Sammi Ala'a:
'Det er ikke Bush og hans marionetregeringer, der repræsenterer det irakiske folk'

Interview. Komiteen for et Frit Irak.
4. januar 2006.

Sammi Ala'a har været formand for Komiteen for et Frit Irak siden dens stiftelse. Som taler, skribent og debattør har han givet et stort bidrag til at den irakiske modstands stemme kan blive hørt i Danmark og Europa – tværs igennem de amerikansk dominerede medier og deres propagandaopspind.

Vi har bedt ham om at kommentere situationen i Irak ved årsskiftet og efter det seneste valg, som Bush og Anders Fog har forsøgt at fremstille som et nederlag for modstanden, som de betegner som 'terrorister'

Sp: Abduljabbar Al-Kubaisi er blevet løsladt sammen med andre prominente politiske fanger. Hvorfor det - og hvilken betydning har det?

Sammi Ala'a: - Løsladelsen af formanden for Iraks Patriotisk Alliance og andre politiske fanger - herunder nogle medlemmer af den tidligere regering, videnskabsmænd, og også forretningsfolk - er et udtryk for et desperat forsøg for at bryde den folkelige isolation af besættelsesmagten og dens politiske institutioner. Det var en slags public relations stunt for at forbedre dens image og samtidig et budskab til sunni-politiske 'repræsentanter' om, at det betaler sig at forhandle og handle og acceptere den såkaldte politiske proces, som besættelsesmagten kører.

Besættelsesmagten håber ved at manipulere den politiske scene i Irak, f.eks. gennem inddragelsen af 'ny' gruppe(i dette tilfælde sunni), at knække den folkelige opbakning til den væbnede modstand og 'normalisere besættelsen' ved at deltage i dens politiske process.

Sp: Hvad er situationen i irak efter valget og hvad sker der med modstanden?

SA: - Situation i Irak er domineret af to store faktorer; den illegitime og ulovlige USA-ledede besættelsesmagt og den heroiske irakiske modstand. Fallujah i april 2004 var det første nederlag for det amerikanske militær siden Vietnam-krigen. Det overbeviste besættelsesmagten om, at krigen i Irak er tabt, og at den må finde en anden udvej, fra noget der lignede Vietnams hængedynd. Og denne udvej hedder så 'Den politiske proces'. Selve navnet antyder en uendelig serie af handlinger, operationer og manøvrer for at opnå dens mål.

De tre 'valg' i 2005: parlamentsvalg i januar, forfatningsafstemning i oktober og nyt parlamentsvalg i december samt 'magtoverdragelsen' i juni 2004 handler egentlig om, at besættelsesmagten søger at opnå legitimitet i Irak ved at presse det irakiske folk til at deltage i eller støtte disse valg ('den politiske proces').

Den amerikanske administration ved udmærket, at krigen og besættelsen er illegitime - ulovlige ifølge international lov - og derfor var og er den amerikanske administration afhængig af at legitimere besættelsen gennem en ”politisk proces” eller normalisere besættelsen - dvs. påtvinge en status quo politik i Irak.

Det lykkedes USA – på trods af at FNs Sikkerhedsråd har anerkendt at Irak er besat og krigen er ulovlig - at presse det samme Sikkerhedsråd til at legitimere sin 'tilstedeværelse' i Irak. Men den amerikanske administrations største problem er ikke at tilegne sig legitimitet fra FN eller det 'internationale samfund', men tværtimod at tilegne sig legitimitet fra det irakiske folk.

Det 'internationale samfund' glemte alt om den manglende legitimitet af krigen og besættelsen af Afghanistan. Der er næppe nogen, der snakker om Afghanistan. Selv den såkaldte venstrefløj i Vesten er tavse om dette emne. I Iraks tilfælde er det noget andet.

Situationen i Irak var og er anderledes – alene på grund af den væbnede modstand. En modstand, der viste sig så unik og så stærk, at det for første gang i historien er modstanden, der forfølger besættelsestropper, og ikke omvendt! Men det er også en afvisning af besættelsens politiske projekt fra det irakiske folks side. Det irakiske folk har gennemskuet den amerikanske ledede besættelses hensigter - såsom plyndring af det sorte guld og permanente militærbaser i landet.

Den politiske proces ('demokratiet' og 'genopbygningen af Irak'), som den amerikanske regering kører i Irak, er et påskud for fortsættelse af besættelsen, efter at påskuddene om masseødelæggelsesvåben og forbindelse til Al-Qaida viste sig at være løgne. Disse tre valg er ikke andet end røgslør for at manipulere med den vestlige og især den amerikanske opinion for at retfærdiggøre besættelsen af Irak.
Dvs ”Vi” er der for at give irakerne Fred, Frihed, Fremgang og Demokrati.

Den politiske proces bygger på tre søjler

•  den tidligere amerikanske administrator Poul Bremers sæt af love, der stadfæster besættelsens lovlighed.

•  En uskreven aftale mellem besættelsesmagten og de politiske kollaboratørpartier om accept og legitimering af krigen og besættelsen i Irak.

•  Den politiske proces bygger på et sekterisk/etnisk kvote-system. Det irakiske folk blev delt op i tre grupper: shiitter, sunnier og kurdere.

Dvs. situationen er sådan: Besættelsesmagten giver samarbejdsvillige partier den politiske 'magt'. Til gengæld gives den 'legitimitet'. Alle de politiske partier, der samarbejder med besættelsestropperne, dvs de 5-6 store politiske koalitioner, har uden undtagelse et rent sekterisk religiøst eller etnisk program.

