Jakob Nerup: Iraks økonomiske dissektion

IRAKS ØKONOMISKE DISSEKTION

Af Jakob Nerup, bestyrelsesmedlem i Komiteen for et Frit Irak

Indledning
1. Befolkningen lider
2. Betal og hersk
3. Iraks olie: Nålestribet plyndring
4. På fremmed jord: Asiatiske kontraktarbejdere plus lejesoldater
5. Danske interesser og Mærsk

December 2005. Kapitel 4 og 5 følger.

Indledning

Kun sjældent får vi danskere et indblik i hverdagens sociale nedtur for den almindelige iraker. Og vi hører næsten aldrig om de meget rige mænd, som styrer Irak. Det ville jo forstyrre det officielle propagandabillede af et Irak, som alene har etniske og religiøse modsætninger mellem fanatikere og terrorrister. I de følgende afsnit kan du læse om forskellige sider af den irakiske økonomi. Du kan læse om befolkningens økonomiske nedtur, den manglende genopbygning, emigrantarbejdere, om multinationale olieselskaber, om udenlandske lejesoldater, om oliearbejdere, om Mærsk og dansk erhvervsliv og pengenes magt. Du får ikke alle brikkerne til billedet og heller ikke en neutral vurdering. I stedet får du blitz på enkeltområder, som vil vise en anden og mere kynisk udgave af nyliberalismen, når den bæres frem af våben.

1. Befolkningen lider

I Bagdad er elektriciteten væk i 14 timer om dagen. Så børnene må svedende modtage undervisningen i de nedslidte klasselokaler af en lærer, som må leve for en ussel løn. Derhjemme skal sulten stilles, men det bliver ikke et festmåltid, fordi arbejdsløsheden er udbredt og inflationen på hele 30 procent. Børnene kommer hjem til en grim lugt, fordi kloaksystemerne ikke repareres eller eksisterer. Støvet er det ikke sikkert, de kan vaske af, fordi vandforsyningen ofte er lukket. Skal tørsten slukkes, skal de være varsomme med vandet, fordi der er permanent mangel på rent drikkevand. Fra Bagdad fortæller Sattar, en 45-årig tolk med blandet shiitisk og sunnitisk baggrund, til Dagbladet Information den 26. november:

”De taler og taler om genopbygning, men vi ser ingenting. Kloakkerne er ustandseligt blokerede, elforsyningen svigter, fødevarerationerne indeholder ikke det, de skal. Når de taler om renovering af skoler, betyder det ofte, at de blot maler væggene. Det eneste, politikerne har travlt med, er at fylde deres egne lommer. De tænker ikke på Irak, kun på sig selv. Der er ikke megen forskel på det nye regime og det gamle.”

Man skal passe på med at blive syg, fordi hospitalshjælp koster penge og det nødvendige udstyr er stjålet, og den rette medicin mangler ofte på hospitalets lager. Jeffrey Gettleman rapporterede til New York Times i november 2005, at ”på Bagdads centrale universitetshospital for børn flyder der ufiltreret kloakvand over gulvene. Drikkevandet er forurenet. Ifølge lægerne forlader 80 procent af patienterne hospitalet med infektioner, de ikke havde, da de kom.”

Eman Asim, som overvåger 185 offentlige hospitaler, siger til The Times:

”Det er helt sikkert værre end før krigen. Selv på højdepunktet af sanktionerne, da tingene var meget miserable, var det ikke så slemt som dette.”

Irak er en nation, som er sunket dybt fra at være et velfungerende land, der var Mellemøstens mest velstående til i dag, hvor 60 procent af befolkningen er afhængig af donerede fødevarerationer, hvor arbejdsløsheden er 27-40 procent, hvor 23 procent af alle børn under fem år er kronisk fejlernærede, hvor børnedødeligheden er tre gange så høj som i Mellemøsten som helhed, og hvor hver femte familie nu lever under fattigdomsgrænsen. Det er tal, som FN kom frem med for et år siden, men desværre for irakerne er det ikke blevet bedre.

I en fortrolig meningsmåling, offentliggjort af det engelske Daily Telegraph den 23. oktober, som det britiske forsvarsministerium lod irakiske forskere gennemføre i august 2005, underbygges de beretninger om livets økonomiske besværligheder i det besatte Irak.

