Om den aktuelle situation i Irak

Interview med Abd Al-Jabbar Al-Kubaysi (1, o.a.), formand for Iraks Patriotiske Alliance (2, o.a.), foretaget af Anti-imperialist Camp i slutningen af januar 2006.


Sunnimuslimerne og parlamentsvalget

Hvad mener De om det nyligt afholdte parlamentsvalg (afholdt den 15. december 2005, o.a.)?

Som alle de andre såkaldte valg, som USA og dets marionetter har foranstaltet, så var parlamentsvalget også en farce. Det savnede enhver legitimitet, fordi hele styret er illegitimt og ulovligt. Det er påtvunget og opretholdt af besættelsesmagten. Det er derfor, at modstandsbevægelsen opfordrede til boykot.

Valgkampagnen oppiskede til sekterisk strid, hvilket er i besættelsesmagtens interesse. De sunnimuslimske ledere, som gik i denne amerikanske fælde, mobiliserede deres støtter ved at true med, at shiamuslimerne ville erobre magten. De shiamuslimske ledere gjorde præcis det samme og skabte derved en spiral, der truer den nationale enhed, som vi kæmper for.

Især fra sunnimuslimske kræfter var der en god portion bedrag. De lovede, at man ved at deltage i valget og vælge deres repræsentanter til parlamentet ville kunne ændre den forfatning, som med svindel var blevet påtvunget det overvældende flertal i de sunnimuslimske provinser. Men de vidste fra starten, at selv med maksimal sunnimuslimsk stemmedeltagelse ville de ikke kunne opnå de nødvendige mandater til at få forfatningen ophævet.

Forfatningsafstemningen var karakteriseret af omfattende svindel, som ikke blot står klart for vort folk, men for hele verden. Hvad der ikke er så kendt, er den kendsgerning, at reglerne sagde, at et flertal på to tredjedele i tre provinser tilsammen kunne afvise forfatningen. Dette kan let bekræftes ved at læse den arabiske og engelske version af forfatningsteksten. Så også i forhold til de regler, som amerikanerne selv havde lavet, blev forfatningen afvist. Men senere genfortolkede de reglerne med tilbagevirkende kraft på en sådan måde, at to tredjedele i hver af de tre provinser skulle sige ”nej” for, at forfatningen ville falde. Så vi advarede folk om, at fup og svindel var uundgåelig. Det var og er en del af amerikanernes planer.

Det er også i høj grad på grund af svindlen, at stemmeprocenten var så stor. I de områder, som de sekteriske partier og lister kontrollerer, fyldte de selv stemmeurnerne. Det eneste sted, hvor dette ikke var muligt, var i de store etnisk og religiøst blandede områder i Bagdad. I disse områder forekom der ikke bare konflikter, men også stemmeprocenten var betydeligt lavere.

Modstandsbevægelsen har i det mindste i den sunnimuslimske del af den irakiske befolkning nydt stor opbakning. Er det ikke muligt, at nogle af de nyvalgte parlamentarikere vil kunne rejse nogle af modstandsbevægelsens krav?

Nej, absolut ikke. Det er ikke et spørgsmål om, at en eller anden parlamentariker rejser nogle af modstandsbevægelsens krav. Det vil endda være muligt, eftersom disse ønsker at tilfredsstille masserne. Det drejer sig om, om man accepterer amerikanernes spil eller ikke. Uanset hvilket politisk banner, som disse lister hejser, så hjælper de den såkaldte politiske proces. Amerikanerne har indset, at de ikke kan besejre modstandsbevægelsen udelukkende ved hjælp af militære midler. Så de har brug for at opsuge politiske kræfter, som de kan støtte sig på. Det er derfor, at amerikanerne gjorde alt, hvad de kunne for at få sunnimuslimske lister med i valget.

Angående Al-Dulaimis liste (Rådet for Iraks Folk, Adnan Al-Dulaimi, sunnimuslimsk præst, o.a.) så har dennes støtte, Iraks Islamiske Parti, samarbejdet åbent med besættelsesmagten lige fra besættelsens begyndelse. Eksempelvis deltog partiet i det amerikansk udpegede Regerende Råd (indsat den 13. juli 2003, o.a.), og det accepterede forfatningen for at blive i USA's fold. Iraks Islamiske Parti er en amerikansk hest.

