Når fredsaktivisme bliver aftalt spil med kolonial besættelsesmagt

Af Marta Rodríguez, New England Committee to Defend Palestine , 16. december 2005. Hun er antikrigsaktivist, bosat i Boston, USA, og fra Puerto Rico.

Kidnapningen for nylig af fire aktivister fra Christian Peace Team (CPT) har afstedkommet to former for reaktion i den amerikanske antikrigsbevægelse. Nogle kræfter som International Solidarity Movement går ud fra, at det er den irakiske modstandsbevægelse, som står bag, og har fordømt aktionen. Andre som Kurt Nimmo, der ofte publicerer på hjemmesiden Uruknet, spekulerer i, om det er agenter for besættelsesmagten, der er gerningsmændene.

(…)

Læser man på CPT's hjemmeside, så vil man finde, at der meget vel kunne være legitime grunde til, at irakere, der er engageret i væbnet kamp, har noget at udsætte på den organisations rolle i deres land. CPT er ikke kun engageret i ikke-voldelig protest, men organisationen promoverer også denne til irakerne. Den gør dette, ikke med det formål at give modstandsbevægelsen endnu et våben, men for at erstatte den væbnede modstand med ikke-voldelig protest. CPT har erklæret, at dens rolle i Irak er ”at tage initiativet fra dem, der vil lave vold”. Det gælder også den legitime defensive vold, som irakerne begår mod krigsforbryderne og røverne, der slagter og torturerer dem for at kunne plyndre deres land uden nogen hindringer.

Ydermere så betyder den måde, hvorpå CPT drager rundt og forsøger at yde hjælp til de irakere, der er blevet mishandlet af det amerikanske militær, at organisationen går fra det at advokere ikke-vold og menneskerettigheder til at træde direkte ind i et aftalt spil med besættelsesmagten. For eksempel giver CPT's rapport 2004 os forskellige beskrivelser af møder mellem CPT og besættelsesmagten, hvor den fortæller besættelsesmagten, at hvis denne stopper med mishandlingerne og overgrebene, så vil sikkerhedssituationen forbedres.

Den samme rapport beskriver et møde den 24. januar 2004 med USA's ambassadør Richard Jones (på det tidspunkt viceadministrator i koalitionens provisoriske myndighed, CPA) og andre amerikanere fra besættelsesmagten. På dette møde diskuterede ambassadør Jones dannelsen af et udvalg, der skulle arbejde med menneskerettighedskrænkelser begået mod irakere. CPT foreslog, at ambassadør Jones' team skulle holde regelmæssige møder med irakiske menneskerettighedsjurister og involvere dem i planlægningen af et nyt retssystem i Irak. Før mødet var hævet, siger CPT: ”Vi har efterladt information om kontakt til tre sådanne grupper, som vi regelmæssigt arbejder med og tilbyder at hjælpe med de indledende kontakter.”

Samarbejde undergraver modstanden

For det første, og det kan komme som et chok for CPT, men koloniale besættere har ingen krav på sikkerhed. (…). Hvordan kan folk påstå at være imod besættelsen af Irak og samtidig give besættelsesmagten råd om, hvorledes den kan forbedre sin sikkerhed, også selvom dette er en gulerod for en bedre behandling af det besatte folk? Hvilken besætter vil føle sig tvunget til at forlade det land, hvor han ikke er velkommen, hvis han bare frit og sikkert kan trampe løs, som det passer ham?

For det andet så er ”det nye retssystem”, som CPT er så glade for at få irakere til at hjælpe med til at udforme, et resultat af en ulovlig og uprovokeret invasion. Dets formål er at legalisere invasionen og plyndring af ressourcer, som det var ment til at sikre.

For det tredje så behøver antikoloniale modstandsbevægelser folkets støtte og dets løfte om at beskytte modstandsfolkene. Denne støtte og beskyttelse garanteres delvis af folkets afvisning af dialog med fjenden og af at stille sig til tåls med andet end fjendens totale nederlag og hans uddrivelse fra landet. CPT's promovering af dialog mellem irakerne og deres besættere og hele pisk og gulerod-vinklen fra den anden side, der ofte er med i en sådan dialog, kompromitterer modstandsbevægelsens sikkerhed, fordi det giver et potentiale for infiltration.