Meningsmålingen viste, at 71 procent af befolkningen sjældent får rent vand. 47 procent har aldrig nok elektricitet. 70 procent siger, at deres kloaksystem sjældent virker, og 40 procent af irakerne i det sydlige Irak er arbejdsløse.
Genopbygningen nedbrydes af besættelsen

Der findes tre væsentlige forklaringer på, at den sociale og økonomiske situation for de almindelige irakere er så katastrofal. Den ene er besættelsens destruktive konsekvens. Den anden er, at pengene havner i den nye elites lommer, og den tredje består i, at de multinationale firmaer tjener broderparten. For det første er selve besættelsen og de destruktive konsekvenser af den militære undertrykkelse en konstant kilde til økonomisk nedtur. For eksempel har amerikanske ingeniørtropper i Bagdad sprængt 4 ud af 8 broer over floden Tigris, som løber igennem byen, alene med det formål at indskrænke oprørernes bevægelsesmuligheder i Bagdad. Og det får selvfølgelig den konsekvens, at folk, som skal på arbejde, de handlende og transporten af varer, forsinkes.

I sig selv skaber usikkerheden større omkostninger. Siden de første budgetter for genopbygningen i april 2003 har sikkerhedsomkostningerne gradvist ædt sig ind på genopbygningspengene. Skiftet begyndte i september 2004, da amerikanerne efter Falluja og en generel opblussen af angreb beskar vand- og elektricitetsinvesteringerne med næsten 3,5 milliarder dollar og gav pengene til sikkerhed, domstole og olie. Siden er nogle penge blevet tilbageført til vand og elektricitet, men nu til mindre og mere akutte projekter, og generelt er omfordelingen til sikkerhed fortsat med hvert nyt budgetkvartal. I sidste måned rapporterede Pentagon, at udviklingen fortsætter: I næste kvartal bliver endnu 255 millioner dollar omfordelt til sikkerhedsstyrker og valgforberedelse.

Ifølge Dagbladet Information taler Stuart Bowen, den amerikanske generalinspektør for rekonstruktionsarbejdet, i sin seneste statusrapport fra oktober om et bekymrende ”rekonstruktionsgab”, det vil sige forskellen mellem det antal projekter USA oprindelig annoncerede at ville gennemføre og det antal, der faktisk bliver gennemført.

”Gabet skyldes forøgede udgifter til sikkerhed, højere materialeomkostninger, ekstra udgifter som følge af projektforsinkelser, budgetoverskridelser, gentagne prioriteringsskift i genopbygningen samt nødvendige driftsudgifter,” siger Bowen.

Ifølge Bowen er mere end 25 procent af de 30 milliarder dollars, som USA har afsat til genopbygning, blevet overført til sikkerhedsopgaver. Foruden selve det militære apparat er der ifølge Pentagon p.t. ansat omkring 25.000 ikke-irakiske, private sikkerhedsfolk, hvis ikke ringe aflønning er med til at dræne kasserne.

Hver eneste gang amerikanerne og deres irakiske hjælpetropper angriber en by, så spærrer de den af flere uger inden for at tvinge indbyggerne på flugt. De skal så brødfødes, have vand og telte, skaffes sanitet osv. Alt sammen noget der trækker genopbygningen i den modsatte retning. Historien om Falluja bekræfter på skræmmende vis konsekvenserne.

Falluja er stadig en ruinhob

Når den irakiske regering, som i stigende grad er blevet den direkte udfører af pengene til genopbygning og økonomisk udvikling, skal sætte penge og handling bag genopbygningen efter de militære angreb, så sker der meget lidt. Historien om Falluja, en by på størrelse med Århus, er et sørgeligt vidnesbyrd om tilstanden. I november 2004 belejrede det amerikanske militær Falluja og tvang mere end 200.000 mennesker på flugt. Derefter sønderbombede de byen, ødelagde 36.000 hjem, 60 skoler og 65 moskeer. Mellem 4000 og 6000 mennesker døde, hvoraf mange var civile, som ikke havde råd, var syge eller ikke havde mulighed for at flygte. Både de amerikanske angrebsstyrker og den irakiske regering lovede, at genopbygningen havde høj prioritet, og at pengene var der. I dag, et år efter, lever 150.000 mennesker stadig som interne flygtninge i udbombede huse. Børnene undervises i telte. Elforsyningen er sjælden, og vandet er udrikkeligt. Den irakiske regering har kun modvilligt udbetalt en femtedel af de aftalte erstatninger, hvilket svarer til 100-500 dollars pr. husstand og det endda kun efter pres fra amerikanerne. Det ødelagte erhvervsliv, herunder de mange fabrikker, er ikke kommet på fode igen. Af de 30 millioner dollars, der var afsat, er der intet blevet udbetalt.