Med Al-Mutlaq (Salah Al-Mutlaq, leder af den sunnimuslimske Iraks Front for National Dialog, o.a.) og hans liste er det lidt anderledes. Han kommer fra Falluja og kan derfor ikke træde op imod modstandsbevægelsen. Så han vil være tvunget til at være lydhør over for modstandsbevægelsen. Men han kan ikke på nogen måde tale på modstandsbevægelsens vegne. Han har ikke bedt om autorisation til at gøre det. Ej heller er en sådan blevet givet til ham. Og man har også kunnet se, at hans position i forhold til forfatningen er blevet blødere. Mens han i starten afviste den, så har han nu skubbet det spørgsmål i baggrunden.

Derfor: Deltagelse i valg profiterer på modstandsbevægelsen og favoriserer besættelsesmagten.

Hvorfor besværliggjorde modstandsbevægelsen ikke valget med militær kraft?

Modstandsbevægelsen ønskede ikke at skabe konflikter i forhold til dem, der ville stemme, selvom disse kun udgjorde en minoritet. Hvis et medlem af en stamme såres eller dræbes, så vil det betyde, at man har hele stammen imod modstandsbevægelsen. Den type problemer må undgås.

Modsætningerne hos shiamuslimerne

De angreb voldsomt de sunnimuslimske lister for deres deltagelse i valget, men De gjorde ikke det samme over for Muqtada Al-Sadr, som endda ikke deltog med sin egen liste, men lod sine folk stille op på samme liste som kollaboratørerne i SCIRI og Al-Dawa (iransk støttede shiamuslimske partier, o.a.). Hvorfor denne forskel?

De politiske forhold i den shiamuslimske bevægelse er anderledes. For det første er der ingen væbnet, folkelig modstandsbevægelse. For det andet findes der et magtfuldt og rigt præsteskab med forbindelser til Iran, som til trods for sin politiske støtte til det amerikansk støttede marionetstyre udøver en betydelig indflydelse ved hjælp af religionen. Og for det tredje er der en direkte iransk tilstedeværelse, både i form af militær og efterretningsvæsen og partierne SCIRI og Al-Dawa, som udgør en fare for alle, der bekæmper besættelsen. Under påskuddet om at bekæmpe baathismen forsøger de at nedkæmpe modstandsbevægelsen. Indtil nu har de allerede dræbt tusindvis af dissidenter og tortureret endnu flere. Når det kommer til at udløse terror, så står de ikke tilbage for amerikanerne.

Så Al-Sadr har sine hænder bundet. Da hans tilhængere demonstrerede på årsdagen for Bagdads fald, rapporterede de vestlige medier, at der var bannere, hvor Saddam Hussein blev gjort lig med George Bush og Tony Blair. Over for de fattige shiamuslimske masser forsøgte man at vise, at det gamle styre var lige så slemt som besættelsen. Mens det er sandt, at sådanne bannere imod Saddam Hussein fandtes på demonstrationen, så er man nødt til at se på proportionerne. Der var et hav af antiamerikanske og antibritiske flag og bannere, mens dem, der var rettet imod Saddam Hussein, kun sås sporadisk. Dette udtrykker, at Al-Sadr – for at undgå beskyldninger fra de proiranske shiamuslimske kræfter om at være for positiv over for Saddam Hussein – valgte at lade sådanne bannere, vendt imod Saddam Hussein, være med på demonstrationen. Men rent faktisk var hans fokus besættelsen.

Man må ikke undervurdere de spændinger, der findes inden for den shiamuslimske bevægelse. Der er under overfladen en konflikt mellem Al-Sadr på den ene side og SCIRI, Al-Dawa og co. på den anden. Dette er vores vurdering af situationen, og hvorfor vi kan forstå Al-Sadrs bløde position. Men der vil komme en situation, hvor Al-Sadrs modsætninger med proiranske kræfter og iranerne vil eksplodere. Vi er nødt til at være tålmodige. Vi er kun tre år inde i modstandskampen.

USA og Iran står sammen i Irak

Mange mennesker siger, at der er sket en ændring i USA's strategi. Ikke kun fordi den irakiske modstand stadig er stærk, men også fordi USA forbereder en konflikt med Iran. Dette forklarer de optrappede forsøg på at få sunnimuslimske elementer i og uden for modstandsbevægelsen til at samarbejde med besættelsesmagten. Det er for eksempel med disse øjne, at løsladelsen af mange politiske fanger, inklusive Dem selv, ses. Er De enig?

Det er klart, at USA er desperat efter at holde sin såkaldte politiske proces i gang. Med dette formål søger de også efter kollaboratører blandt sunnimuslimer. Men det er ikke nogen ny strategi.