For det fjerde er det at arbejde for irakernes samarbejde med nogen af besættelsesmagtens strukturer det samme som at acceptere besættelsen af Irak. Enhver hjælp, der vil komme på basis af et sådant samarbejde med besættelsesmagten, vil blot gøre besættelsen velsmagende og gøre USA's greb om Irak og dets ressourcer stærkere. Dette giver modstandsbevægelsen al mulig grund til at betragte CPT's dagsorden som en trussel mod dens kamp for befrielsen af Irak og derfor gå efter den organisation.

(…)

Hvis CPT og andre amerikanske pacifister er så besluttede på at se besættelsesmagten som omtrent lig med det folk, som den invaderer og brutaliserer, så kunne de i det mindste være konsekvente. De kunne opfordre besættelsesmagtens soldater til at desertere og forlade det besatte Irak i stedet for at forsøge at binde hænderne på det folk, der knapt har nok til at kunne forsvare sig selv.

(…)

Der er dem, der vil sige, at CPT's arbejde i Irak gøres i den bedste mening. Måske er de produkt af den paternalisme og naivitet, som er så fremherskende i den amerikanske fredsbevægelse, og har ikke direkte onde hensigter. Men antikrigsbevægelsen kunne have krævet deres løsladelse uden at agere som et ekko af besættelsesmagtens dæmonisering af den irakiske modstand eller ved at placere deres behov for frihed og sikkerhed over irakernes. Den kunne have krævet, at besættelsesmagten sikrer deres løsladelse ved at løslade de fanger, som deres kidnappere kræver. At antikrigsbevægelsen undlod at stille dette krav viser igen den vellevned, hvide exceptionalisme, koloniale arrogance og antiarabiske blinde tro, som har styret denne bevægelses holdning til de mellemøstlige folks kamp mod kolonial erobring.

(…)

Lær af Ruth i Puerto Rico

Hvis amerikanske fredsaktivister overhovedet er interesserede i at gøre deres arbejde relevant for folkene, der kæmper imod kolonial besættelse, kunne de tage ved lære af Ruth Reynolds, en amerikansk pacifist, der arbejdede i Puerto Rico, da Nationalistpartiet (Partido Nacionalista de Puerto Rico, o.a.) ledede vores kamp for uafhængighed. Ruth Reynolds arbejdede tæt sammen med Nationalistpartiet. Selvom hun var pacifist og derfor ikke deltog i partiets bestræbelser på at organisere væbnet modstand mod USA, så forfaldt hun aldrig til at behandle det puertoricanske folk med en sådan mangel på respekt og kolonial arrogance som at forsøge at diktere vores kampmetoder. Hendes arbejde i forhold til at gøre en ende på volden i Puerto Rico var rettet imod dem, der var ansvarlige for den: USA's regering, der trængte ind i vort land med våbenmagt og fortsætter med at undertrykke vort folk for at sikre USA's ophold der.

Hendes og Nationalistpartiets arbejde førte ikke til uafhængighed, idet andre kræfter afsporede partiets anstrengelser med en ”ikke-voldelig løsning” i form af en ”Commonwealth”-status, der indtil i dag har holdt vort land på den amerikanske regerings hænder. Men det arbejde, som Ruth Reynolds gjorde for vores bevægelse, respekteres stadig meget højt af uafhængighedsforkæmperne i hele vort land. Det er denne form for støtte, som irakerne, palæstinenserne og alle folk, der kæmper imod kolonialismen, fortjener.

Enhver støtte, der kræver, at de koloniserede folk venter, indtil deres aggressorer er gode og parate til at stoppe deres vold, eller at de stiller sig til tåls med mindre end den fuldstændige genoprettelse af det land og de ressourcer, som er blevet stjålet fra dem, er ingen hjælp overhovedet. Det er forræderi og støtte til den koloniale aggression, som ikke er mindre skadelig end de kugler og bomber, som de koloniserede forsøges undertvunget med.

Fra Irak til Palæstina, længe leve mujahidinerne!
Sejr til den irakiske modstand!
Frihed for Irak og Palæstina!

Oversat af Carsten Kofoed fra When Peace Activism Becomes Collusion With Colonial Occupation , New England Committee to Defend Palestine, 16. december 2005. Mellemoverskrifter indsat. Se også Carsten Kofoed: Hvad laver kristne missionærer egentlig i Irak?

Link