Genopbygningen af Irak og igangsættelsen af økonomien efter invasionen var et af de store slagnumre for Bush og Fogh. Det skulle finansieres af de amerikanske skatteydere og den irakiske olie. Men ligesom historien om Saddams masseødelæggelsesvåben er det gået med genopbygningen. Enten er den ikke blevet udført, eller også er det blevet lavet af multinationale firmaer bemandet med udenlandsk arbejdskraft. Den amerikanske besættelsesmagt betingede sig fra starten, at alt skulle liberaliseres, hvorefter de uddelte kontrakterne til multinationale firmaer, fortrinsvis med base i USA.

Den historie er veldokumenteret af Pratap Chatterjee, prisbelønnet amerikansk journalist og leder af Corpwatch.org, som har skrevet bogen ”Iraq, Inc. – a profitable occupation”, der udkom i 2004. Den blotlægger historierne om malkningen af besættelsen fortalt af irakiske skolelærere, pakistanske tjenere, amerikanske truckere og embedsmænd fra besættelsesmagten. Det er historien om en systematisk malkning af amerikanske skatteydere gennem svindel og lukrative aftaler mellem det amerikanske militær og multinationale firmaer ledet af ekspolitikere. Researcher Antonia Juhasz fortæller til Los Angeles Times, at ”ud af de 18,4 milliarder dollars, som den amerikanske kongres afsatte til ”genopbygningen” af Irak, er kun halvdelen blevet brugt, og i omegnen af 100 millioner dollars er forsvundet uden bilag. Mere end 150 amerikanske virksomheder har fået tildelt kontrakter med en samlet værdi på mere end 50 milliarder dollars, svarende til mere end det dobbelte af Iraks bruttonationalprodukt. Halliburton er den største modtager med kontrakter for mere end 11 milliarder dollars, mens 13 andre amerikanske virksomheder tjener mere end 1,5 milliarder dollars. Disse virksomheder er ansvarlige over for den amerikanske regering, ikke det irakiske folk.”

Oprørets sociale profil

Under disse forhold kan det ikke undre, at hele 99 procent af irakerne mener, at besættelsesstyrkerne ikke har forbedret sikkerheden, at 82 procent er stærkt imod tilstedeværelsen af besættelsestropperne, og 45 procent støtter den væbnede modstand. Det fortælles i ovennævnte meningsmåling, der offentliggjordes i Daily Telegraph. I rapporten, som meningsmålingen var en del af, kunne man også læse om den sociale profil af dem, som laver angrebene mod de amerikanske, britiske og danske tropper:

”De er yngre end 26 år gamle, de er mere ivrige efter at få job, mere ihærdige til at have søgt efter arbejde inden for de sidste 4 uger, og det er mindre sandsynligt, at de har haft nok penge til deres basale behov.”

Hver eneste gang de sociale forhold forringes, de multinationale får kontrakten eller regeringen i Irak undlader genopbygningen, så producerer de en ny oprører.

Pratap Chatterjee fra CorpWatch siger i et interview til Dagbladet Information den 8. august 2005 om sammenhængen mellem oprør og økonomiske forhold:

”… har det ikke set pænt ud fra befolkningens vinkel: De ser udlændinge køre rundt i skinnende nye biler med skydere, som de skyder folk med, mens de bruger landets penge og sender olien ud på store skibe. Selv om det ikke handler om bevidste tyverier, er det det indtryk, irakerne får. Så føler sig snydt, de bliver vrede, de strejker, de laver ballade, og resultatet er et stort rod.”

