Samtale med modstanden
Irakisk oppositionsleder giver klar besked

Salah Mukhtar:

Den irakiske modstand regner med, at den kommende januar måned vil blive afgørende, siger den irakiske oppositionsleder Salah Mukhtar, baathist, fhv. topdiplomat ved FN og tidl. ambassadør i Indien, i et telefoninterview med den amerikanske skribent Robert Dreyfuss. Det blev offentliggjort på hjemmesiden tompaine.com den 24. oktober og giver et langt sandere billede af den irakiske virkelighed end det, som tegnes af de amerikansk og vestligt kontrollerede medier.
Salah Mukhtar var ambassadør i Vietnam ved invasionen i marts 2003 og bor nu i Jemen.  

- Hvor stærk er den irakiske modstand?
SM: Den væbnede modstand har afsluttet alle forberedelser til at kontrollere magten i Irak. Kollaboratører med USA fra middelklassen er allerede begyndt at forlade Irak. De fleste af dem er nu uden for landet: Ahmed Chalabi, Iyad Allawi og andre. En anden bølge af agenter forbereder sig nu på at forsvinde, og nogle har allerede gjort det, til Jordan, Syrien, UK, og nogle andre steder, fordi den strategiske konflikt er praktisk taget nået til det punkt, hvor der kan sættes et punktum for besættelsen. Det er modstanden, som nu kontrollerer Bagdad. I går talte jeg med adskillige folk, og de sagde, at angrebet på den amerikanske base var del af en ny strategi om at bibringe de amerikanske tropper i Irak alvorlige tab ( i oktober måned var der det største officielt indrømmede tab af amerikanske soldater i Irak siden massakren på Fallujah med over 100 dræbte, KP) .

- Jeg har læst, at mange stammeledere kræver, at Saddam Hussein løslades, mens andre ønsker at samarbejde med Maliki (den amerikanske vasal-premierminister, KP).
SM: - De, som samarbejder med Maliki, bor i Jordan, de befinder sig ikke i Irak. De vover ikke at vende tilbage til Irak, især dem fra Anbar-provinsen, for de har ikke noget at skulle have sagt i Irak. Hvad angår de stammeledere, som fremsender krav om Saddams løsladelse, så repræsenterer de det overvældende flertal af stammer i Irak. Det er nu blevet et national fænomen … Det begyndte pludseligt, hundreder af budskaber fra stammeledere over hele Irak, fra nord til syd . (I september sendte hundreder af stammeledere sådanne budskaber til den amerikansk-indsatte regering og besættelsesmagten i en hidtil uset manifestation af national enhed mod besættelsesmagten og opbakning bag den ulovligt afsatte præsident, KP) .

- Er der pro-baathistiske kræfter i nationalforsamlingen?
SM: - De repræsenterer os ikke, men de er sympatiske over for os. De kræver, at loven om forbud mod Baath-partiet og 'af-baathisering' ophæves, og at der åbnes for en direkte dialog med baathister. De erklærer, at det er meningsløst at tale om national forsoning uden at inddrage baathisterne i dialogen. Selv Allawi og hans gruppering sagde det.
Jeg forsikrer dig, at modstanden er ovenpå i Irak. Det eneste, vi er bekymrede for, er direkte intervention fra Iran. Hvad alt andet angår, vil det skride sikkert frem. I løbet af fire eller fem timer kan vi garantere sikkerhed og stabilitet i Irak, når amerikanerne trækker sig ud. Det er derfor, at vi ønsker, at FN's Sikkerhedsråd skal erklære sin modstand mod enhver intervention udefra i Irak, at det garanterer, at Iran ikke vil intervenere i Irak. Ellers må de, der er allieret med USA, forlade Irak, når USA gør det. Modstanden har kontrol med næsten hele Irak.

- Hvad er Muqtada al-Sadrs rolle? Kan I have en dialog med ham?
SM: -Nej, Muqtada er allieret med Iran … Nu er han farligere end Badr-Brigaden. Den skade, der forvoldes på det irakiske samfund, kommer fra [Sadrs] Mahdi-hær. Badr-gruppen blev slået til krøbling af modstanden.

