Analyse Dokumentation Links

Indledning: Efter Bagdads fald den 9. april 2003 som følge af den FN-stridige angrebskrig mod Irak, der den 20. marts 2003 indledtes af USA sammen med en koalition af 30 lande, herunder Danmark, startede den egentlige amerikansk ledede besættelse af Irak og dermed også det irakiske folks kamp mod den: modstandskampen. Det er en kamp, som er legitim i henhold til artikel 51 i FN’s Charter, som giver ret til ”individuelt eller kollektivt selvforsvar, hvis der forekommer et væbnet angreb imod et medlem af FN”. Som så mange andre modstandsbevægelser i historien findes der også i den irakiske mange forskellige politiske grupperinger. Der findes eksempelvis baathister, der både omfatter folk, som var for og imod Saddam Husseins udgave af baathismen i Irak. Der findes også nasserister, panarabister og patriotiske kommunister, der har vendt deres kollaborerende ledere i Iraks Kommunistiske Parti ryggen, i modstanden. Modstandsbevægelsen er hverken udenlandsk eller kun sunnittisk. Der findes modstandsgrupper i hele Irak, fra det kurdiske nord til det shiittiske syd, hvor Al-Sadr og hans shiitiske Mehdi-hær nok er den mest kendte. Man ser også ikke-væbnede, politiske modstandsgrupper som Rådet for Muslimske Lærde, en blanding af sunnitter og shiitter, og Iraks Patriotiske Alliance. Fælles for alle disse modstandsgrupper er, at de enten er engageret i eller støtter den væbnede modstandskamp, hvis mål først og fremmest er at gøre en ende på besættelsen af Irak, så irakerne selv kan opbygge deres egen fremtid uden udenlandsk indblanding.

ck