Det er i øvrigt også et argument, som kollaboratørerne brugte for at deltage i parlamentsvalget. De hævder, at USA har ændret sin indstilling, og at vi derfor skal udnytte muligheden for at komme med i den såkaldte politiske proces.

Det, der er fuldstændigt forkert i antagelsen, er vurderingen af den iranske faktor. Der er ingen virkelig konflikt mellem USA og Iran. Det er kun et skuespil. USA og Iran er forenede om den opgave at tilintetgøre Irak som arabisk nation. Og der findes ikke engang forskelle inden for den iranske fraktion, mellem såkaldte moderate og radikale kræfter. Uden Irans hjælp ville USA ikke kunne blive i Irak. Det er derfor, at vi også taler om en iransk besættelse af Irak.

USA ønsker arabiske tropper til Irak

Der er vedvarende rygter om forhandlinger mellem USA og modstandsbevægelsen. Er disse rygter sande?

Ifølge det, som jeg har hørt, har modstandsbevægelsens største grupper besluttet ikke at indlede nogen forhandlinger på dette tidspunkt. Enkeltpersoner, som går i dialog med besættelsesmagten, har følgelig intet mandat til at tale på vegne af modstandsbevægelsen.

Det er derimod korrekt, at amerikanerne lider alt for store tab og så hurtigt som muligt ønsker at trække sig tilbage til deres militærbaser, som de har oprettet overalt i vort land. De ønsker at blive på baserne, så de ikke bliver ydmyget ved de daglige angreb. Imens vil de så fortælle verden, at der ikke er nogen besættelse længere.

USA ønsker herefter at udfylde magttomrummet med tropper fra arabiske lande som Saudi-Arabien, Kuwait eller Jordan. USA's diplomati er i fuld gang med at få arabiske tropper til Irak for at hjælpe dem. Jeg tror, at marionetregimerne i disse lande vil gøre det, som USA ønsker, at de skal gøre.

Den politiske modstandsfront og Al-Sadr

Hvad med den politiske front for modstandsbevægelsen, som De kæmpede for, og som De formodentlig blev fængslet af USA for at arbejde for?

Sidste sommer var der en konference, som dannede Iraks Patriotiske Nationale Islamiske Befrielsesfront. Den omfatter Baath-partiet, Iraks Patriotiske Alliance, Iraks Kommunistiske Parti-Central Ledelse, som er en gruppe, der brød ud af Iraks Kommunistiske Parti tilbage i slutningen af 1960'erne, samt andre politiske grupper.

Men i øjeblikket er der ingen, som har mandat til at repræsentere fronten i offentligheden og endnu mindre i udlandet. Tværtimod er der en opfordring til alle patrioter, der bor i udlandet, om at vende tilbage til Irak og tilslutte sig frihedskampen. Det er slut med store ord. Vi vil se handling. Iraks Patriotiske Alliance udsendte allerede fra besættelsens start en sådan opfordring til sine medlemmer og sympatisører. Desværre var der få, der vendte tilbage. Man foretrækker det stille liv i eksil frem for kampen. Og det er præcis i eksil, at folk bliver modtagelige over for opportunisme og samarbejde. De hopper fra konference til konference og bruger modstandsbevægelsen som deres varemærke for at øge deres egen værdi. For at forhindre dette så har fronten afvist at lade sig repræsentere i udlandet.

Men vi må være forsigtige. Afvisningen af den politiske arena som en markedsplads for personlige interesser og korruption er en udbredt følelse hos modstandsfolkene. De ønsker ikke at oprette et nyt regime med diplomatiske indskrænkninger til fordel for USA, som de kender fra resten af den arabiske verden. Det er en følelse, som vi er nødt til at overvinde, men samtidig må vi forstå, at det er følelsen på jorden.

Men fronten har stadigvæk ikke bygget bro til de folkelige shiamuslimske masser? Er erfaringen med Baath-partiets styre hovedårsagen til dette?

Vi vil bestemt besejre USA i det øjeblik, hvor vi får Al-Sadr med i fronten. Dette vil betyde ødelæggelsen af alle de amerikanske planer om at opsplitte landet. Men som jeg forklarede før, så er betingelserne for dette endnu ikke til stede. Modsætningerne inden for den shiamuslimske bevægelse må træde tydeligere frem. De ydmygede folkelige masser er nødt til at gøre oprør imod de proiranske kræfter. Vi vil støtte dem, men vi ved, at det vil tage sin tid.

