Interview med Iraks præsident Saddam Hussein

---

Interviewet blev foretaget af den prisbelønnede amerikanske journalist Dan Rather fra tv-stationen CBS i Bagdad den 24. februar 2003 og vist på CBS to dage senere.

Let forkortet, oversat og mellemoverskrifter lavet af Carsten Kofoed, 2. december 2005.

Kilde: CBS News, www.cbsnews.com, 26. februar 2003
http://www.cbsnews.com/stories/2003/02/21/iraq/main541427.shtml
http://www.cbsnews.com/stories/2003/02/26/60II/main542166.shtml
http://www.cbsnews.com/stories/2003/02/26/60II/main542173.shtml

---

Indhold

1. Forord
2. Da Saddam Hussein fortalte verden sandheden om krigen mod Irak

---

Forord

Ingen statsleder i verden har i perioden efter Berlin-murens fald været genstand for en så omfattende hetz og dæmonisering som Iraks præsident Saddam Hussein. ”Galning”, ”diktator” og en ”blodtørstig massemorder” har været de stereotyper, som ”Saddam” – denne af den imperialistiske propaganda bevidste personliggørelse af ”det onde” – i lighed med andre ledere, som har modsat sig USA’s interesser, har fået hæftet på sig af de vestlige såkaldt frie medier.

En sådan tendentiøs beskrivelse af Saddam Hussein er hverken dækkende eller giver nogen som helst forståelse af, hvad der rører sig i hovedet på en mand, der ikke bare var og juridisk set stadig er Iraks præsident, men også er den irakiske leder, som har stået i spidsen for det moderne Irak i den længste sammenhængende periode, fra juli 1979 og frem til i dag, hvor han er taget til fange af de amerikanske aggressorer, som har invaderet Irak i en folkeretsstridig krig. Som et eksempel på en af de sider af Saddam Hussein, som aldrig kommer frem i de vestlige massemedier, kan nævnes, at han i 1970’erne stod i spidsen for en gigantisk alfabetiseringskampagne i Irak. Dette arbejde gav i 1982 Irak en pris fra UNESCO for at have udryddet analfabetismen i Irak.

I Vesten blev Irak på grund af den imperialistiske propaganda ét med ”Saddam”. Et helt folk på 25 millioner blev umenneskeliggjort og dermed gjort uden værdi. Den amerikansk ledede besættelsesmagts mishandling, tortur, drab og brug af kemiske våben over hele Irak er egentlig blot den logiske konsekvens af denne bevidste dehumanisering af det irakiske folk.

I dag ved alle ærlige mennesker, at de vestlige ”demokrater” som Bush, Blair og Fogh bevidst løj om grundlaget for at sende deres respektive lande og befolkninger i krig mod Irak. Der var ingen masseødelæggelsesvåben i Irak, og landet havde ingen forbindelser til det tilsyneladende allestedsnærværende Al-Qaida. Det var blot de kyniske krigsløgne, som skulle få de vestlige befolkninger til at se passivt til, mens olierøverne begik deres krigsforbrydelse mod Irak. De ”frie” medier solgte velvilligt og helt ukritisk alle løgnene og fortsætter i dag med nye løgne, fordrejninger og fortielser om besættelsen og modstandskampen.

Men der var én, som fortalte sandheden: Saddam Hussein. Han, denne ”Mellemøstens Hitler”, som den løgnagtige amerikansk-zionistiske propaganda kaldte ham, sagde inden den ulovlige og blodige krig, der har øget ufreden i verden, til verdens befolkninger: Irak har ingen masseødelæggelsesvåben. Irak har ingen forbindelse til Al-Qaida. Irak ønsker freden. Og han havde ret i det hele.

Stående over for verdens største militærmagt og en horde af lydstater, inklusive Danmark, som ville angribe Irak for at stjæle landets olie og øvrige rigdomme og tegne Mellemøstens kort efter den amerikanske imperialismes og zionismens skabelon, stod Saddam Hussein og den irakiske regering fast.

Hverken han eller Baath-partiet svigtede det irakiske folk eller alle dem, der i hele verden protesterede mod den FN-stridige krig. De havde planlagt og organiseret forsvaret af det irakiske fædreland imod de forbryderiske angribere. I dag står de i spidsen for modstanden, og selv ikke med støtte fra næsten 200.000 besættelsestropper med supermagten USA i spidsen kan dem, landsforræderne, der kaldte sig ”opposition” til den nu væltede irakiske regering, kontrollere modstanden, der svømmer som fisk i folkets hav. Det siger noget om, hvem der repræsenterer det irakiske folk og dets interesser.