2. Betal og hersk

Denne sommer kunne danske og internationale medier berette om en gigantisk svindel i det irakiske forsvarsministerium. Næsten seks milliarder kroner forsvandt i lommerne på embedsmænd, politikere og suspekte firmaer. En skandale, som fremstod som et tydeligt bevis på, hvor uduelige og korrupte de irakiske marionetter er, og hvor lidt styr amerikanerne har på deres penge i Irak. Et stykke hen ad vejen er det nok rigtigt, i hvert fald når det gælder den konkrete sag om forsvarsministeriet. Men bag sagen gennem der sig en bevidst plan fra amerikansk side.

Da amerikanerne havde indtaget Bagdad i april 2003, var noget af det første, de foretog sig, at flyve irakiske eksilpolitikere og USA-oplærte embedsmænd ind, for at de skulle etablere magtbaser. Disse mennesker var som hovedregel uden folkelig og reel økonomisk basis i Irak, fordi den tilhørte Saddams folk, smuglere og lokale ledere. Disse indfløjne eksilirakere skulle sammenføres med irakere fra den gamle herskende klasse, der ville tage del i administrationen og opbygningen af politiske institutioner som besættelsesmagtens forlængede arm.

Da først våbnene havde talt, var det pengenes tur. På det ydre plan lovede amerikanerne penge til genopbygning, men i realiteten flød pengene til den nye elite i Irak. De fik betydningsfulde poster i råd og ministerier, som både gav direkte penge og indirekte adgang til at score enorme summer gennem kontrollen med ministerier. Disse politikere og embedsmænd er personligt blevet fantastisk rige, og deres omgivelser er økonomisk afhængige af dem. I ministerierne har de kunnet ansatte venner og tilhængere. I de lokale områder har de fulgt samme mønster og dermed skabt et system af klientisme, som er finansieret af amerikanske dollars og indtægterne fra irakisk olie.

Besætternes forbrugsfest

Historien om Poul Bremers sidste tid i Irak illustrerer udviklingen. Ved den amerikanske kongreshøring om USA’s udokumenterede forbrug af de irakiske oliemilliarder den 21. juni, klagede den demokratiske repræsentant, Dennis Kucinich over, at ”vi delte 100-dollarsedler ud som slik.”

En republikaner, Christoffer Shays, udtalte ved høringen:

”… det betyder ikke, at de ikke blev brugt rigtigt, men min fornemmelse af menneskelig fristelse taget i betragtning vil jeg ærligt talt mistænke nogle af dem for at være blevet stjålet.”

Magthaverne i denne verden må vide noget om det at stjæle, for på trods af løfter om det modsatte er 85 procent af kontrakterne til genopbygning gået til amerikanske virksomheder – ikke irakiske. Men USA’s kongres har selv bevilliget mange af disse kontrakter. Milliarderne til disse kontrakter kommer fra en fond indeholdende de irakiske oliepenge, som USA har kontrolleret siden besættelsens start.

Misbruget af Iraks oliepenge eksploderede i den tidligere vicekonge Poul Bremers sidste uge i Bagdad (lige før den irakiske ”magtovertagelse”). Fire milliarder dollars blev uddelt. Hvor de blev af, er USA’s revisorer ved at afdække. Den 11. juni 2004 modtog USA’s nationalbank en bestilling på 2,4 milliarder dollars i kontanter fra den amerikanske administration i Bagdad. Bestillingen fyldte 40 fragtpaller. Dage senere modtog de så en bestilling på 1,6 milliarder dollars.

Nogle af pengene blev brugt på ”sikkerhedsfirmaet” Custer Battles (læs: lejesoldater), der ligesom andre firmaer fik at vide, at de skulle møde op i Bagdad med tasker store nok til at bære mange kontanter i. Custer Battles modtog to millioner dollars i 100-dollarsedler. Der gik forbrugsfest i den i Bremers sidste uge, da milliarderne skulle spenderes, inden de irakiske marionetter kom til pengekassen. For eksempel fik en forretningsmand udleveret 6,75 millioner dollars med besked om at bruge dem, inden ugen var omme. Den amerikanske journalist Ed Harriman, der har gennemgået USA’s revisionsrapporter, mener ligefrem, at en ny valutaenhed – ”Blackhawken” – eksisterede. Harriman forklarer:

”Der kan være en halv milliard dollar i 100-dollarsedler i en Blackhawk (militærhelikopter, red.)... og sådan tre leverede de amerikanske soldater for eksempel til en kurdisk kurer i Nordirak.”