Men alle disse manipuilationer formår ikke at isolere modstanden. Alt tyder på det modsatte. Efter en hel stribe af åbenlyse korruptionsskandaler, og valgsvindelen ved folkeafstemningen om ”Forfatningen” og det seneste valg i december, er irakerne endnu mere overbevist om USA's falske hensigter med demokratiet og genopbygningen i Irak.
Der har aldrig været så stor opbakning til dem væbnede modstand, som der er nu. Selv besættelsesmagtens egne undersøgelser viser denne massive opbakning.

Det irakiske folk afviser USA's status quo-politik og etablerer en anden realitet: nemlig den irakiske modstand, der før eller senere vil tvinge besætterne til betingelsesløs tilbagetrækning.
Den irakiske modstand vil fortsætte sin lige vej med målet: ”Fuldstændig befrielse af Irak og at bevare landet forenet for alle irakere”.

Sp: I Danmark vokser kravet om at de danske tropper trækkes ud af Irak. Hvad er de vigtigste opgaver nu for den danske antikrigs bevægelse?

SA : - Vi må igen understrege, at den amerikanske administrations drømme om plyndring af den irakiske olie og permanent militær tilstedeværelse i Irak ikke er andet end Bush og Co's dagdrømme. Det politiske og militære dilemma i Irak og i USA selv er enormt på trods af massemediernes mørklægning. Samtidig er militær tilbagetrækning fra Irak kommet på Det Hvide Hus' officielle dagsorden. Dette skyldes først og fremmest den irakiske modstand og det irakiske folks generelle afvisning af besættelsen og dens politiske projekt.

Hvad angår den vestlige og i særdeleshed den danske antikrigsbevægelse er situationen vag og uforståelig. Det er rigtigt, at Bush og andre krigsherrer terroriserer befolkningerne med, at enten må de acceptere de imperialistiske aggressioner og krige - eller 'Al-Qaida kommer efter Jer'.
Men den danske antikrigsbevægelse har været alt for passiv m.h.t. at gøre op med denne politik. Dele af den begyndte tilmed at angribe den irakiske modstand og gentage den imperialistiske propaganda om 'udenlandske terrorister', 'oprørere', 'modstanden dræber civile', 'modstanden vil oprette en religiøs stat' og 'demokratiske valg'.
Det er i virkeligheden eftersnak af Bushs 'War on terror', 'Spread of democracy' osv.

Men heldigvis er den danske antikrigsbevægelse en heterogen og mangfoldig størrelse. Der findes politiske partier og grupper i bevægelsen, der udfordrer 'Krigen mod terror' og de dominerende klichéer om den irakiske modstand. Her skal nævnes partier som IS, DKPml, APK, eller FredsVagten, Stop Terrorkrigen og andre grupper, der gerne vil samarbejde med Komitéen for et Frit Irak.

Jeg vil gerne tydeliggøre den politiske scene i Irak. Der er to fronter, der kæmper mod hinanden: Besættelsen og dens illegitime marionetregering, der er omringet i Den grønne Zone, og Den irakiske modstand, der samler alle kræfter for at befri Irak.
For at den danske antikrigsbevægelse skal leve op til sine forpligtelser må den klart vælge den anden front i kampen i Irak og være en del af sejren imod Bush's og Foghs krig.

For at opnå dette må den danske og internationale antikrigsbevægelse kræve

•  betingelsesløs og øjeblikkelig tilbagetrækning af besættelsestropperne fra Irak

•  krigserstatninger til Irak for den ulovlige krig og besættelse; erstatninger for folkemordet og embargoen, der byggede på falsk grundlag.

•  stop for al udenlandsk indblanding i Irak; irakerne har deres repræsentant og det er den irakiske modstand

Disse krav bør alle i den danske antikrigsbevægelse være enige om. Den ved nu, at hele aggressionen - fra FN's embargo til i dag - bygger på løgne.

Sp: Hvilken rolle har Komitéen for et Frit Irak i krigsmodstanden?

SA: - Kernen i Komitéen har allerede fra starten været bevidst om, at den måtte medvirke til at samle hele krigsmodstanden i Denmark, da den irakiske sag var oplagt til en sådan solidaritet. Komitéen var og er stadig åben for at rumme alle de forskellige strømninger i det danske politiske spektrum. Før vi stiftede Komitéen, kontaktede vi alle politiske partier på venstrefløjen med henblik på at være med fra starten. Og det lykkedes faktisk Komitéen at samle forskellige politiske opfattelser, der under normale danske forhold ikke samarbejder, men som kunne blive enige om Komitéens politiske grundlag.

For kort tid siden nedlagde Carsten Kofoed, der som talsmand for Komiteen og webmaster for vores hjemmeside har ydet en stor indsats, sine hverv. Det beklager vi Men Komiteen har selvfølgelig aldrig været en enkelt person eller en enkelts værk.

Vi betragter Komitéen som en politisk arena, hvor partier og grupper på trods af politiske forskelligheder alligevel kan forene alle kræfter ikke kun for at støtte den irakiske modstand, men også forene kræfterne imod de imperialistiske krige og aggressioner som aggressionen mod Irak er en del af.

I denne sammenhæng har Komitéen en central rolle at spille i bevægelsen, og den vil blive endnu mere udtalt i den kommende tid. Endnu flere vil finde ud af, at det ikke er Bush og hans marionetregeringer, der repræsenterer det irakiske folk, men den modstandsbevægelse, som er udsprunget af folket.