Den irakiske modstand har konkret forhindret amerikanske aggressioner imod andre ”slyngelstater, fordi amerikanerne nu er sunket ned i det irakiske ørkensand. Med sine handlinger har præsident Saddam Hussein dermed bidraget til at redde adskillige lande fra amerikanske angreb. Han har reddet tusindvis af menneskeliv. Alle, som bekæmper det amerikanske imperium og er imod imperialisme og zionisme, skylder ham og de andre forudseende og dygtige irakiske ledere og militærfolk i det selvstændige Irak en stor tak.

Nærværende interview, som er en let forkortet udgave af et tre timer langt interview med præsident Saddam Hussein foretaget af den prisbelønnede amerikanske journalist Dan Rather fra tv-stationen CBS, er en historisk dokumentation af, hvad Saddam Hussein egentlig sagde den 24. februar 2003, få uger før den amerikanske aggression. Interviewet, som blev vist på CBS to dage efter dets optagelse, var det første, som en amerikansk journalist lavede med Saddam Hussein siden 1990. Interviewet skabte voldsom kritik af CBS fra den amerikanske regering og højrefløj. Det forstår man godt. Saddam Hussein afslørede nemlig USA’s løgne og fortalte verden sandheden om USA’s kriminelle krig mod Irak. I modsætning til Bush, Blair og Fogh hverken bedrog eller svigtede Saddam Hussein sit land og folk i spørgsmålet om krigen.

I dag fortsætter Saddam Hussein i krigsforbrydernes og forrædernes illegitime skueproces sin heroiske og beundringsværdige kamp for Iraks frihed og selvstændighed. Han er et eksempel på mod og patriotisme, på en ægte hellig kriger, der ikke svigtede i afgørelsens time, men som lever op til sit navn, Saddam (ham, der kæmper). Iraks præsident Saddam Hussein lever og kæmper.

Carsten Kofoed, december 2005

---

Da Saddam Hussein fortalte verden sandheden om krigen mod Irak

DR: Hr. præsident, forventer De at blive angrebet af en amerikansk ledet invasionsstyrke?

SH: Vi håber, at angrebet ikke vil finde sted. Men vi forbereder os på at kunne imødegå og konfrontere et sådant angreb. De har været her et par dage nu. De har set, hvordan folk lever. De lever normalt. De bliver gift. De besøger hinanden, men samtidig hører de også nyheder. Amerikanske embedsmænd taler hele tiden om at angribe Irak, Og det er normalt, at folk så forbereder sig på sådan en mulighed. Men samtidig beder de til Allah om at stoppe amerikanerne i at gennemføre angrebet og derved redde irakerne fra den skade, som dem i ondskabens vogn vil påføre dem.

DR: Er De bange for at blive dræbt eller taget til fange?

SH: Hvad end Allah bestemmer. Vi er troende. Vi tror på det, Allah bestemmer. Livet har ingen værdi uden troen. Da vi var unge, led almindelige mennesker i Irak meget af nød og tilbageståenhed. Vi besluttede os for at stille os selv til tjeneste for vort folk. Bær over med mig. Mine svar er lange.

DR: Hr. præsident, jeg har hele natten.

SH: Vi stillede dengang ikke spørgsmålet, om vi ville leve eller dø. Det er moralsk uacceptabelt at stille sådan et spørgsmål. Intet vil kunne ændre Guds vilje. Den troende tror, at det, Gud bestemmer, er acceptabelt.

Masseødelæggelsesvåben

DR: Hr. præsident, har De i sinde at destruere Al-Samoud-missilerne, som FN har forbudt? Vil De destruere disse missiler?

SH: Vi har forpligtet os selv til resolution 1441. Det er på dette grundlag, at vi har ageret, og det er på dette grundlag, at vi vil fortsætte med at agere. Som De ved, har vi tilladelse til at producere jord til jord-missiler med en rækkevidde på op til 150 km. Det overholder vi.

DR: Jeg vil gerne være sikker på, at jeg forstår Dem, hr. præsident. De har altså ikke i sinde at destruere disse missiler?

SH: Hvilke missiler snakker De om? Vi har ingen missiler med en længere rækkevidde end den, som FN har foreskrevet.

DR: Jeg mener de missiler, om hvilke Hans Blix siger, at han ønsker et løfte fra Dem om, at de vil blive destrueret.