At kaste med penge

Metoden kaldes ”at kaste penge efter folk”. USA benyttede den også i Afghanistan, hvor de også fløj transportfly læsset med dollars ind, så de kunne give penge til de lokale krigsherrer for at sikre, at de ikke angreb marionetregeringen i Kabul. Men alle de penge skaber korruption. Der er retssager på vej mod blandt andet Custer Battles.

Men denne ”kasten med penge” er også en metode, hvormed USA kan skabe en ny herskende klasse i Irak, der er loyal over for USA. Den tidligere irakiske forsvarsminister, der blev afløst i maj, overførte i sin embedstid 500 millioner dollars – angiveligt til våbenindkøb – til en konto i Libanon. Han befinder sig ikke længere i Irak. Korruptionen nåede nye højder, da det nye irakiske forsvarsministerium var tæt på kollaps i år. De firmaer, der havde skrevet kontrakt med ministeriet, blev ikke betalt, og amerikanerne måtte lægge pres på ministeriet – blandt andet så sultne irakiske soldater ikke ville forlade deres baser.

Lønnet opdeling

En af konsekvenserne af denne måde at skabe en ny herskende klasse på er den etniske og religiøse opdeling og tiltagende splittelse. Når magt kanaliseres gennem tildeling af embeder, og embeder bruges til køb af supportere og stemmer, så styrkes de elementer, der i forvejen er organiseret. Kurdernes store partier havde allerede før invasionen et samarbejde med USA gennem den beskyttede zone i Nordirak, så selve magtens udbredelse i hele det nordlige Irak kunne nu befæstes gennem etniske udrensninger af arabere, shiitter, sunnitter og turkmenere. I det sydlige Irak kunne amerikanerne tilbyde shiitiske præster og lokale ledere magt og penge, som de kunne bruge til at befæste sig uden at spørge befolkningen.

Denne del-og-hersk-strategi har skabt de sekteriske terrorangreb, den store modstand i sunni-trekanten og ikke mindst løftet disse skillelinjer frem af historiens glemmebog og fremelsket dem. Uden amerikanernes mange milliarder af løse dollars havde de etniske og religiøse modsætninger aldrig vokset sig så store og endda blevet en del af Iraks forfatning. Den nye herskende klasse havde i forbindelsen med udarbejdelsen af forslaget til en forfatning for Irak mange hårde kampe om formuleringen af, hvordan magten over olien og oliemilliarderne skulle fordeles. Ikke af hensyn til den irakiske befolkning, for der var aldrig tale om, at oliepengene skulle øremærkes til social og folkelig udvikling. Nej, slagsmålet handlede alene om, hvilke regioners magtfulde politikere der skulle få penge, og hvor stor deres andel skulle være.

Så spillet om pengene bag magten har forstærket og grundfæstet den etniske og religiøse opdeling af Irak, som alene tjener den amerikanske besættelsesmagt, som på denne måde langt nemmere kan udøve sin del-og-hersk-politik, blandt andet ved at spille på modsætningerne.

Statsfinansierede militser

Men penge og magt over ministerier og råd gør det ikke alene i et forarmet land fyldt med modstand og splittelse. Her taler våbenmagten, og det er ikke kun besættelsesmagten, som har den. De partier, som er en del af den irakiske regering, har også egne militser, der både samarbejder med besættelsesmagten og lyder deres egne herrer. De mest kendte er de kurdiske peshmergaer, som ofte bruges som brutale stødtropper i det nordlige Irak, men det shiitiske SCIRI har den sekteriske og nådesløse Badr-milits som sin væbnede gren. Militserne er finansieret på to måder.