Med hensyn til Baath-partiet er der ikke et sådant problem. Alle ved, at det gamle Baath-parti og det gamle styre ikke længere findes og ikke vil komme tilbage. Et samfund er ikke et mekanisk apparat, som bare kan stilles tilbage til sin oprindelige position. Folkets modstand forandrer alting. Det er en slags revolution, der foregår. Alle i Irak snakker politik. Man oplever en generel politisering.

Folk accepterer de dele af Baath-partiet, som spiller en enestående rolle i modstandsbevægelsen. Da forskellige kræfter i modstandsbevægelsen, de islamiske inklusive, mødtes, ledtes mødet af Izzat Ibrahim Al-Douri, en af topfigurerne i den tidligere baathistiske regering (Al-Douri var næstformand i Revolutionsrådet, det selvstændige Iraks højeste organ, nu fungerende formand for Baath-partiet, o.a.). Ingen gjorde nogen indvendinger. Men hvis folk er vrede på de eksbaathister, som tjente gode penge og vendte deres land ryggen, så har de al mulig grund til at være det.

Ydermere er det klart, at en regering i et befriet Irak må og kun kan hvile på en meget bred basis og ikke kun på en familie eller klan. De folkelige masser må have indflydelse og få den deltagelse i en sådan regering, som de higer efter. Det er derfor, at jeg tror, at vi også vil få en befrielsesfront med Al-Sadr og de fattige shiamuslimske masser, som følger ham.


Noter:

1. Abd Al-Jabbar Al-Kubaysi gik som 15-årig ind i den irakiske afdeling af Baath-partiet (Det Arabiske Socialistiske Baath Parti), som var blevet dannet i Syrien i 1947. Han er uddannet som civilingeniør fra Det Amerikanske Universitet i Beirut og vendte herfra tilbage til Irak i 1967, hvor han kort tid efter, at højrefløjen i Baath-partiet havde taget magten i 1968, blev fængslet i flere omgange, idet han tilhørte Baath-partiets venstrefløj.
Senere, i 1976, flygtede han til Syrien og siden til Europa. I eksil arbejdede han på at samle den irakiske opposition imod Saddam Husseins styre på et antiimperialistisk grundlag, et arbejde, der har været behæftet med store personlige ofre. I 1981 blev hans to brødre således henrettet af Saddam Husseins styre på grund af deres brors politiske arbejde.
I 1992 var Al-Kubaysi med til at danne Iraks Patriotiske Alliance og er i dag dens formand. Al-Kubaysi vendte tilbage til Irak i april 2003 med det hovedmål at etablere en politisk modstandsfront imod besættelsen. I september 2004 blev han fanget af amerikanerne og sat i fængsel, hvor han sad, indtil han blev løsladt i december 2005.

2. Iraks Patriotiske Alliance (Tahaluf Al-Watani Al-Iraqi), som stiftedes i 1992, består af følgende:
Arabisk Arbejderparti (Hizb Al-Amal Al-Arabi), Oppositionsfløjen i Det Arabiske Socialistiske Baath Parti-Irakisk Ledelse (Hizb Al-Baath Al-Arabi Al-Ishtiraki/Al-Qiyada Al-Iraq), Den Arabiske Socialistiske Bevægelse (Harakat Al-Ishtirakiya Al-Arabiya), Bevægelsen for Fornyelse af Civilsamfundet (Harakat Tajdid Al-Mujtama Al-Madani), Iraks Beduinråd (Majlis Al-Badw Al-Iraqi), Iraks Nationale Demokratiske Kommunistiske Bevægelse (Harakat Al-Shuyuiya Al-Dimuqratiya Al-Wataniya Al-Iraqiya), Kurdistans Fredsparti (Hizb Al-Salam Al-Kurdistani), Kurdistans Islamiske Hær (Jaysh Al-Islam Al-Kurdistani), Miljøpartiet (Hizb Al-Bia), Partiet for Retfærdighed og Reform (Hizb Al-Adala wa Al-Islah), Socialistisk Enhedsparti (Hizb Al-Wahda Al-Ishtiraki) og uafhængige politiske og iIntellektuelle personligheder.
iIraks Patriotiske Alliance var imod krigen mod Irak og opfordrede irakerne til at forsvare Irak imod aggressionen. Den er i dag en del af den irakiske modstandsbevægelse, der bekæmper den amerikansk ledede besættelse.


Oversat og mellemoverskrifter indsat af Carsten Kofoed for Frit Irak Blog fra “All patriotic Iraqis should return home to liberate their country” , Anti-imperialist Camp, www.antiimperialista.com , januar 2006.