SH: Irak har ikke overtrådt noget som helst, som FN har besluttet. Hvis intentionen er at omskrive resolutioner, så vil vi træde ind i en ny ramme, en ramme, hvor USA vil være nødt til at forlade sin egen position og finde en ny måde at skade Irak på. Jeg tror, at USA og resten af verden ved, at Irak ikke længere har de våben. Og jeg tror, at den kampagne, som der er blevet lavet, delvis er for at dække over den kæmpe løgn, som er blevet ført mod Irak omkring dets kemiske, biologiske og nukleare våben. Der er ingen missiler i Irak, som er imod FN’s forskrifter. De findes ikke længere.

DR: Vil den nyligt foreslåede FN-resolution – den, der lige er kommet ud i denne uge – betyde nogen ændring i Deres holdning?

SH: I den grundlæggende holdning er der ingen ændring. Vi har ikke efterstræbt masseødelæggelsesvåben. Så hvorfor vil de nu til at lave nye resolutioner?

DR: Så grundlæggende er der ingen ændring i Deres holdning?

SH: Vores grundlæggende holdning er klar. Vi vil ikke gå på kompromis med vores uafhængighed, vores værdighed og vores frihed. Samtidig vil vi fortsætte med at forpligte os til det, som FN har besluttet. Hvis de nye resolutioner krænker vores værdighed, så vil vores holdning til sådanne resolutioner være i overensstemmelse med vores tidligere positioner.

Patriotisme

DR: Hr. præsident, er De blevet tilbudt asyl noget sted? Og ville De overhovedet overveje at gå i eksil for at spare Deres folk død og ødelæggelse?

SH: Jeg forstår motivet for Deres spørgsmål. Det er meget amerikansk. Og det vil måske ikke falde i alles smag. Men jeg kan forstå Deres motiv. Derfor vil jeg besvare Deres spørgsmål.

DR: Tak.

SH: Jeg er født her i Irak, og jeg blev født som en sand troende. Jeg er stolt over at være blevet født med gudsfrygt, og jeg har lært mine børn historiens værdi og vores arvs utrolige vigtighed, og at vi må fastholde nationalismens og panarabismens ære. Dette er af afgørende vigtighed for landet og den arabiske nation. Og nu lærer jeg også mine børnebørn dette. Jeg har altid talt til det irakiske folk med dette budskab siden dagene, hvor vi kæmpede en underjordisk frihedskamp. Vi ændrer ikke vores position. Vores holdninger er grundlæggende. Vi er blevet født i Irak, som er en del af en glorværdig nation, en stor arabisk nation. Og vi har levet her. Så at tale om at drage i eksil, at forlade sin nation, er ikke at fastholde sine principper. Vi vil dø her i Irak. Vi vil dø i dette land, og vi vil bevare vores ære.

Al-Qaida

DR: Hr. præsident, amerikanerne er meget bekymrede over alle med forbindelser til Osama bin Laden. Har De, eller har de haft, nogen forbindelse til Al-Qaida og Osama bin Laden?

SH: Er dette grundlaget for bekymring hos amerikanske embedsmænd eller hos det amerikanske folk?

DR: Hr. præsident, jeg tror, at jeg gengiver det præcist, når jeg siger, at det er en stor bekymring hos det amerikanske folk.

SH: Vi har aldrig haft nogen forbindelse til hr. Osama bin Laden. Og Irak har aldrig haft nogen forbindelse med Al-Qaida. Og jeg mener, at hr. Osama bin Laden selv for nylig i en af sine taler har givet det svar, at vi ikke har forbindelse til ham.

Det amerikanske folk er ikke fjenden

DR: Hvad er den vigtigste ting, som De ønsker, at det amerikanske folk forstår ved dette kritiske punkt i historien?

SH: Først og fremmest overbring det amerikanske folk, at det irakiske folk ikke er det amerikanske folks fjende. Hvis det amerikanske folk ønsker at kende kendsgerningerne, som de er, gennem en direkte dialog, så er jeg parat til på tv at deltage i en debat med USA’s præsident, præsident Bush. Jeg vil sige det, som jeg har at sige om USA’s politik. Og han vil have muligheden for at sige, hvad han vil sige om Iraks politik. Og dette vil foregå foran hele verden, på tv, på en direkte, ucensureret og ærlig facon. Så vil verden dømme, hvad der er sandt, og hvad der er falsk.

DR: Dette er noget nyt. De foreslår en tv-debat med præsident Bush?