Den ene er gennem direkte aflønning fra deres chefer og de penge, de kan stjæle, når de ransager eller plyndrer efter kampe. Den anden måde er langt mere sofistikeret. Militserne bliver ganske enkelt lønnet af staten, af et ministerium eller af en lokalregering. Af den irakiske hærs 115 bataljoner, er kun halvdelen reelt aktive, men alle får løn. Den officielle opdeling af bataljonerne er 60 shiitiske, 45 sunnitiske og 9 kurdiske bataljoner, mens kun 1 er blandet. Det betyder, at opbygningen af hæren er en fordeling af penge og våben til sekteriske interesser. I det irakiske indenrigsministerium sidder Bayan Jabr som minister, og han er tidligere leder i Badr-militsen. Fra indenrigsministeriet udgår der adskillige militser og specialstyrker, heriblandt general Adnan Thabits kommandosoldater og Wolf-brigaden. General Thabits soldater er anklaget for at have holdt 169 fanger indespærret og tortureret disse under umenneskelige forhold i indenrigsministeriets kældre. Den tidligere premierminister og CIA-agent Iyad Allawi er allieret med Hussein Al-Sadr, som kontrollerer Tiger- og Skorpionbrigaderne, der begge er frygtede shiitiske militser.

På det lokale plan regerer militserne som politisoldater. Det blev tydeligt under de dramatiske begivenheder i Basra, hvor to engelske SAS-soldater, forklædt som religiøse arabere, blev arresteret i en bil fyldt med våben og sprængstoffer. I dagene efter arrestationen kom det frem, at de britiske besættelsestropper havde overgivet kontrollen med byen til Badr-militsen ved at ansætte medlemmer herfra som politifolk. Og her svigtede loyaliteten så, da SAS-soldaterne skød og dræbte flere politifolk.

Det bekræftes, at overdragelse af den lokale magt til militser finder sted andre steder i Irak. Hermed sikres de lokale magthavere en yderligere kontrolmulighed og ikke mindst en finansiering af deres egen våbenmagt. Konsekvensen for den almindelige iraker er sekterisk vold, tilfældige ransagninger og en opdeling af større byer i zoner, som de forskellige militser deler mellem sig. Det medfører mange steder, at der skal betales bestikkelse, og at forskellige typer erhvervsvirksomhed kun kan drives med deres accept.

3. Iraks olie: Nålestribet plyndring

Følg pengene, og find forbryderen, sådan lyder en gammel tommelfingerregel for detektiver. Det slår heller ikke helt fejl i Iraks tilfælde. For uanset hvor vi ser efter forklaringer på besættelsen, på de geografiske og etniske splittelser, på de multinationale firmaers gøren og laden og på modstandens fokus, så handler det om olie. I kapitlet ”Betal og hersk” blev nogle af mekanismerne bag den tiltagende opdeling af Irak taget op. Et helt afgørende magtspørgsmål mellem de sekteriske interesser i Irak er kampen om olien.

Spørgsmålet om olien er stadig uafklaret i den irakiske forfatning, hvor der er lavet formuleringer, der giver såvel centrale som regionale (læs: kurdiske og shiitiske) interesser ret til olien. Den irakiske forfatning fastslår, at den nuværende olieproduktion ikke privatiseres, men denne formulering omfatter alene de 10 procent, som i dag udvindes, og ikke de resterende olieforekomster. Irak har 115 milliarder tønder olie i kendte reserver og yderligere ukendte, som anslås til at være op til 200 milliarder tønder olie eller en tiendedel af verdens oliereserver.

Magtkampen om forfatningen og specielt olien er derfor altafgørende for Iraks fremtid. Får kurderne i nord retten til og kontrollen med oliefelterne i nord og shiitterne tilsvarende i syd, så har de de facto magten over Iraks økonomi. For 95 procent af alle statsindtægter kommer i dag fra olien. Når USA, Storbritannien, Japan, Australien, Danmark og de andre lande, som deltager i besættelsen, støtter den etniske, religiøse og geografiske opsplitning af Irak, så er det som et led i en del-og-hersk-politik, hvor det i den sidste ende er deres multinationale selskaber, som scorer gevinsten. For det vigtigste er ikke at eje olie, men at kontrollere produktionen og få profitten.

Det sorte guld er en af de væsentligste grunde til USA’s invasion af Irak og deres militære tilstedeværelse i Mellemøsten. Allerede før 11. september 2001 kastede USA og deres multinationale selskaber deres grådige øjne efter den irakiske olie:

”I 2010 vil vi behøve yderligere 50 millioner tønder mere om dagen. Så hvor skal olien så komme fra? Selv om mange regioner i verden byder på store oliemuligheder, så er Mellemøsten med 2/3 af verdens olie og de laveste omkostninger stadig de, hvor den ultimative belønning ligger.”

