning

I praksis er kun halvdelen af tropperne aktive. Irakerne har ikke fået sikkerhed – tværtimod. Alligevel vokser modstanden overalt i Irak. I oktober var der op mod 100 angreb om dagen. De amerikanske styrker kan ikke bevæge sig frit i Irak og har reelt ikke kontrollen i store områder og byer eller dele af byer som Bagdad og Basra. Derfor har amerikanerne sprængt fire af Bagdads broer i luften. Vi ved, at modstanden har opbakning. En undersøgelse fra det britiske forsvarsministerium viser, at 45 procent støtter den væbnede kamp. 82 procent er stærkt imod koalitionens tilstedeværelse, og kun 1 procent mener, at de bidrager til øget sikkerhed.

Vi ved, at besættelsen er forkert. Vi ved, at de danske tropper må hjem, hvis ikke flere danskere og irakere skal dø. Vi ved, at Danmark er blevet et terrormål, fordi Fogh deltager i besættelsen. Vi har brug for fred, og irakerne har brug for frihed. 18. marts er den næste chance for at vise det.


Se mere om den danske mobilisering på www.nejtilkrig.dk
Se mere om den engelske på www.stopwar.org.uk
Se mere om USA på www.unitedforpeace.org og www.internationalanswer.org

Artiklen har været bragt i Socialistisk Arbejderavis, www.socialister.dk

25. november 2005


Artiklerne på www.fritirak.dk er ikke nødvendigvis udtryk for Komiteen for et Frit Iraks holdning.

Copyright 2003-2005 www.fritirak.dk