SH: Ja. Det er mit forslag. På film ser vi, at amerikanerne er modige. Når de udfordres til en duel, så trækker de sig ikke, ligesom araberne ikke gør det. Det vil være en mulighed for ham (præsident George Bush, o.a.) til at overbevise verden om, hvorfor han er besluttet på krig. Hvis han er overbevist om sin egen holdning, vil det være en mulighed for ham til at overbevise verden om, at han gør ret i at tage den beslutning. Det kan også være en mulighed for os til at fortælle verden vores version af historien, og hvorfor vi ønsker at leve i fred og sikkerhed. Jeg mener, at det amerikanske og irakiske folk og folkene i hele verden har krav på, at vi viser dem vores beviser, så de selv kan se dem. Så hvorfor skulle vi gemme os for folkene? Hvorfor skulle vi som præsidenter for henholdsvis USA og Irak ikke vise dem begge perspektiver? Det er dette, som jeg opfordrer til. Vi vil enten slutte fred – og det er det, vi håber på – for at spare vores folk for dø og ødelæggelse, eller også så må den, som beslutter sig for noget andet end fred, være nødt til at overbevise sit eget folk om kendsgerningerne. Det er kernen i mit forslag, min idé.

DR: Det er ikke en joke?

SH: Nej, nej, jeg opfordrer til dette, fordi krig i sig selv ikke er en joke.

DR: Hr. præsident, hvor skulle en sådan debat, som De forestiller Dem, finde sted?

SH: USA’s præsident skulle sidde i USA og Iraks præsident Saddam Hussein i Irak, og så kunne debatten gennemføres via satellit.

DR: Okay, en tv-debat via satellit?

SH: Ja. Og hvis hr. Bush har et andet forslag, så er vi villige til at lytte. Det vigtige er selve ideen.

DR: Ville De være villig til at komme til FN for at deltage i en sådan debat?

SH: Det vigtigste er, at vores debat høres på en normal og præcis måde. Og med dette mener jeg ikke, at jeg tager til FN og holder en tale, og så hr. Bush gør det samme. Det er ikke det, som jeg mener. Det, jeg mener, er, at vi sætter os, som vi nu sidder, dig og mig, og jeg så kan stille ham spørgsmål, mens han også kan udspørge mig. Han kan forklare, hvorfor han ønsker at gå i krig. Jeg kan forklare, hvorfor vi insisterer på fred, og hvorfor vi ønsker at bevare den. Så kan det amerikanske, irakiske og resten af verdens folk høre os, uden tricks, uden redigering, uden forberedte taler. Folk ønsker at høre en dialog direkte og live.

DR: Dette overrasker mig. Jeg vil lige sikre mig, at jeg forstår det helt rigtigt.

SH: Debatten skulle transmitteres i amerikansk og irakisk tv i sin helhed og direkte.

DR: En direkte, international tv-debat via satellit?

SH: Ja.

DR: Hvordan skulle det fungere? Hvem skulle moderere debatten?

SH: Dem, hr. Rather.

DR: Med al respekt, hr. præsident, så har jeg andre problemer. Jeg har nok problemer allerede (USA’s regering var imod interviewet og kaldte præsident Saddam Husseins forslag om en debat for ”ikke seriøst”, o.a.).

Krigen og fremtiden

DR: Hr. præsident, USA’s vicepræsident Richard Cheney siger, at når eller hvis en amerikansk ledet hær kommer ind i Irak, så vil den blive modtaget med musik. Den vil blive modtaget som en befrielseshær. Hvis amerikanerne ikke skal tro på det, hvad skal de så tro på?

SH: Hvis den irakiske hær eller enhver anden hær krydsede Atlanterhavet for at besætte USA, ville den så blive modtaget med musik af det amerikanske folk? Jeg er fuldstændig sikker på, at ingen iraker vil byde nogen amerikaner velkommen, når han kommer som besætter. Men alle irakere vil byde enhver amerikaner velkommen, der kommer her som en ven. Det er derfor, at De er blevet budt velkommen, selvom De kommer fra et land, der truer med at ødelægge Irak. Har De ikke set den modtagelse, som De har fået fra embedsmænd og almindelige mennesker i Irak? De kan gå rundt omkring i byen uden problemer. Men hvis en amerikansk soldat er her som besætter, så vil han ikke blive behandlet på den måde. Så lang tid du ikke er soldat, så er du gæst, og gæster behandles altid med respekt.

DR: De nævnte Golfkrigen i 1991. De kæmpede mod faderen, George Bush Senior. Han og de styrker, han ledede, sejrede på slagmarken. Nu står De over for sønnen, som har en endnu større, endnu mere moderne og endnu mere dødelig militærmaskine rettet direkte mod Deres hjerte. Tror De, at De kan vinde på slagmarken denne gang?