Således talte Dick Cheney på en oliekonference i 1999. Dengang var han koncernchef for olieservicefirmaet Halliburton. I dag er han vicepræsident for USA, og Halliburton er det største multinationale firma i Irak.

For USA er en sikker forsyning af fossil energi afgørende i den nære fremtid. Dels er de selv storforbrugere og verdens største importør. Dels er selve kontrollen med olieproduktionen et magtmiddel i den globale kamp om økonomien, hvor specielt Kinas vækst presser USA, og her kan Kinas sult efter olie være et pressionsmiddel. I 2030 forventes den globale efterspørgsel efter olie at være på 120 millioner tønder om dagen, og det er 45 millioner mere end i dag, og da over halvdelen af de kendte oliereserver befinder sig i Mellemøsten, hvor olien endda er let at få op af undergrunden, så er det helt vitalt for de stærkeste imperialistiske magter at have magt i Mellemøsten. Dels betyder kontrollen med olieproduktionen udsigt til enorme profitter for de multinationale olieselskaber, og det er jo en offentlig hemmelighed, at de dikterer meget af politikken i Washington, London og København. Irak var og er en afgørende brik i at sikre de store imperialistiske magter kontrollen med olien. Saudi-Arabien er ikke en helt sikker leverandør i en uendelighed, og for specielt USA er det usikre Venezuela et problem.

Jagten på Iraks olie

Fra den første bombe faldt over Irak, til denne artikel bliver skrevet, har olien været USA’s første prioritet i Irak. Det irakiske olieministerium var det eneste, som amerikanerne besatte og beskyttede, da de indtog Bagdad i april 2003. Mens røgen stod ud af kunstmuseer, der blev plyndret for skatte fra civilisationens vugge, stod amerikanske specialenheder vagt ved olieministeriet. De irakiske oliefaciliteter blev ikke bombet eller sat i brand, men tværtimod blev der fløjet specialister ind fra hele verden, der skulle få oliestrømmene til at flyde igen. Halliburton fik en stor kontrakt på at få produktionen på benene. Og minsandten om ikke også danske A.P. Møller allerede i begyndelsen af maj 2003 havde seks medarbejdere på plads for at score sin del af kagen. Besættelsesadministrationen under Paul Bremer hyrede tidligere topchefer fra de multinationale oliefirmaer Shell, BP, ConocoPhillips og ExxonMobil til at stå i spidsen for den irakiske olieadministration. Iraks olieministre, Bahr Al-Uloum og Thamir Al-Ghadban, i den amerikansk kontrollerede regering, er begge oplært i den amerikanske olieindustri.

Amerikanerne og de multinationale firmaer forventede, at besættelsen umiddelbart ville bringe dem til det sorte guld for enden af regnbuen. Men som bekendt har den irakiske modstand, og det gælder både den civile og militære, forhindret, at olien flyder frit. I dag er olieproduktionen på under to millioner tønder om dagen, og det er et lavere niveau end under Saddams styre. I 2003 talte den daværende amerikanske viceforsvarsminister, nu chef for Verdensbanken, Paul Wolfowitz, om store olieindtægter i Irak allerede i 2005, og så sent som for et år siden forudsagde Dick Cheney, at produktionen i 2005 ville komme op på 3,5 millioner tønder olie om dagen. Det er ikke sket, og i dag betyder de lave olieindtægter, at væksten i Irak er helt nede på 3,7 procent mod de forventede 16,7 procent. Det betyder, at den irakiske regering ikke kan finansiere sig selv og samtidig, at de amerikanske interesser i olien ikke er opfyldt. Men da modstanden mod styret og privatiseringen af olien tager til, så leder USA og de multinationale desperat efter en udvej. Og måske har de fundet den i form af ”production sharing agreements” (PSA), som er en udlicitering af olieproduktionen på en langtidskontrakt.

Hvem får Iraks oliereserver?