- Hvorfor ser vi ingen modstandsbevægelse i de shi'itiske områder i Irak?
SM: - Der er shi'iter på høje poster i modstanden, sammen med baathisterne. Ingen anden organisation har folkelig støtte i Irak. Men medierne dækker ikke, hvad der foregår i det sydlige Irak. I syd har modstandsoperationerne ikke samme karakter som i Anbar eller Bagdad. Dér retter den sig mod den såkaldte Hakim-gruppe [SCIRI – det Øverste Råd for den Islamiske Revolution i Irak] og mod Mahdi-hæren, som dræber de nationale kræfter i samarbejde med besættelsesmagten. Disse dræber flere mennesker end okkupationsstyrkerne . Men der er et tavs flertal i det sydlige Irak, som er imod besættelsen og imod Iran. De er dødtrætte af de pro-iranske gruppers forbrydelser.

Du ved måske, at i syd har Iran i mange byer tilmed officielle kontorer, og Irans efterretningstjeneste kontrollerer områder i det sydlige Irak. De bruger iranske penge. Man kan sige til en taxachauffør 'Tag mig til den iranske efterretningstjenestes kontor ”, og de vil gøre det. Men det tavse flertal i syd har fået nok af iransk indflydelse i området. Det er derfor, vi ikke er bekymrede over situationen i syd, bortset fra truslen om direkte iransk intervention.
Den legitime hær er blevet genopbygget, den hær, som gik under jorden ved invasionen. Og den er klar til at kontrollere Irak lige nu. Halvfems procent af den samlede irakiske modstand udgøres af den irakiske hær. Det er højtuddannede officerer fra den irakiske hær, som leder næsten alle modstandsoperationerne.
De (besættelsesmagterne og kollaboratørerne, KP] opbyggede den såkaldte irakiske hær på sekterisk basis, med Badr-brigaden og peshmerga'erne [de kurdiske militser]. Men der findes også nationalister i hæren, og modstanden får informationer fra nationalistiske officerer i denne officielle hær.

- Vil der komme et angreb a la Tet-offensiven (der tvang USA i knæ i Vietnam, KP)? Vil den Grønne Zone blive angrebet?
SM: - Der har i Bagdad været talt om at befri den Grønne Zone, især inden for de seneste par uger.
Men det er ikke sandsynligt for nærværende, fordi modstandens strategi består i at optjene points, ligesom i boksning. Man samler points sammen, et efter et, for at se, hvem som vinder. Man udmatter altså fjenden ved at angribe igen og igen, indtil han falder sammen. Modstandens sejr i Irak vil ikke blive vundet i et enkelt slag.
Vi forventer, at den første måned næste år vil være afgørende. Amerikanerne er udmattede, og modstanden forbereder samtidige angreb på amerikanske styrker over det hele. Antallet af amerikanske dræbte og sårede stiger kraftigt som følge af en beslutning fra modstanden om at øge disse angreb.

- Hvem udtaler sig på modstandens vegne?
SM: - Det er der ingen, der gør. Jeg er ikke talsmand hverken for Baath-partiet eller modstanden. Men jeg står begge meget nær. Det blev før invasionen besluttet ikke at etablere direkte forbindelser med noget andet parti, for at forhindre infiltration og gøre det vanskeligere at indsamle efterretninger … Jeg taler med dem telefonisk, og mest via internettet. Og direkte ved møder, når jeg rejser … Nogle arabiske regeringer giver mig pas for at lette mine bevægelser. De spiller en rolle som mellemmænd mellem modstanden og USA.

- Hvad er den amerikanske holdning til Baath-partiet?
SM: - Amerikanerne, både generaler og andre, kontaktede præsident Saddam i fængslet og talte om situationen i Bagdad og rundt om i Irak. Rumsfeld mødtes med ham, og også Condoleezza Rice. Hun opsøgte ham, og før hende var det Rumsfeld. De forsøgte begge at overbevise ham om at lave appeller til modstanden om at nedlægge våbnene og samarbejde i den såkaldte politiske proces. Han afviste det. Men de sagde til ham: Du kan vælge mellem Mussolinis skæbne (han blev hængt, KP) eller Napoleon Bonapartes. Senere antydede de noget andet, som involverede Baath-partiets tilbagevenden … Og nu presser nogle arabiske regeringer USA for at acceptere Baath-partiets tilbagevenden for at garantere Iraks stabilitet. Saudi-Arabien, Jemen og andre Golf-stater har kontaktet USA for at overbevise det om, at Baath-partiet må genindsættes som den eneste løsning for at minimere iransk indflydelse i regionen. … Baath-partiet har truffet beslutning om at bygge en national front i Irak, som også omfatter andre partier og nogle kurdiske grupper.