SH: Som De ved, så krydsede vi i begge tilfælde ikke Atlanten for at foretage en aggression mod USA. Det er de amerikanske ledere, som nu taler om at angribe Irak. Er det ikke det mest ansvarlige, mest moralske og mest grundlæggende at advare aggressoren om, at hvis han angriber os, så vil vi ikke overgive os? Hvis vi stiller følgende spørgsmål til enhver ærlig amerikaner: Hvis fremmede tropper engang i fremtiden kommer til USA, gør I så ikke noget? Jeg vil sige til amerikanerne, at hvis noget sådant sker for jer en dag, så overgiv jer ikke. Rejs jer, og forsvar jeres land og værdighed.

Og som De ved, så har vi ikke foretaget nogen aggression mod USA. Det er USA, som dagligt dræber vores børn og kvinder. Mens jeg snakker med Dem her og nu, så bomber amerikanske fly både det nordlige og sydlige Irak og dræber indbyggerne og ødelægger deres ejendomme. Dette sker dagligt.

Hvis der er en lov i verden, der siger, at det er den stærkeste, som får det på sin måde, så har vi overgivet os til jungleloven. Og vi ønsker ikke at overgive os til jungleloven. Det er vores pligt at forsvare vores land, så vi vil ikke overgive os til nogen, hverken til USA eller nogen som helst andre.

Og selv hvis et land har en styrke og magt som USA og ganget op med andre landes styrke, så vil vi gøre modstand. Vi vil kæmpe med ære. Og kun Allah kan give sejr. Lad mig her blot lave en hurtig historisk korrektion, som måske vil interessere Dem og det amerikanske folk. I 1991 blev Irak ikke besejret. Vores hær trak sig ud af Kuwait efter vores egen beslutning. Det er rigtigt, at den irakiske hær forlod Kuwait under bombardement. Men da den var tilbage i Irak, blev hverken den eller det irakiske folk besejret.

DR: Hr. præsident, med al respekt så vil mange amerikanere, når de hører dette, sige: Hvad taler denne mand om? Alle de irakiske kampvogne, der kom ud af Kuwait med deres tårne skudt af, indikerer en hær, der er slået på slagmarken. Der ligger ingen glæde i disse ord, men det, jeg ønsker, er at bede Dem om at forklare, hvad De mener, når De siger, at Irak ikke blev slået i krigen i 1991. Dette fordi jeg kan fortælle Dem, at den overvældende del af den amerikanske befolkning mener, at den krig var et stort nederlag for Dem og Irak.

SH: Lad mig besvare dette. De kender Bush Seniors mål, og De ved, hvorledes han angreb os gentagne gange efter krigen? Så hvorfor fortsatte han sine angreb, hvis vi var blevet besejret?

Når der er en væbnet konflikt, så er der angreb og tilbagetog. Og da vi så, at Bush Senior havde mobiliseret 28 hære imod os, da vi så, at hele verden rent faktisk samarbejdede imod os, så indså vi, at vi var nødt til at forlade Kuwait.

Vi mistede ikke mere end 10 procent af vores materiel i alle kampene. Dette var det største nederlag, som vores enheder led. Så vi tabte et slag, men vi blev ikke besejret. På hvilken måde truer Irak USA? Det irakiske folk er ikke det amerikansk folks fjende. Hr. Rather, De er en velinformeret mand. Og De ved, at slaget ikke er ovre, før geværerne er tavse, og når den nationale vilje er undertvunget aggressorernes ønske. Det er ikke nok at være overlegen med hensyn til fly og missiler. Til allersidst vil geværerne fortælle historien om et modigt folk, der forsvarede sig imod besætterne.

DR: Hr. præsident, De siger, at de er klar over, at der på grænsen til Irak står en kolossal armada, der er parat til at levere død og ødelæggelse?

SH: Ja, jeg er klar over det. Jeg hører og ser. Men den endelige sandhed vil blive afgjort af Allah på irakisk jord, i Bagdad. Jeg taler ikke om amerikanerne i USA, men om skæbnen for irakerne i Irak og skæbnen for enhver, der angriber Irak.

DR: Hr. præsident, jeg sætter pris på, at De husker vores møde i 1990, og at jeg interviewer Dem i denne storslåede bygning. I betragtning af dette alvorlige øjeblik og den umiddelbare fare hvad er så chancen for, at dette er den sidste gang, som De og jeg vil se hinanden?

SH: De ønsker, at jeg siger, hvad jeg oprigtigt tror?

DR: Ja.

SH: Kun Allah bestemmer menneskets skæbne. Men Den Almægtige siger også, at mennesket skal gøre det, som er nødvendigt her på jorden. Så jeg kan se, at vi vil mødes igen i fremtiden, uanset hvad der sker. Og jeg håber, at det irakiske og amerikanske folk vil leve i fred og have et forhold, som udtrykker deres nationale interesser, uden at den ene side skader den anden.