I rapporten ”Crude designs – the rip-off of Iraq’s oil wealth” af Greg Muttit, som kan downloades fra www.carbonweb.org (5), gennemgås vejen til og konsekvenserne af PSA. Disse olieaftaler, som kendes fra olieindustrien siden 1960’erne og omfatter 12 procent af de globale olieaftaler, indgås mellem en stat og et oliefirma. Teknisk beholder staten ejendomsretten til olien, men i praksis får oliefirmaet retten til olien og en væsentlig del af indtægterne. Rapporten viser, at i Iraks tilfælde vil de 40-årige aftaler, som der er lagt op til, betyde et tab på op til 2000 milliarder kroner, et tab, der vil vokse jo højere produktionen er, og jo mere olie der findes. Disse aftaler er uopsigelige og fjerner enhver form for offentlig eller demokratisk kontrol med såvel mængden som pris og profit. Fordelen for både de imperialistiske magter og de multinationale firmaer er, at de selv kontrollerer mængden og dermed kan være med til at bryde den magt, som de olieproducerende lande (OPEC) i dag har.
De multinationale håber på, at de kan få PSA-aftaler på plads, inden den endelige forfatning og inden deres irakiske marionetter i regeringen bliver for modvillige eller presset for stort. For er aftalerne først skrevet under, så er det de internationale regler, som gælder, og her kommer en irakisk regering til kort, som det er sket for så mange andre mindre lande over for de multinationales styrke i det retslige.

I Irak er kun 17 ud af 80 oliefelter i produktion, og de multinationale har sat sigtekornet på de resterende 63 oliefelter. De 17 felter repræsenterer kun 40 milliarder tønder olie ud af de kendte 115 milliarder tønder. Tilføjer vi så de estimerede 200 milliarder tønder ukendt olie, så kan kontrollen på udenlandske hænder komme op på hele 87 procenter. Og med udsigten til oliepriser på over 50 dollars per tønde råolie øjner de multinationale olieselskaber de op til 2000 milliarder kroner i ren profit, som Iraks olie kan kaste af sig.

Prisen for irakerne er enorm. I praksis vil størsteparten af deres olie blive kontrolleret af multinationale olieselskaber, som vil træffe beslutninger, der tjener aktionærernes interesser og ikke irakernes. Det kan derfor ikke undre, at modstanden i den irakiske befolkning er enormt stor mod privatiseringen af olien (6). Og derfor er det også naturligt, at den væbnede modstand fortsætter med at sabotere dele af olieproduktionen, når den alene virker som en kilde til økonomisk at holde besættelsesmagtens regering i live og nærer USA og de andre landes ambitioner om den globale kontrol med olien.

Kilder:
1. Dagbladet Informations temaer om Irak, hvor de har samlet en række artikler, som alle er af stor informativ kvalitet, http://www.information.dk/InfWebsite/FremvisningPHP/Common/
Information.php?pShow=Tema%2FTemVis.php&pTemVis=50

2. Den amerikanske webside CorpWatch, som også har en underlægger, der hedder Warprofiteers, har tonsvis af artikler fra amerikanske medier og kritiske journalister og akademikere. Se mere på www.corpwatch.org

3. Den amerikanske webside ZMag, hvor mange af de globale debattører fra den antikapitalistiske bevægelse og naturligvis mange amerikanere får lagt deres artikler ud. De har en særlig side om Irak:
http://www.zmag.org/CrisesCurEvts/Iraq/IraqCrisis.cfm

4. Pratap Chatterjee, prisbelønnet amerikansk journalist og leder af Corpwatch.org, har skrevet bogen ”Iraq, Inc. – a profitable occupation”, der udkom i 2004. Bogen, der koster 115 kr. og er på 247 sider, kan bestilles på www.modstand.org

5. ”Crude designs – the rip-off of Iraq’s oil wealth” af Greg Muttit om det planlagte tyveri af Iraks oliereserver, http://www.carbonweb.org/crudedesigns.htm

6. Læs mere om Iraks oliearbejdere, privatisering og den multinationale plyndring i kompendiet ”Iraq trade union tour” som kan downloades hos Nej til krig: http://www.nejtilkrig.dk/docs/2005fagfturne/baggrund/2005
iraq_trade_union_tour_eng.pdf

Artiklerne på www.fritirak.dk er ikke nødvendigvis udtryk for Komiteen for et Frit Iraks holdning.