- Vil ayatollah Sistani medvirke hertil?
SM: - Sistani er ingenting. Ingen lytter til ham. Han er ikke iraker. Han vil ikke blive i Irak efter befrielsen.

- Det ligner en borgerkrig.
SM: - Der vil aldrig komme borgerkrig i Irak. I min familie er der mange shi'iter og sunnier. Sådan er det med de fleste irakere. Så hvordan kan jeg dræbe min broder?

- Mange irakere polariseres af drabene og drives til sekterisk vold?
SM: - Det er ikke et sekterisk slagsmål. Det er politisk kamp. I modstandens øverste ledelse er der shi'iter og sunnier, kristne og muslimer. De arbejder sammen inden for modstanden, kurdere og turkmener indbefattet … Det irakiske folk bebrejder i stigende grad USA og Iran for myrderierne … Iran ønsker at kontrollere regionen ved at udnytte dets indflydelse blandt shi'iter. Og hvem bragte de iranske bander (dødspatruljer, KP) til Irak? USA. Du må huske, at efter angrebet på Irak i 1998, efter Desert Fox , konkluderede amerikanerne, at Saddam Husseins styre kun kunne væltes gennem et samarbejde med Iran. Så de påbegyndte deres samarbejde med Iran, og det startede i Europa. I centrum stod Abdel Aziz Hakim. Og så udsendte Sistani en fatwa, som opfordrede irakerne til ikke at gå til modstand mod den amerikanske invasion, og en anden fatwa, som opfordrede til samarbejde med besættelsen. Og hvem støtter Maliki-regeringen? Hvem støttede Jafari-regeringen? USA. De er iranere. De, som har regeret Irak siden invasionen, er ikke irakere.

- Hvad med muligheden af et militærkup i Irak?
SM: - Hvis USA ønsker at give magten i Irak til generaler gennem et militærkup, som de hentyder til, vil et sådant militærkup være positivt over for baathisterne. Hvis dets leder ikke er for baathisterne, så vil der komme et kup nr. to mod denne leder … For alle officerer i den irakiske hær, den gamle hær og den nye hær, er under Baath-partiets kontrol. Så der findes ingen løsning uden om Baath-partiet.
Det tiltagende antal massedrab har øget det irakiske folks vilje til at acceptere et militærkup. Jeg vil mene, at 80 procent af irakerne er villige til at acceptere det, villige til at acceptere alt, som kunne hjælpe med at knuse de iranske bander [dvs. Mahdi-hæren og SCIRI's Badr-Brigade]. Et sådant kup ville blive støttet af USA for at udrense de iranske bander og grupper og ødelægge dem med militærmagt, og for at etablere et militærdiktatur for en periode … Men de, som støtter et militærkup, ville også støtte et baathistisk kup, et kup nr. to … USA har sat sig i kontakt med nogle irakere, gamle generaler, gamle baathist-generaler, om at vælte Mailikis regering. De befinder sig i Jordan. Nogle af dem accepterede at samarbejde med USA for at knuse Mahdi-hæren og andre bander. Og de kontaktede nogle strammer i Anbar. De forbereder et angreb på iranske bander i Irak, og det kommer snart.
Iran har som bekendt sagt, at det vil angribe amerikanske tropper i Irak, hvis det bliver angrebet af USA. Og den slags trusler er særdeles alvorlige. Hvis man kombinerede angrebene på USA fra de iranske bander med den væbnede modstands angreb, ville det være en stor tragedie for USA. Så den amerikanske regering prøver at minimere iranske kræfters indflydelse i Irak, før de foretager sig et praktisk skridt mod Iran.
Hvis et kup faktisk finder sted, vil det være et vanvittigt amerikansk træk. Det ville igen bevise, at USA ikke forstår situationen i Irak. Det meste af hæren, den gamle hær, til 99 pct., er baathister. Enten vil de nye generaler samarbejde med Baath-partiet, eller de vil blive væltet af Baath-partiet.